Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vor Oplevelse af Tilværelsen foregaar altsaa imellem disse tre fysiske Hovedgrupper af Vibrationsarter, og vor Sanseevne er naturligt skarpest orienteret indenfor de mellemkosmiske Bevægelser, idet disse er de eneste, vi i al Almindelighed tydeligst opfatter som Bevægelsesformer, altsaa saaledes:

Vor Oplevelse af mellemkosmiske Bevægelser gennem vore Sanseorganers Bevægelser udgøres af den almindelige daglige Oplevelse af vort Forhold til Omverdenen og vore Medvæsener, og endelig skabes vor Oplevelse af Forholdet mellem vore Sanseorganers Bevægelser og de nærkosmiske Bevægelser, af Varme og Kulde, af Farver og Lyd, af Lys og Mørke.

Nu vil vi i Lighed med vort tidligere Eksperiment foretage en Forandring af disse Sanseforhold ved at forøge en af disse Realiteters Vibrationsværdi. Vi vil forøge vore egne mellemkosmiske Bevægelser, og derigennem vil vi jo komme i et helt andet Forhold til vor fysiske Tilværelse end før. At vort Forhold overfor vor fysiske Tilværelse forandres, vil jo uvægerlig resultere i, at vi opfatter eller sanser de materielle Genstande anderledes end tidligere, og dette vil da kunne give Anledning til flere interessante Betragtninger.

Vi ved fra vor Fysik, at Lysets Bevægelse overfor vore fysiske d. v. s. overfor vore mellemkosmiske Maaleenheder udgør omtrent 300,000 km i Sekundet. Heroverfor er vor egen mellemkosmiske Evne til Bevægelse ganske vist ikke helt Nul, men dog ikke langt derfra, i hvert Fald er den saa ringe, at den absolut ingen praktisk Rolle spiller i Forhold til Lysets Evne til Bevægelse.

Dette vil altsaa sige, at der, til Grund for vor Evne til at sanse visse elektriske Kræfter som Lys, ligger et Hastighedsforhold paa rundt regnet 300,000 Sekundkilometer. Havde Lyset ikke denne Hastighed, men derimod enten en ringere eller en større, da vilde hele vor fysiske Verden ganske forandre Udseende, hele vor Oplevelse af Tilværelsen vilde blive meget forskellig fra, hvad den er i Dag, naturligvis forudsat at vore Organers Egenbevægelse ikke ogsaa blev forandret. Men vor Opfattelse af den fysiske Tilværelse vilde naturligvis ogsaa blive helt anderledes, hvis vi havde en mellemkosmisk Bevægelsesevne, der tillod os i væsentlig Grad, at bevæge os hurtigt hen imod Lyset eller bort fra Lyset, hvorved vi i begge Tilfælde vilde faa ganske ændrede Opfattelser af Lysstraalingen og dermed af vor Tilværelse.

Med den Viden vi gennem Videnskaben har erhvervet os, vil vi nu gøre Forsøget paa at forandre dette Bevægelsesforhold overfor Lysvibrationerne. Og Forandringen sker ved at give os selv en større Bevægelse. Denne Bevægelse maa have en Størrelse, som vi naturligvis ikke kan opnaa ved tekniske Hjælpemidler, men som vi maa skabe os tankemæssigt i vor Bevidsthed, og Oplevelsen vil saaledes kun blive af teoretisk – men derfor dog ikke mindre sand – Natur.

Da selve Jordklodens Overfladestørrelser, i Forhold til de Hastigheder vi maa benytte, kun udgør en Bagatel, kan vort Tankeeksperiment ikke udføres indenfor vort jordiske Tilværelsesplan. De fysiske mellemkosmiske Hastigheder, vi her kan opnaa for Tiden, kan næppe blive mere end nogle faa Hundrede Kilometer i Timen, hvad der igen svarer til ca. 100 Meter i Sekundet, og denne Bevægelse er alligevel – selv om den for vort første Blik syntes ganske antagelig – ikke tilstrækkelig for os at benytte, naar vi skal give praktiske Eksempler paa Forandring af vor Sanseevne overfor Lys.

Anderledes bliver det, hvis vi bevæger os ud over Jordens Grænser ud i Verdensrummet. Her er vi frigjort saaledes, at vi tankemæssigt kan tillade os at betragte eller benytte store Hastigheder, forandre vor mellemkosmiske Hastighedsevne til fjernkosmiske Hastigheder, og her kan de Sanseforskelle, der eksisterer mellem vor egen Bevægelse og Lysets Bevægelse træde tydeligere frem, og vi vil da maaske ogsaa under dette Arbejde med Problemerne støde paa uventede Resultater.

Vi vil efterhaanden ved disse Betragtninger blive nødt til at anvende usædvanlige – ja, man vil ved første Øjekast kalde dem eventyrlige – Hastigheder, men derfor maa vi ogsaa først indskyde den Bemærkning, at det, vi maaske til at begynde med betragter som en eventyrlig Hastighed, kun bliver Udtryk for uvante Tankeindstillinger eller en Tankeoplevelse, der endnu ikke er fremtraadt i Individets Bevidsthed før. Alle uvante Tankeoplevelser vil jo, den første Gang et Individ stilles overfor dem, forekomme som Utopier eller Overdrivelser, indtil Individet har mobiliseret sin Logik d. v. s. aandelig talt samlet alle sine tidligere gjorte Erfaringer i det paagældende Felt, og derved opnaaet at faa at se, at den paagældende Tankeoplevelse er i Overensstemmelse med Logiken, og altsaa sandsynlig.

Iøvrigt bliver alle Hastigheder til syvende og sidst kun Udtryk for et perspektivisk Forhold til Bevægelser indenfor fysiske Objekter, hvilket senere hen i Livets Bog vil blive belyst under "Perspektivprincippet". Der vil saaledes intet som helst urimeligt være i, gennem Tanken at benytte sig af Hastigheder som overgaar tidligere tænkte, thi selv saadanne Hastigheder vil overfor et fjernkosmisk Væsen, hvis fysiske Organer er dannet af de Materiesamlinger, vi kalder Mælkevejssystemer, kun blive af et Sanseformat, der kan sammenlignes med det, vi oplever, naar vi betragter en Genstand af ædelt Metal, som tilsyneladende uden den mindste Forandring har ligget gemt i Jorden i Tusinder af Aar, og vi dog ved, at det er undergivet en Lov om Skabelse og Forvitring, og som netop her igennem kommer til Syne som en Bevægelse paa det fysiske Plan.

Men inden vi gaar over til de større Hastigheder, vil vi dog først lige betragte de Hastigheder, som vi paa Grund af vor Identitet som Jordbeboere har, selv om vi til daglig ikke skænker disse synderlige Tanker. Og samtidig vil vi i udvidet Form konstatere den allerede tidligere i Artiklen nævnte Umulighed af at holde nøjagtig det samme Afstandsforhold mellem et Objekt og os selv, idet vi her viser dette Forhold mellem vor Lysgiver Solen og os selv. Her hvor Afstandene er fjernkosmiske, vil vi have lettere ved at opfatte dem.

Vi ved, at Jorden roterer omkring sin egen Akse, een Gang i Løbet af 24 Timer. Dette vil sige, at den ved Ækvator bevæger sig med en Fart" af ca. 1/2 km i Sekundet. Altsaa forudsat vi befandt os ved Ækvator, vilde vi om Morgenen nærme os Solen med denne Fart, men om Aftenen fjerne os fra den ligeledes med en Hastighed paa 1/2 km i Sekundet. Dette vil jo igen sige, at vi om Morgenen modtager adskillige flere Lysbølger pr. Sekund end om Aftenen.

Ydermere ved vi, at Jordens Bane omkring Solen ikke er en nøjagtig Cirkelbane. Den udgør tværtimod en Ellipse, i hvis ene Brændpunkt Solen befinder sig. Jorden er som Følge heraf ikke altid lige tæt ved Solen. Den ene Halvdel af Aaret nærmer den sig Solen, og den anden Halvdel af Aaret fjerner den sig fra Solen. Forskellen mellem den fjerneste og nærmeste Position udgør ca. 5 Millioner Kilometer, og dette vil igen sige, at den gennemsnitlig i det ene Halvaar nærmer sig Solen med en Hastighed af ca. 1/3 km pr. Sekund og det andet Halvaar fjerner sig med samme Fart. Altsaa vil vi om Morgenen, i det Halvaar vi nærmer os Solen, nærme os denne med en Hastighed af 1/3 km plus Rotationshastigheden 1/3 km, hvilket ialt bliver 5/6 Sekundkilometer.

Dette vil altsaa sige, at vort Afstandsforhold til Solen og dermed vort Bevægelsesforhold til Lysbølgerne er underkastet en stadig rytmisk Forskydning. Paa givne Tidspunkter bevæger vi os mod de udsendte Lysbølger og modtager derfor Milliarder flere af dem pr. Sekund, end naar vi til andre Tidspunkter bevæger os bort fra Lysbølgerne. I første Tilfælde forøges altsaa Modsætningsforholdet mellem den relative Lyshastighed og vor egen Bevægelse, i sidste Tilfælde formindskes den.