Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

»Vejrmøllen« er et forholdsvis ukendt eventyr af H. C. Andersen. – For studerende af »Livets Bog« er det mere end et eventyr, det er et kosmisk glimt, en analyse af menneskets bevidsthed, simpelthen en kostelig perle. H. C. Andersen oplyser selv om eventyret: »Der staar ved Veien imellem Sorø og Holsteinborg en Vejrmølle. Jeg kom tit forbi den, altid var det, som om den ville med i et Eventyr, og den kom det, indesluttet i et Stykke Troesbekjendelse«.

Der stod på bakken en vejrmølle, stolt at se på og stolt følte den sig:

»Aldeles ikke stolt er jeg!« sagde den, »men jeg er meget oplyst, uden og inden. Sol og måne har jeg til udvortes brug og til indvendig med, og så har jeg desuden stearinlys, tranlampe og tælleprås; jeg tør sige, at jeg er oplyst; jeg er et tænkende væsen og så velskabt at det er en fornøjelse. Jeg har en god qværn i brystet, jeg har fire vinger, og de sidde mig oppe i hovedet, lige under hatten; fuglene have kun to vinger og måe bære dem på ryggen. Jeg er en hollænder af fødsel, det kan sees på min skabelon; en flyvende hollænder! Den regnes til det overnaturlige, veed jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har galleri om maven og beboelseslejlighed i nederdelen; der huse mine tanker. Min stærkeste tanke, den der styrer og råder kaldes af de andre tanker: Manden på møllen. Han veed hvad han vil, han ståer højt over meel og gryn, men har dog sin mage, og hun kaldes mutter; hun er hjertelaget; hun løber ikke avet om, også hun veed hvad hun vil, hun veed hvad hun kan, hun er mild som et vindpust, hun er stærk som blæsten; hun forståer at lirke, at fåe sin vilje. Hun er mit bløde sind, fatter er mit hårde; de ere to og dog een, de kalde også hinanden »min halvpart«. De have rollinger de to: små tanker, som kunne voxe. De små gjøre et styr! Forleden, da jeg i dybsindighed lod »Fatter« og hans svende see qværn og hjul efter i mit bryst, jeg vilde vide hvad der var i veien, thi der var noget i veien indeni mig, og man skal ransage sig selv, så gjorde de små et forfærdeligt styr, der ikke tager sig ud, når man, som jeg, står højt på bakken; man må huske at man ståer i belysning. Omdømmet er også belysning. Men hvad jeg vilde sige, det var et forfærdeligt styr af de små! Den mindste foer mig lige op i hatten og trallede så det kildrede i mig. De små tanken kunde voxe, det har jeg fornummet, og udenfra komme også tanker og ikke ganske af min slægt, for jeg seer ingen af den, så langt jeg seer, ingen uden mig selv; men de vingeløse huse, hvor qværnen ikke høres, de have også tanker, de komme til mine tanker og forlove sig med dem, som de kalde det. Underligt nok; ja, der er meget underligt. Det er kommet over mig eller i mig: noget har forandret sig i mølleværket! Det er som om Fatter havde skiftet halvpart, fået et endnu mildere sind, en endnu kjærligere mage, så ung og from og dog den samme, men blødere, frommere med tiden. Hvad beesk var er fordunstet; det er meget fornøjeligt det hele. Dagene gåe og dagene komme, altid fremad til klarhed og glæde, og så, ja det er sagt og skrevet, så kommer der en dag, at det er forbi med mig og aldeles ikke forbi: jeg skal rives ned for at rejse mig ny og bedre, jeg skal høre op og dog blive ved at være; blive en ganske anden og dog den samme; det er mig svært at begribe, ihvor oplyst jeg end er, ved sol, måne, stearin, tran og tælle! mit gamle tømmer og muurværk skal rejse sig igjen af gruset. Jeg vil håbe at jeg beholder de gamle tanker: Fatter på møllen, Mutter, store og små, familien, den jeg kalder det hele, een og dog såmange, hele tankecompagniet, for det kan jeg ikke undvære; og mig selv må jeg også blive, med qværn i brystet, vinger på hovedet, altan om maven, ellers kan jeg ikke kjende mig selv, og de andre kunde heller ikke kjende mig og sige, der har vi jo møllen på bakken, stolt at see, dog aldeles ikke stolt«.

Det sagde møllen, den sagde meget mere, men dette var nu det vigtigste.

Og dagene kom og dagene gik, og den yderste var den sidste.

Der gik ild i møllen; flammerne løftede sig, sloge ud, sloge ind, slikkede bjælker og bræder, åd dem op. Møllen faldt, der var kun en askehob tilbage; røgen foer hen over brandstedet, vinden bar den bort.

Hvad levende der havde været på møllen blev, det kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien, een sjæl, mange tanker og dog kun een, fik sig en ny, en dejlig mølle, den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: der ståer jo møllen på bakken, stolt at see; men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det gåer fremad. Det gamle tømmer, der var ormstukket og svampet, låe i støv og aske; den møllekrop rejste sig ikke, som den havde troet; den tog det lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene.