Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ifølge evangeliet var det ved Jesu sidste måltid og samvær med sine disciple, at han med denne lignelse om vintræet og grenene ligesom satte tingene på plads for de tolv aspiranter til aposteltitlen. Netop tallet tolv er jo symbolet på, at alle foreteelser Jesus og disciplene imellem egentlig var forjættelser om verdensgenløsningens ubrydelige tilknytning til hele menneskeheden.

Den kristne morallære har siden Jesu jordiske åbenbaring bredt sig så meget på kloden, at den gør sig gældende i samfundsmoralen således at forstå, at den udgør det teoretiske grundlag for idealsamfundet, men endnu langt fra er slået igennem i væremåde menneske og menneske imellem eller nation og nation imellem. At føre krig benævnes ikke mere direkte som røver- og plyndringstogter, men camoufleres under betegnelser som forsvar, frihedskamp, kampen for retfærdighed, demokrati, selvstændighed, ligeberettigelse med mere, ligesom det økonomiske samfundsfundament har fået mere humant klingende navne, men i sin struktur ikke er stort bedre end det, som var gældende på Jesu tid, og som blandt andet førte til hans udfald mod boderne i Jerusalems tempel.

Den verdensepoke, som tog sin begyndelse med Jesu liv og lære, og som bekræftes, forstærkes og fortsættes ved Martinus åndeligt videnskabelige analyser, i hvilke Jesu forkyndelse opgår som uomgængelige kosmiske facitter, betegner den jordiske menneskeheds passage gennem de sidste evolutionære afsnit frem imod en etisk og æstetisk bevidstheds- og legemssublimering, der i sin totale fylde udgør planeten jordens endelige modning til en kærlighedens livgivende frugt eller himmeriges rige.

Er det muligt, at de, som alvorligt og grundigt har studeret Martinus analyser, nogen sinde kan komme i tvivl om, hvad denne hans lære står for. Er der nogen påviselig brist mellem den kristne moralkodeks, således som den er overleveret i det nye testamentes forkyndelse, og moralkodeksen i Martinus livsværk? Svaret må blive et absolut nej! Summen af Jesu lære var indbyrdes kærlighed. Summen af Martinus lære er ligeledes indbyrdes kærlighed. Og hvorledes skulle det kunne være anderledes? Alt i Martinus liv fra hans møde og forening med den lysende Kristus og gennem hele hans livsværk fra sætning til sætning og fra ord til ord, flammer af familiaritet med Jesu ånd og lære. Kærligheden som grundtone og den ubrydelige logik og konsekvens, som er karakteristisk for Jesu fremtræden og tale, er ligeledes karakteristisk for Martinus fremtræden og tale. Forskellen mellem Jesu tale og Martinus lære er udelukkende betinget af det tankeklima, Jesus, respektive Martinus henvender sig til. Medens Jesus måtte give sin kosmiske logik parablens form, kan Martinus bygge sin analyserække på afslørede livslove og almene lidelseserfaringer og således give sin store kosmiske forkyndelse en form beregnet for et mere livs- og intelligensbevidst forum.

Men effekten af sand vedkendelse af Kristus og sand vedkendelse af Martinus er den samme: Det gamle egocentriske menneske må opgives, hentæres og dø, og det nye åndsmenneske må opstå til liv og aktivitet. Nogen anden måde at udvikles til en sund og frugtbærende gren på genløsningens vintræ findes ikke. Eller sagt med Jesu egne ord: Hvad nytter det, I siger Herre, Herre, når I ikke gør, hvad jeg siger! Martinus udtrykker sig i andre ord, men i samme ånd: Et menneskes praktiske væremåde er hovedfaktoren i den påvirkning, man tilfører sin næste, ganske uanset hvor megen viden eller visdom man så end måtte sidde inde med. Denne kan aldrig i noget tilfælde blive andet end en bifaktor, så længe man i sin praktiske væremåde endnu ikke i nævneværdig grad kan manifestere tolerance eller elske sin næste (L. B. stk. 162).

De, som i liv og virke er gennemstrømmet af ånden i Martinus lære, er således udstrakte grene på samme vinstok og på samme genløsningsrod som Jesu disciple, om end på en højere frekvens, idet kronen på denne genløsningsstamme er vokset i omfang og dermed i evne til samvirke med lyset fra den kosmiske dagning. Det er vigtigt bestandigt at have denne tilknytning for øje, idet man som genløsningens pionerer også må være beredt på samme hjemsøgelse og beredt på at bære samme byrde, som sandhedens pionerer i alle kulturer og i alle kulturfaser har måttet bære. Thi når Jesus medgav sine disciple, at de allerede var rene på grund af de ord, han havde talt til dem, da var dette udtryk for, at de gennem deres samvirke med ham og gennem den teoretiske viden, han havde meddelt dem, havde åbnet sig for de kraftige og lutrende energistrømme fra den kristne verdensimpuls, og at de dermed havde påtaget sig moralsk ansvarlighed ud over gennemsnitsmenneskets moralske ansvarlighed.

Kriteriet for discipelskab hos Jesus og discipelskab hos Martinus er præcist det samme: Derpå skal det kendes, at mennesker er disciple af den kristne verdensimpuls - der rummer både Jesu og Martinus undervisning - at de har indbyrdes kærlighed. Der er intet andet kriterium for discipelskab, og der er ingen anden måleenhed for bedømmelse af disciplenes fremskridt end den indbyrdes kærlighed. Derfor vil nu som dengang de sidste meget vel kunne blive de første og de første de sidste. Banebrydere og dermed disciple for den nye verdensimpuls er alle dem, som i deres liv og stræben er nået dertil, hvor ethvert ondt ord, enhver intolerant bemærkning, enhver bagtalelse, enhver perfiditet mod næsten svider i den pågældendes egen samvittighed og ikke lader den pågældende i fred, før uretten er udlignet og gjort god igen.

At være en sund og druebærende gren på det åndens vintræ, som Martinus med sit vældige og vidtspændende verdenssyn udgør, er altså at gøre sig bevidst anstrengelse for at bygge hans videregående kristendom ind i sin hverdag. At kunne det nye testamente udenad eller at læse Livets Bog så og så mange gange giver absolut ikke fæste som gren på genløsningens vintræ. Intet andet end opøvelse af talenter for indbyrdes kærlighed, indbyrdes hengivenhed, indbyrdes tolerance, indbyrdes offervillighed giver adgang til at korrespondere med kraften i genløsningens vinstok. Åndens frugt vil i al evighed være kærlighed, og derfor vil formlen for åndelig frugtbarhed også være indbyrdes kærlighed.

Det geniale ved Martinus verdenslære og verdensanalyser er, at alt, hvad der var, hvad der er, og hvad der vil komme, i denne verdenslære uden undtagelse favnes og omfattes af en orden og en systematik, hvis endelige betegnelse kun kan være Guds kærlighed og Guds visdom. Men denne universelle altomfattende kærlighedsånd bevirker samtidig, at den studerendes opmærksomhed let bortledes fra det centrale og konkrete og vendes mod det periferiske og teoretiske, hvorved kontakten med stammen og dennes aktiverende kraft mindskes og den kosmiske frugtdannelse ikke kan undgå at blive misdannet og saftløs. Men hvilke begejstringens saftsvulmende drueklaser kan der til gengæld ikke fostres af en ubrydelig forbliven i Martinusånden eller den ånd, hans kosmiske kærlighedsanalyser er udtryk for? Dionysos var ikke blot vinens eller den spirituøse beruselses gud, men i sin oprindelighed måske nok så meget den spirituelle begejstrings og den spontane glædes guddom. Og den dybt rodfæstede begejstring for en idé af Martinuskosmologiens omfang kan i overensstemmelse hermed ikke undgå at hæve sjælen op over den materialistiske verdensanskuelses konforme støvtåger og give sjælen nyt udsyn mod kærlighedsverdner af ny højhed, ny renhed og ny skønhed.

I fuld overensstemmelse med virkeligheden kan den stærke og præcise lignelse om vintræet og grenene således anvendes på den åndsvidenskabeligt studerendes interesse og begejstring for, samt følelse af tilknytning til den kosmiske verdenslære, der er forlenet med navnet Martinus. Han er vintræets stamme. Hans ånd og lære er kraften i denne stamme. De som tilegner sig og virkeliggør hans lære er grene og kviste. Stammen, ånden og kraften er ét og kan ikke adskilles. Men hver gren, som ikke er sund og bærer god frugt, skal den store vingårdsmand bortskære og kaste på lutringen, hvilket vil sige den materielle trældoms bål.

Martinus er vintræet. De, som vedkender sig hans lære, er grenene. Det er deres opgave at udfolde et løvfang, der kan korrespondere med det guddommelige lys og hente dets sublimerende energier ned til helheden for at åndens druer kan dannes og modnes til næring og lutring for de åndshungrende millioner.

Martinus er vintræet. Bliver i ham! Hans ånd er den lære, han har meddelt, og som skal formeres, frugtbargøres og øges i fylde gennem de menneskers lysvirke, hvis liv er opfyldt af hans ånd. Men uden at de forbliver fæstede i denne kærlighedens ånd, kan de slet intet gøre og slet intet yde som grene på genløsningens vintræ. Thi kan en gren fjernet fra sin stamme sætte blomst og bære frugt? Er en sådan gren ikke bedre egnet som ved til bålet, end den er egnet til at bære solkorresponderende løv, blomster og druer? I sandhed, den gren, som vil formere genløsningens idé, kan ikke skilles fra sin genløser, der udgør stammen og kraften, uden at gå sin udtørring i møde. At herliggøre Faderen er at bære megen kærlighedsfrugt, og at bære megen kærlighedsfrugt er i al sin væren at blive i genløsningens kærlighedsidé.

I Livets Bog, stk. 2664, understreger Martinus, at det er næsteforståelsens, tolerancens og den indbyrdes kærligheds sindelag, der er den begyndende verdensgenløsning, thi det er alene ud fra et sådant sindelag, at alle humane forbedringer affødes, og det er dette sindelag, der skal gøre alle jordens stater til et rige og alle jordens mennesker til ét broderskab.

Ved den indbyrdes kærligheds ånds mægtige forenende kraft og ved den alene er det da, at den åndsvidenskabeligt studerende skal bevare sit fæste i genløsningens altfavnende idé; thi den indbyrdes kærligheds ånd er identisk med den hellige ånd, og det er i denne ånd, at alle jordens slægter skal velsignes og deres glæde fuldkommes.