Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vor solide Stol er ganske forsvunden, den er ikke mere hverken "fast" eller "virkelig". Der hvor vi før saa, at "Rum" var opfyldt af "Stof", der ser vi nu, at "Stof" næsten kun bestaar af "Rum". Vi ser "indad" i et Verdensalt, der ikke er mindre forunderligt og storslaaet, end det, vi ser udenom Jorden gennem Astronomernes Kikkerter. Ogsaa i dette nyoplevede Verdensalt, i dette Mikrokosmos, vilde vi opleve Skønhedsværdier, Tilværelsesfænomener og Uendeligheder af kosmiske Verdener, hvis vi havde samme Evne til materielt at betragte Stoffets indre Verden, som vi nu har til at betragte det ydre Univers.

Men naar vi er kommet til det Resultat, at vor Stol ikke er "virkelig", saa er dette jo stik imod vor Sanseoplevelse af den, thi vi sanser den saavel som andet materielt Stof som fuldkommen absolut Virkelighed. Vi kan ikke stikke Haanden igennem en Dør eller en Mur, thi disse Realiteter udgør Hindringer for os. Det, som Videnskaben kalder et saa at sige tomt elektrisk ladet Rum, fornemmes af os som noget ganske solidt og haandgribeligt. Men det er jo ogsaa ganske naturligt, at vi ikke kan stikke Haanden igennem en Mur, selvom denne Mur kun bestaar af Elektricitet, thi vor Haand er jo ogsaa kun Udtryk for et elektrisk Kraftfelt, hvis enkelte Kraftcentrer holdes sammen af de samme Kræfter, som holder Dørens eller Murens Kraftcentrer sammen, og hvis indbyrdes Vekselvirkning forhindrer andre elektriske Kræfter eller Felter af nogenlunde samme Bølgelængde eller Vibrationsværdi at trænge ind i deres Verden.

Disse dirrende elektriske Kræfter eller Energier paavirker altsaa vor Sanseevne saaledes, at vi faar en Fornemmelse af "Fasthed", "Soliditet" og "Bestandighed", der forleder Menneskene til at antage, at kun de elektriske Kræfter, vi fornemmer paa denne Maade, er "virkelige" paa Trods af Videnskabens Afsløring af denne "Virkelighed" som absolut falsk, som blot en relativ Sansefornemmelse.

Thi det er en stor Fejltagelse at tro, at naar vi ser noget fysisk Stof, saa ser vi disse elektriske Centrer – Atomkerner og Elektroner – og det kun er fordi der er saa mange af dem, at Stoffet fornemmes som "fast". Hvis vi f. Eks. tankemæssigt kunde presse alle de Atomer, som et menneskeligt Legeme bestaar af, sammen, saa vilde denne Stofbunke, trods det enorme Antal af Atomer, næppe blive saa stor, at man vilde kunne se den med det blotte Øje. Det viser jo kun, at det ikke kan være disse Stofdele selv, vi fornemmer, men kun deres Bevægelse eller Energi. Og hvis f. Eks. Atomerne standsede deres Bevægelser i et eller andet materielt Stof, vilde dette paa een Gang blive utilgængeligt for enhver Art af Sansning, det vilde være ganske usynligt.

Nu er vi altsaa kommet saa langt i vore Betragtninger over Materien, at vi ser, der ikke eksisterer noget absolut fast og haandgribeligt Stof – i hvert Fald taget i den Betydning, man sædvanligvis lægger i Ordet "haandgribeligt". Det, vi fornemmer som Stof, er kun Udtryk for Elektricitet, der ytrer sig paa forskellig Vis, og det er denne Elektricitet, der paavirker vor egen Elektricitet, altsaa den Elektricitet, vort "Jeg" benytter til – i Form af vore Organer – at opleve Tilværelsen, saaledes at vi faar visse Sanseindtryk, der forleder os til at formode, at den Samling Elektricitet, der omgiver os, altsaa den fysiske Verden, er lig med de Sansefornemmelser, der registreres overfor de Reaktioner, der skabes ved Sammenstød mellem vort eget elektriske Kraftfelt og den ydre Verdens Kraftfelter.

Men nu tilbage til vort Eksempel. Vi véd altsaa nu, at vor føromtalte Stol kun er en eller anden Form for Elektricitet, eller rettere en hel Samling forskelligartede Elektricitetsformer, idet det Træ, der er anvendt i den, det Tøj, den er betrukket med, det Metal, der er benyttet til dens Fremstilling, hver for sig repræsenterer større eller mindre Grupper af forskellige Atomopbygninger, hvilke igen repræsenterer hver sin Vibrationsart, der igen er Udtryk for bestemte Elektricitetsformer. Men alle disse samlede Former for Vibrationer, kan man for Oversigtens Skyld betragte under eet som Stolens specielle Form for Vibration, Stolens Egenbevægelse.

Og nu vil vi gøre et Forsøg paa indenfor denne Egenvibration at finde absolutte Kendsgerninger eller faste givne Punkter eller Tilstande, hvorfra det eventuelt er muligt at registrere den virkelige Egenbevægelse eller den samlede Vibrationsværdi. Thi hvis vi kan gøre dette, har vi alligevel trods alt naaet til noget "virkeligt", noget "sandt" indenfor Materiens Verden.

Det er jo kun gennem vore Sanser, at vi oplever Omverdenen. Havde vi ingen Sanseevne, kunde vi intet opleve. Tilværelsen vilde ikke eksistere for os, den vilde være ganske umuliggjort. Naar vi sanser vor Stol, saa oplever vi den jo først og fremmest gennem Synssansen, og ogsaa – men dog i mindre Grad – ved vor Hudfølesans. Vi oplever, at den har en vis speciel Form, Størrelse og Farve, og at det Materiale, den er fremstillet af, har en vis Fasthed eller Konsistens. Men er denne Sanseoplevelse nu en Realitet, som vi blot nogenlunde kan fæste Lid til? Kan vi stole paa, at det virkelig forholder sig saadan, som det tilsyneladende ser ud til at gøre?

Ja, tidligere i Artiklen har vi jo allerede været inde paa Spørgsmaalet og ogsaa bragt Svaret, at det, vi oplever, kun er et Forhold mellem Bevægelser, men nu vil vi benytte Lejligheden til at gaa endnu dybere ind i disse Problemer, for at vise i vor høj Grad vor almindelige Opfattelse eller Overbevisning er kædet sammen med vor Suggestion.

Først vender vi os mod selve Stolens Størrelse. Det skulde synes særdeles let og ligetil at maale, hvor mange Centimeter og Millimeter den er i denne Udstrækning, og hvor mange den maaler i hin Udstrækning, naar man da har en nøjagtig Maalestok. Men Spørgsmaalet er, om disse Maal er Udtryk for virkelige eller absolutte Kendsgerninger.

Vi vender os mod Videnskaben, som giver Svaret.

Vi véd, at ethvert Legeme eller enhver Genstand er dannet af et uhyre Antal Molekyler, som i de faste Stoffer bliver holdt i Stilling af deres egne Tiltrækningskræfter. Men Molekylerne er sammensat af elektrisk ladede Smaadele, Elektroner og Protoner, Tiltrækningskræfterne mellem Molekylerne er elektriske Kræfter. Naar Maalestokken er i Hvile, holder disse Kræfter Molekylerne paa Plads med visse bestemte Afstande, og derved bestemmes Maalestokkens Længde. Men hvis vi nu bevæger Maalestokken for at sammenligne denne med en anden Størrelse, vil ved Bevægelsen enhver af de elektriske Ladninger i Stokkens Molekyler blive til en elektrisk Strøm, og vi véd fra den almindelige Fysik, at elektriske Strømme paavirker hinanden. Ved selve Bevægelsen opstaar der altsaa helt nye Kræfter mellem Molekylerne, og det vil da være ganske urimeligt at tro, at Molekylerne saa alligevel beholder de samme Afstande, og altsaa, at Stokken har samme Længde, som før den blev bevæget. Det vil tværtimod være naturligst at antage, at en Maalestok og i det hele taget ethvert Legeme har een Længde, naar den eller det befinder sig i et vist Forhold til Jordens Bevægelsesretning omkring Solen, men en ganske anden Størrelse, naar dette Forhold forandres, altsaa naar den som Følge heraf befinder sig vinkelret herpaa eller i en anden skraa Stilling.

Og det vil være os ganske umuligt at konstatere gennem vore Sanser, hvorvidt Maalestokken, der, lad os sige er een Meter lang, naar den ligger i Jordens Bevægelsesretning, maaler 3/4 Meter eller 1/2 Meter i en anden Stilling. Thi vi maa erindre, at det er det Billede, der dannes af Maalestokken paa vort Øjes Nethinde, vi sanser. Men Øjets Nethindes Dimensioner forandres jo akkurat ligesom Stokkens eller ethvert andet Legeme, og saaledes kan vi ikke opfatte nogen Forskel. Vi kan ikke opfatte en saadan Forvrængning, fordi de Organer, hvormed vi opfatter, ogsaa bærer samme Forvrængning i sig selv. Og vi kan da aldrig nogen Sinde komme til at konstatere vor Stols eller en hvilken som helst anden fysisk Genstands virkelige Udstrækning i Forhold til den virkelige Højde. Disse Realiteter vil altid af os blive opfattet i et forvrænget og relativt Billede.

En hel anden Side af Sagen er selve den fysiologiske Opfattelse af en Figurs eller Genstands Størrelsesforhold, der ogsaa i sig selv bærer en Form for Forvrængning. F. Eks. ved geometrisk-optiske Bedrag, der som Regel lader os, hvis vi vil stole paa vort Øjemaal, antage, at lodrette Linier altid er større end vandrette Linier af samme Størrelse.

Hvis man saaledes i Relation hertil skal forestille sig en kvadratisk Figur, maa man altid gøre dens Grundlinie større end dens Højde, for ellers vil den nemlig ikke virke som fuldstændig kvadratisk for Øjet. Paa samme Maade narres man, naar man betragter et almindeligt 8 Tal. Den øvre og nedre Del af dette forekommer os nogenlunde lige store, men stiller man det samme Tal omvendt 8, saa vil man tydeligt kunne se Forskel mellem øverste og nederste Del. Disse sidste Eksempler har dog naturligvis ingen større Betydning, de skal blot vise, at selve det optiske Synsindtryk paa ingen Maade er helt korrekt.