Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/19 side 232
VIDENSKABSMAND PÅ SPORET AF BEVIS FOR LIV EFTER DØDEN
 
Uddrag af interview i B. T. den 24. april 1971 med den svenske læge Nils-Olof Jacobson, som udtaler: Jeg tror, bevidstheden lever videre efter døden.
 
Tror De på et liv efter døden? - Som videnskabsmand har jeg det som arbejdshypotese, at døden ikke er en definitiv afslutning. For mig at se er der mere, der taler for end imod, siger læge Nils-Olof Jacobson, 34, Lund i Skåne.
Han har lige udgivet en bog på 350 sider: "Liv efter døden?"
- Tror De personligt på det evige liv?
- Hvad jeg selv tror, er en privatsag, som er mit videnskabelige arbejde uvedkommende. Men jeg må indrømme, at arbejdet med bogen har påvirket min religiøse indstilling.
- Læge Jacobson mener, at der findes to verdener: den fysiske, vi kender, og en psykisk ovenover.
Bevidstheden - eller sjælen - er et psykisk kraftfelt, som ikke er uløseligt forbundet med den fysiske krop.
- Hvad sker der med bevidstheden, når man dør?
- Jeg tror, den lever videre. Måske oplever man det som en drøm, indtil bevidstheden forenes med et nyt fysisk liv. Det kan godt vare nogle år. De fleste af de mennesker, som siger, at de kan huske, de har levet før, og hvis tidligere tilværelse har kunnet efterspores, har været døde en halv snes år, før de blev født igen.
- Sker det helt tilfældigt?
- Nej, man ved jo, at et barn arver karaktertræk fra både faderen og moderen. Forklaringen kan være, at bevidstheden udsender en kraft, som forenes med fysisk liv i det øjeblik, et æg og en sædcelle smelter sammen og passer på den rette frekvens - som når man indstiller en radio på en bestemt station.
Den skånske læge har arbejdet i ubemærkethed i 10 år med spørgsmålet: Hvad sker, når et menneske dør? - Han blev inspireret af at læse den danske filosof Martinus. - Han er den eneste læge i Skandinavien, som har arbejdet videnskabeligt med sagen. Og bogen, som udkommer i disse dage, har gjort ham berømt.