Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1967/20 side 4
VEGETARISK FORUM
BOGANMELDELSE
ved HANS MAJ
 
Selvom Martinus' bog: »Den ideelle føde« ikke er en ny-udkommen bog, fortjener den i højeste grad en omtale.
Vegetarer er individualister, og meningerne er meget divergerende om dette og hint sagen vedrørende. Man bevæger sig mellem Scylla og Charybdis, fra yang til yin, for at finde den røde tråd med hensyn til, hvad man skal putte i munden. Noget eksakt bevis for, at den vegetariske livsførelse giver længere og sundere liv, end den som bliver almenheden til del, er svært at fremføre. Vore beviser er i hvert fald endnu så svage, at de giver modstanderne grund til at henregne vegetarismen til ubeviste teorier og kvasividenskab. Vore divergerende meninger til trods føler anmelderen, at skal vor sag få mere vind i sejlene, og skal der skabes mere respekt om sagen, må vi i hvert fald have et fælles punkt, hvorom vi er enige. En tydeligt markeret rød tråd hvilende på etiske principper, der bærer, hvor andet brister. I ingen anden af de bøger, som anmelderen tidligere har læst, findes et så klart defensorat for det rigtige i at være vegetar, men samtidig gøres det også klart, at det er tåbeligt at være intolerant mod anderledes indstillede.
Bogen, der er meget smukt indbundet, er med sine 88 sider ikke ligetil at sluge i en håndevending, og med forfatterens henvisning til sit hovedværk »Livets bog« påpeges det, at hvis man vil have grundigere besked, så findes svaret dér.
De, der venter sig en kogebog og megen snak om vitaminer, bliver skuffede. Her gælder det tankeprocessen ovenfra i modsætning til tankeprocessen nedenfra, for at bruge et af kapitlernes titel. Her er ikke tale om kødkost contra vegetarisk kost, men om fødens indhold af henholdsvis A- og B-livsenheder, d.v.s. to forskellige former for livsenheder, hvor den ene part bliver dræbt og ført ud ad den naturlige vej, den anden part direkte optaget som føde for vor organisme. Ingen bog af Martinus uden symboler, der hvad form og farver angår udgør en enhed i alle hans værker. Her findes to symboler, hhv. på den ideelle fødes vibrationer og det meget smukke: verdensaltets livsenhedsprincip.
Mange, der har læst omtalte bog, har fundet den røde tråd, som gør ikke-voldsprincippet til det primære i tilværelsen, og den røde tråd, som - når alle engang får øje på den - vil skabe jorden om til et paradis. Kort sagt: en bog som er værd at læse for alle vegetarer, som ikke er bange for at få eventuelle meninger reviderede og lade det sekundære vige pladsen for det primære: hensynet til de levende væsener.
Martinus: Den ideelle føde, 88 sider.
Martinus Institut
1964