Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men trods en saa overraskende Opdagelse som at hele den Del af Verdensaltet, vi bevæger os bort fra, ganske forsvinder ved vor store Hastighed, vil vi alligevel ikke standse Forøgelsen af vor Fart. Tværtimod forhøjer vi nu igen Hastigheden og bliver da Vidne til andre interessante Enkeltheder.

Der eksisterer jo, foruden de Lysstraaler, vi har beskæftiget os med i denne Artikel, en umaadelig Mængde andre Straaler, der ganske vist i vor normale Tilværelse staar i et saadant Bevægelses- eller Vibrationsforhold til vore Organers Vibrationer, at den i disse sidste forekommende Reaktioner er saa smaa og saa lidet fremtrædende i vor fysiske Dagsbevidsthed, at vi ikke kan opfatte dem og derfor siger, at vi ikke sanser dem.

Men under vore forandrede Bevægelsesforhold vil Reaktionerne indenfor vore Organer ogsaa gennemgaa en Forandring. Hvis vi f. Eks. under sædvanlige fysiske Forhold er placeret overfor et radioaktivt Stof, bestaaende af Radium-, Uran-, Thorium-, Aktinium-, Polonium- eller Kalium-Enheder, forandrer dette ikke vort Indtryk af den omgivne Verden. Men fjerner vi os med en Hastighed, der ligger tæt op ad Lysets, fra en saadan Samling Stof, vil vi komme i et helt andet Forhold dertil. De fra dette Stof udsendte Gammastraaler, der normalt har et uhyre Antal Svingninger pr. Sekund, vil da modtage med et Svingningstal, der ligger i Niveau med almindeligt Lys, og dette vil igen sige, at vi kommer til at sanse disse Gammastraaler som ganske ordinære Lysstraaler.

Det er jo navnlig ved Hjælp af Lyset, vi sanser Omverdenen. Naar vi "ser" noget, ser vi jo som allerede tidligere omtalt kun de Genstande, der tilbagekaster Lyset. Hvis Lyset passerer ganske uhindret gennem et Stof, ser vi jo ikke Stoffet, det er usynligt. Passerer Lyset i overvejende Grad igennem et Stof, og kun faa af dets Straaler kastes tilbage, fornemmes Stoffet som gennemsigtigt, altsaa som f. Eks. Glas. Naar vi da staar indenfor et Niveau, der tillader Sansning af radioaktive Gammastraaler som almindeligt Lys, vil dette jo igen sige, at vi kun sanser de Genstande, som kaster disse Straaler tilbage. Men da Gammastraalerne trænger igennem næsten alle Stoffer og kun kastes tilbage f. Eks. af meget svære Metalblokke, vil dette igen sige, at alle vore fysiske Omgivelser saavel som vort fysiske Legeme under en saadan Hastighed bort fra den radioaktive Straalings Centrum vil blive næsten usynlige. Vor Verden vilde da af os blive oplevet som en Verden af gennemsigtig Krystal, hvor man kun med Vanskelighed vilde kunne se svage, skyggeagtige Konturer af sine Medvæsener og sine Omgivelser.

Endnu mere fantomagtig vil vor Verden blive, hvis vi i Stedet for radioaktive Straaler sætter de kosmiske Højdestraaler, hvis Bølgelængder er endnu mindre, og hvis Gennemtrængning af den fysiske Materie er endnu langt større end Gammastraalernes.

Et andet Fænomen, vi ogsaa vilde blive forbavset over, vilde vise sig, hvis vi havde været saa forsynlig at medtage et Radioapparat. Lysbølger og Radiobølger er principmæssig af samme Art. Forskellen mellem dem udtrykkes ved Bølgelængdernes Størrelse. Men denne Forskel bliver bortelimineret i det Øjeblik, vi er i Stand til at forøge vor Hastighed til tæt op mod Lysets. Da vilde vi overfor almindelige Lysbølger staa i samme Forhold, som vi nu staar i overfor Radiobølger, og dette vil igen sige, at almindelige Lysbølger nu kan paavirke vort Radioapparat, d. v. s. at dette bliver i Stand til at transformere disse Lysbølger om til Lydbølger. Vi vil da være i Stand til at "høre" Sollysets Straaler, vi vilde i bogstavelig Forstand kunne aflytte "Sfærenes Musik".

Men nu vil vi antage, at vi bevæger os med den samme Hastighed som Lyset, altsaa 300,000 km i Sekundet. Vi maa igen bemærke, at der intet absurd er i at forestille sig en saadan Hastighed overfor Omverdenen, thi Lyset selv, de Energier dette bestaar af, er jo Udtryk for fysiske Bevidstheder, er Udtryk for Tilværelsesplaner for levende Væsener, der ganske vist set fra vort Synspunkt befinder sig langt nede i vore underliggende nærkosmiske Udviklingsspiraler, men ikke destomindre set fra deres eget Tilværelsesplan repræsenterer en lige saa storslaaet Universudfoldelse som den, vi selv repræsenterer. At saadanne Tilværelsesplaner overfor vort eget Tilværelsesplan kan befinde sig i en Hastighed, der efter almindelig Begreber er svimlende, siger os jo kun, at disse udgør en bestemt Funktion indenfor vort Univers, paa samme Maade som vort eget Univers opfylder andre uudforskelige Hensigter indenfor et Univers, der maaske befinder sig lige saa langt over vort, som vort befinder sig over Lyspartiklernes Universer. Der er jo ikke det mindste i Vejen for, at vore kendte Tusinder af Mælkevejssystemer f. Eks. kan udfylde den samme Hensigt i et saadant overliggende Univers, som den Lyset udfylder i vor egen Verden. Størrelser er og bliver kun Resultater af relative Betragtningsmaader.

Vi siger altsaa, at vi bevæger os med Lysets Hast – 300,000 km i Sekundet. Med en saadan Hastighed befinder vi os altsaa i absolut Hvile overfor de Lysbølger, der bevæger sig i samme Retning som os selv.

At befinde sig i Hvile overfor en Energiform, vil jo igen være det samme som ikke at være i Modsætningsforhold overfor denne. Men da al Sansning jo netop kun kan eksistere paa Basis af Modsætningsforhold mellem vore Sanseorganer og ydre Energier, vil vor fysiske Sansning altsaa være lig Nul, og derved yderligere vise sig at være illusorisk.

Nu skulde man jo tro, at en saadan Tilstand, hvor man befinder sig i Hvile overfor Lysets Bølger, vilde være ret uinteressant, da man jo intet vilde kunne opleve eller sanse. Dette er naturligvis ogsaa rigtig, men kun til en vis Grad. Det interessante ligger i, at det giver os en gunstig Lejlighed til at betragte Forhold, som vi maaske ikke til daglig tænker over.

Naar vi betragter en eller anden Genstand paa det fysiske Plan, saa ved vi, at det absolut ikke er Genstanden selv vi betragter, men derimod det Lys, der kastes tilbage fra den Energikombination eller det elektriske Kraftfelt, som Genstanden repræsenterer.

Vi ser altsaa kun det Lys, der udsendes fra et Objekt. Dette Lys bærer i sig Virkningerne fra sin Refleksion fra Genstanden, og disse Virkninger udgør de Realiteter, vi kalder Farver og Nuancer, Lys og Skygge. Men disse Realiteter, som jo bliver baaret af Lysbølgerne, disse Realiteter, som kun eksisterer indenfor Lysbølgerne, er jo absolut ikke i Ro eller Hvile overfor os. Lysbølgerne og dermed de i disse eksisterende Reaktionsvirkninger eller Billeder bevæger sig jo med en Hastighed af 300,000 Sekundkilometer fra Objektet og til vort Øje, og det er denne Hastighed, dette Bevægelsesforhold, der overhovedet gør, at vi "ser" en Genstand. Altsaa det Indtryk, vi synsmæssigt faar af en eller anden fysisk Ting, er betinget af den Hastighed, med hvilken Lysbølgerne bevæger sig mod os. Mellem os og de synsmæssige fysiske Realiteter ligger der altsaa et Bevægelsesforhold paa 300,000 Sekundkilometer. De Billeder, vi oplever af den fysiske Verden, er altsaa skabt paa Basis af en Bevægelse henimod os, der er lig med Lysets Hastighed. Var disse Synsbilleder i Hvile overfor os, vilde den fysiske Verden være død og borte. Den fysiske Verden fornemmes kun ved, at der Billioner af Gange hvert Sekund slynges Lysbølger eller Lysbilleder med forskellige Reaktionsvirkninger ind imod vore Sanseorganer.

Vi befinder os altsaa absolut ikke i Ro overfor den materielle Materie, selv om det ved første Øjekast kan synes saa, og den fysiske Verden eksisterer kun i Kraft af et Bevægelsesforhold til os.

Men vi finder ingen Grund til at blive staaende ved Lyshastigheden. Vi forøger igen tankemæssig vor Bevægelse, saaledes at vi nu bevæger os hurtigere end Lyset.

Medens vi i de foregaaende Betragtninger stadig blev indhentet – omend i mindre og mindre Maalestok – af de fra Solen udsendte Lysbølger, saa bliver Forholdet nu det omvendte. I Stedet for at blive indhentet af Lysbølgerne, indhenter vi nu selv disse. Men at indhente allerede tidligere udsendte Lysbølger, vil jo betyde det samme, som at vor neutrale Hviletilstand overfor disse er blevet brudt. Vi er atter kommet i et Modsætningsforhold overfor dem, men nu er der den fundamentale Forskel, at vi indhenter Lysbølgerne bagfra og derved først indhenter de Bølger, der er blevet udsendt sidst, og derefter de Bølger, der er udsendt først.

Ved en stadig forøget Hastighed vil Modsætningsforholdet overfor disse Lysbølger stige i samme Grad som Hastigheden, og naar vi har opnaaet en Hastighed, der er nøjagtig det dobbelte af Lyshastigheden, vil Modsætningsforholdet være steget saa meget, at det er blevet identisk med det Modsætningsforhold, vi under almindelige Forhold befinder os i, d. v. s. naar vi indhenter et lige saa stort Antal Lysbølger, som det, der almindeligvis skaber vor Sansning. Altsaa under normale Forhold sanser vi et Svingningstal paa 450 Billioner i Sekundet som "Rødt", men her modtager vi Lysbølgerne direkte fra Solen. Hvis vi bevæger os med det dobbelte af Lyshastigheden, vil vi indhente 450 Billioner Lysbølger i Sekundet, og altsaa vil vi ogsaa her faa Sansefornemmelsen af "Rødt".

Paavirkningen fra Lysbølgerne vil saaledes være i Overensstemmelse med vore fysiske Sanseorganer, og vi vil da atter være i Stand til at sanse almindeligt. Forholdet mellem os selv eller vore Organer og Lysets Bølgebevægelse vil da være akkurat det samme, som det nu er paa vor materielle Jordklode. Vi vilde se Solen ganske som vi ser den i Dag, men ganske vist i den stikmodsatte Retning, da Sansepaavirkningen sker omvendt, ved at vi indhenter Lysbølger i Stedet for at blive indhentet af dem. Det Billede af Solen, som vi saa, vilde da udgøre Billedet af den, da de Lysbølger, vi indhenter, forlod den, og de Realiteter, vi vilde kunne observere paa Solen, Solpletternes Udstrækning og Sammentrækning, Protuberansernes Eksplosioner, alt vilde ligeledes foregaa i omvendt Orden, saaledes at det, der skete sidst, ser vi først, og det, der skete først, ser vi sidst, altsammen fordi vi nu indhenter Lyset, men før indhentedes af Lyset.

Det vilde med andre Ord være forbundet med ret store Vanskeligheder at faa noget Begreb om fysiske Tidstilstande, da alt, hvad man saa, vilde tildrage sig i omvendt Orden, og vi saaledes vilde opleve Virkningen først og dernæst Aarsagen.

Havde vi tilstrækkeligt fine optiske Instrumenter med, kunde det være interessant at studere Livet paa Jordkloden. Thi vi vilde da kunne opleve Verdenskrigen igen, opleve de store Verdensbegivenheder, følge de gamle Kulturer tilbage til deres Fødsel, opleve fortidige Kultursamfunds Sammenbrud og Opstaaen, opleve vor egen Legemskulturs Udvikling, opleve Dyrenes, Paddernes, Fiskenes Præhistorie. Opleve de geologiske Formationers Skabelse, ja følge alle Forandringer paa Jordkloden tilbage til dens Urtilstand, til dens Fødsel. Vi vilde have ophævet Begrebet Tid, thi vi vilde kunne genopleve og iagttage en hvilkensomhelst tidligere sket Begivenhed naarsomhelst og hvorsomhelst.

Men vi forøger stadig vor Hastighed.

Som før omtalt er alle de Sole og Stjerner, der befandt sig bag ved os, altsaa dem, vi fjernede os fra, forsvundet ud af vor Sansehorisont, men paa Grund af, at vi nu indhenter deres tidligere udsendte Lysbølger bagfra, forekommer de os at befinde sig foran i vor Bevægelsesretning. Hvis vi paa dette Tidspunkt skulde give en Beskrivelse af vort Indtryk af Verdensbygningen, maatte vi efter vor bedste Overbevisning udtale, at der kun befandt sig Stjerner paa den ene Halvdel af Himlen, nemlig den, hvorimod vi bevæger os, medens den anden Halvdel vilde synes fuldkommen øde og tom.

Vort Sanseforhold overfor Verdensaltet, vor Egenbevægelse i Universet er forandret og foraarsager en total Forskel i vor Betragtning af vor Tilværelses Realiteter. Man vil maaske sige foraarsager en Begrebsforvirring, men heri tager man fejl. En Forestilling som ovenfor nævnt, repræsenterer en Sansning eller Oplevelse af Realiteter under et andet Forhold end det, vi plejer at sanse eller opleve, men det er lige saa virkeligt og ægte som den Sansning eller Oplevelse, vi under vore daglige Forhold kalder "Virkelighed". Der vil saaledes her fremkomme to Slags "Virkeligheder", hvor hvert Syn er rigtig set ud fra den Evne til Sansning, som de to foreliggende Vibrationstilstande skaber. Men begge disse to "Virkeligheder" er uvirkelige set ud fra et Væsen, der befinder sig i et tredie Hastighedsniveau, eller i et andet Bevægelsessystem, hvad vi skal se i det efterfølgende. Men til syvende og sidst rummer alle tre Sanseforestillinger lige saa lidt nogen absolut Virkelighed som en hvilken som helst anden Sanseopfattelse, der tilhører et fysisk Bevægelsesfelt. Thi alle vore Betragtninger af Materien med almindelige fysiske Sansesæt bliver altid sluttelig kun Udtryk for Forskelle i Bevægelser, Forskelle mellem Sanseorganers indre Vibrationer og Materiens ydre Vibrationer og kan aldrig nogensinde komme til at udgøre en Definition eller Analyse af Materiens eller Stoffets virkelige absolutte Vibrationsværdi.

Men vi fortsætter som sagt med vor Hastighedsforøgelse. Vi tager stadig ingen Hensyn til Videnskabens mulige Paastand om, at saadanne Hastigheder er umulige, ikke kan bevises eksisterende, og som Følge deraf uden nogen som helst praktisk Interesse. Den fysiske Videnskab kan nemlig ikke indenfor dette Felt række længere end til at konstatere vort Verdensalt som bestaaende af Mælkevejssystemer spredt uden nogen kendelig Orden ud over Verdensrummet lige saa langt, som vi gennem vore Instrumenter kan række. Videnskaben kan aldrig ved sine optiske Instrumenter komme til at paavise, at disse Mælkevejssystemer kun er Molekyler indenfor endnu højere Organismer, hvori der manifesteres Væsensordner, hvoroverfor vore fattige Begreber om Univershastigheder maa karakteriseres som Stilstand. Vi benytter os altsaa af endnu højere Hastigheder end før, og imedens anvender vi Tiden til at gøre Iagttagelser i det Verdensalt, der ligger udbredt foran os.

Vi vil da efterhaanden se, hvorledes de Stjerneverdener, vi bevæger os henimod, fra at være skærende staalhvide, efterhaanden bliver mørkere lysende. Deres Hvidhed gaar langsomt over i grøn-blaa Farvetoner, spiller efterhaanden mere og mere over i det blaa-violette, bliver mørkere og mørkere, svagere og svagere, og forsvinder snart, den ene efter den anden, synker bort i Intetheden, som om de aldrig nogen Sinde havde eksisteret. Grunden dertil er, at vi nu har opnaaet saa stor en Hastighed, at det Antal Lysbølger, der bliver udsendt fra Solene, rammer vort Øje med et saa enormt Svingningstal, at dette ikke mere er i Stand til at paavirke vore Synsnerver som Lys. Lysets Vibrationer korresponderer ikke længere med vore Organers Evne til at reagere heroverfor. Vi sanser ikke længere. Verdensaltet med dets Stjernesamlinger og Lystaager er forsvunden. Med en Hastighed, der beløber sig til nogle og tyve Gange Lysets, er den Verden, som vi i Dag betragter som saa uforanderlig og virkelig, blevet et absolut grænseløst tomt Rum, et absolut "Intet", et abstrakt Begreb. Hvor vi end vender os, er der kun Mørke.

Et saadant Resultat vilde i Sandhed være forbavsende, hvis det var fuldstændigt rigtigt, men det er det heller ikke. Vi maa huske paa, at vi hovedsagelig kun har betragtet de Ætervibrationer, vi kalder Lys, selvom vi ogsaa har medtaget de saakaldte usynlige Straaler, ultrarøde og ultraviolette, i vore Betragtninger. Hvis der ikke fandtes andre end disse elektriske Straaleformer indenfor Verdensaltet, saa var vort Billede fuldt ud korrekt. Men disse Ætervibrationer repræsenterer kun et endog meget begrænset Felt indenfor de elektriske Æterfænomener. Lyset selv, eller rettere det, vi kalder Lys, er jo kun en enkelt Nuance indenfor de kosmiske Verdensenergier, der repræsenterer Tyngdeenergien, eller de grove Former for universelle Vibrationer, der ligger til Grund for vort dyriske Plan. Der eksisterer foruden Lysstraalerne uhyre Mængder af andre elektriske Straaler, Straaler med langt finere saavel som med langt grovere Bølgelængder. Nogle kender Videnskaben lidt til, andre er uudforskede.

Men elektriske Vibrationer, som vi ikke kan komme i sansemæssigt Modsætningsforhold til under almindelige Bevægelsesforhold, kan vi ved store Hastigheder blive paavirket af. F. Eks. naar deres Svingningstal kommer i samme Forhold til os, som almindeligt Lys har under normale Tilstande. Da vil vi kunne "se" disse elektriske Vibrationer og Straaler, paa samme Maade som vi nu ser Lys.

Under andre Bevægelseshastigheder vil den fysiske Verden forandre sig, ligesom vor Sol saavel som alle andre Stjerner vil forandre deres tilsyneladende Energi. Vi vil komme til at se elektriske Lyscentrer, der udsender andre Straaler end dem, vi kender noget til, Straaler med andre Virkninger. Verdensrummet vil aldrig – lige meget ved hvilke Hastigheder vi bevæger os deri – synes øde og tomt. Det, der veksler, er kun de Arter af Vibrationer, som vi sanser under normale Forhold, men i Stedet for disses Dematerialisation, vil Lyscentrer, som vi normalt ikke kan se, træde inden for vort Sansehorisont.

Vi er nu kommet frem til et Punkt, hvor vi vilde begynde at sanse de Vibrationer, som vi – for at skelne dem fra grovere Tilstandsformer – kalder aandelige. Men da disse Vibrationer ingen Interesse har for vore Betragtninger nu, vender vi os igen mod vort fysiske Lys, thi der er endnu interessante Ting at iagttage indenfor denne ætervibrerende Solenergiform.

Vi ved, at Lyset, ligesom en hvilken som helst anden Energi, ganske naturligt maa paavirke en Genstand som det rammer, og altsaa udøve et vist fysisk Tryk derpaa. Det Lystryk, der skabes af Solstraalerne, som rammer Jorden, er ganske vist af ret underordnet Betydning, men i Nærheden af selve Solen er Lystrykket dog saa stærkt, at det er i Stand til at holde vældige Masser af Meteoritstøv svævende, idet Lystrykket her opvejer Solens Tiltrækning eller Gravitation. Disse Skyer af Meteoritstøv kan man under Solformørkelser observere som de ofte sælsomt formede lysende Formationer, der kan strække sig Millioner af Kilometer ud i Verdensrummet, og som man kalder Solens "Korona".

Vi mærker som sagt under normale Forhold her paa Jorden intet til dette Tryk, men anderledes bliver det ved hurtigere Bevægelser. Hvis vi nu bevæger os med Hastigheder, der er mindre end Lysets, vil dettes Bølger udøve et vist minimalt Tryk bagfra, hvilket, hvis vi kunde fornemme det, vilde opleves som en Slags Frastødning fra Solen. Men naar vor Hastighed er over Lysets, vil dette udgøre en Modstand, der er desto større, jo hurtigere man bevæger sig. Men denne Modstand vil jo fornemmes som Tiltrækning til Solen, paa samme Maade, som Jordens Tiltrækning fornemmes som en Hindring for en opadgaaende Bevægelse fra Jordens Overflade.

Der vil saaledes fra de Lyscentrer, der ligger bag vor Bevægelsesretning, blive udøvet en Tiltrækning, og fra de Lyscentrer, der ligger i vor Bevægelsesretning, vil der blive udøvet en Modstand. Begge Dele som Følge af Lysstraalernes Evne til fysisk Reaktion.

Men at Lyset kan udøve et fysisk Tryk, vil jo sige det samme som, at det er i Besiddelse af en hel anden Tilstandsfunktion end den, vi i Almindelighed betragter som værende Lysets eneste, nemlig Evnen til Paavirkning af Synsnerverne. At Lyset udøver et Tryk, udgør en Vibrationstilstand, der – selv om denne er af mikroskopisk Format – harmonerer med vor almindelige Følesans. At Følesansen ikke er saa fintmærkende, at vi kan sanse dette Tryk, er ganske underordnet, thi ved tankemæssigt at forøge vor Hastighed overfor det, kan vi forøge Lystrykket saa meget som vi ønsker. Ved en voksende Hastighed vil dette Tryk saaledes forøges mere og mere, hvad der igen vil sige, at man udmærket godt kan tænke sig til en Hastighed, hvor Lystrykket automatisk er forøget saa meget, at det nu paavirker vor Følesans.

Men naar man kan føle noget ved sin Hudfølesans, saa regner man jo dette med til de Realiteter, vi kan tage og føle paa, det vil sige, at Lyset – Lysvibrationerne – nu rangerer paa lige Linie med de Ting, vi kalder for materielle, som de Genstande, der er "virkelige" for os, som en solid fysisk Realitet.