Kosmos 1957/Årsskrift side 38
»Af jord er du kommet, til jord skal du blive,« –
de ord har til henfarne slægter lydt.
Vor jord er vor moder, som alting os give,
hver fuldkommen kærne, hver frugt vi har nydt.
Og gavmilde gaver i mark og i haver
belønner vor møje i rigeligt mål;
mens vi grøfter og graver, sætter kornet i traver,
hun fylder til randen vor frugtbarheds skål.
Vi selv har som planten jo vækst-år og alder,
vi undfanges, fødes, spirer og gror,
og kærligt vi plejes af to, som vi kalder
i barndommens have: vor far og vor mor.
Og hastigt vi ældes, af stormene fældes,
når kredsløbet atter mod vinteren går.
Men ét har vort liv med Alskabningen fælles:
at evigt vi høster, som evigt vi sår.
Og jorden, vor moder, med mildhed oplader
sin favn for de tusinde slægters frø.
Fra storbyens gader til steppens nomader
lyder sang over havet til fjerneste ø.
Og milevidt mægtigt fra Ismarkens flader,
hvor nordlyset flammer, og sælhunde gø,
til solhede junglers insekt-myriader,
skal mennesket herske og lide og dø.
Er det da vor skæbne – i stjernerne skrevet?
Er evigt at herske og lide vor lod?
Hvad nytter det så, at de vise har levet,
hvis døden og smerten beholder sin brod?
Hvad gavner det os, vi så vidt har det drevet,
at vi båndlagt har lynets forfærdende kraft –
hvis selv vi er slaver af ondskaben blevet,
berøvet den frihed, vi kunne have haft?
Ja, sådan vi spørger, mens årene rinder
som floder i tidens det vældige hav,
og stundom det hænder, vi svarene finder
på Evighedskysten, opskyllet som rav. –
Da ranker vi ryggen, da stråler vort øje.
Vi føler, hvor rige vi er i vort sind;
vi aner den visdom, der – skjult i det høje –
sig gemmer bag tåren, der fured' vor kind.
Benjamin Saxe.
Tilbage til artikelregister
Forrige