Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Under vor store rejse mellem fødsel og død indtræffer der uundgåeligt et tidspunkt, hvor det modne menneske standser op, ser tilbage og vejer og måler det, som rejsen hidtil har bragt. Nogle mennesker er så lykkelige, at de ved deres indtræden i denne verden medbringer evnen til at tro, tro hinsides en kritisk og alting nøje vurderende fornuft. Når jeg kalder disse mennesker lykkelige, er det, fordi livet tilsyneladende skænker dem helt gratis, hvad vi andre ofte må kæmpe bitterligt hårdt for. Disse mennesker evner at kunne akceptere opfattelser, der for os andre er berøvet enhver form for tiltrækning. Jeg tænker her på de mange udefinerede, religiøse følelsesopfattelser, vor verden er så rig på, både i Øst og i Vest, i Syd og i Nord. Vi andre ser disse opfattelsers magt. Vi ser deres kirker og templer knejse mod sky, og vi hører lyden fra de skønne hymner. Vi forstår, at disse mennesker igennem deres opfattelse får en dyb og inderlig inspiration, en følelsesmæssig kontakt med den Guddom, som vi også gerne ville akceptere, hvis –!

Men her skiller vejene. Evnen til at tro er ikke underlagt vor vilje. Det nytter ikke at kræve en underkastelse af os, som vi ikke er i stand til at præstere. Lige så lidt som jeg evner blindt at tro en ven, der i noget afgørende har svigtet mig, lige så lidt evner jeg at tro noget, min bevidsthed ikke formår at godtage som blot sandsynligt. Og som jeg har det, har millioner af mennesker det i dag. Vor indre følelse siger os, at Guddommen eksisterer, men vor forstand vægrer sig ved at akceptere den form, i hvilken hans eksistens og virke bliver os forkyndt. Vi kan udmærket akceptere denne forms store værdi og betydning for andre, men i vort eget »lønkammer« må vi indrømme, at det, der så øjensynligt hjælper de andre, af os fornemmes som besynderligt livløst, som noget, tiden eller livet er gået fra, og som vi aldrig mere vil kunne vende tilbage til.

Mange af os affinder sig med dette og får af en yderverden skænket stemplet »hedninger«, »gudløse«, »irreligiøse« eller det meget fine »ateister«. Mennesket har en ulyksalig trang til at ville have alting katalogiseret. Er man ikke det ene, må man absolut være det andet. At man selv opfatter sig som »et menneske på vej« akcepteres ikke. Man skal høre til et sted! Det er imod denne indstilling, noget i os gør oprør. Det sted, vi virkeligt er, er midt i livet. Og dette liv forekommer os så mægtigt, så altomfattende, at vi ikke evner at godtage den første, den bedste forklaring på det, man vil pådutte os. Vi vil gerne tænke selv. Gerne ræsonnere over det, vi hører, og hvad der synes os en livsbetingelse, sammenligne det hørte, med det, vi selv har erfaret! Men det må vi ikke. Vi skal bøje os for en autoritet, vi ikke akcepterer og »være som de andre«.

Af natur er de fleste unge revolutionære. Men alderen dræber revolutionstrangen hos de fleste. Umærkeligt glider de ind i en eller anden bås. Selv opfatter de det måske ikke sådan, men livet viser det. Men nogen gør det ikke. Og til disse hører vi. Vi forstår sammenholdets betydning, vi akcepterer »de mange«s styrke, men vi orker ikke at gå på akkord. Er denne tilstand vor ulykke? Eller vor lykke?

Det er vor lykke! Thi selv om det iblandt kan være svært at være borger i en slags åndeligt »ingenmandsland«, så opdager man dog før eller senere de fine, næsten usynlige stier, som andre før os har trådt i dette grænseområde mellem to vældige udviklingsepoker. Og endelig sker det også, at man i sin søgen fremover møder en, som ikke alene kender vejen, men som har vandret den til ende og kan fortælle om de vanskeligheder, der venter, og, hvad der er vigtigt, hvordan de kan undgås.

Selvom disse skikkelser så absolut er enere, er der dog mange af dem, og er de ægte – for uægte findes også – er det måske livets skønneste oplevelse at få lov at slå følge med dem. Personligt mødte jeg på et for mig absolut afgørende tidspunkt i mit liv en sådan skikkelse. En lang fællesvandring blev påbegyndt, og det efterfølgende er et beskedent udtryk for, hvad jeg i dag evner »at veje og måle«, som et resultat af denne vandring.

Som de fleste unge, var jeg idealist. Men en usleben idealist, et menneske på godt og ondt, som vi alle er det i livets forår. Jeg var åndeligt »uopdragen« i den betydning, at jeg med en vis religiøs hunger i mig havde »snuset« både til indre-mission og grundtvigianismen, uden at dette havde fået nogen virkelig betydning for mig. Jeg fandt ordene smukke, rammerne tillokkende, men personerne selv alt for små, alt for langt borte fra de idealer, de forkyndte. Unge øjne er stærke, skarpe, men sikkert også alt for hårde. Ungdommens tid er den sort-hvide tid i et menneskes liv. Den er »det absoluttes« periode. Men da livet har indrettet det sådan, er der sikkert også en dyb mening dermed. I hvert tilfælde kan det vel siges sådan, at bryder man ikke ud, medens man er ung, er der næppe store muligheder for dybtgående oprør sidenhen. Enten opponerer vi imod det livsmønster, man vil delagtiggøre os i, eller også bliver vi en del af dette mønster. Min oppositionstrang havde dybe rødder i en stærkt intellektuelt betonet religiøs hunger. Den var skarp og meget absolut.

Mødet med Martinus var overvældende, andet ord eller udtryk dækker simpelthen ikke. Det var den hungrende elevs møde med den lærer, vi alle bevidst eller ubevidst drømmer om at møde i netop den tid, hvor spørgsmålene både er levende og presser på. Kun på eet punkt virkede han overraskende. I sin pure afvisning af den beundring, man følte trang til at give udtryk for. For ham havde kun een æren: den Guddom, hvis virkelige storhed han ønskede at vise mig. Og hvilken Guddom! Fra at have levet i en tankeverden, hvor fødselen var den ene absolutte grænse, og døden den anden, en verden af ond urimelighed, hårdhjertet snæversyn og ofte autoriseret intolerance, slyngedes man pludselig ind i en verden uden grænser, uden mørke, en verden af lys og evighed. At jeg i begyndelsen blev åndeligt beruset er kun et svagt udtryk for den tilstand, jeg befandt mig i. Men livet blev igen hverdag. Guddommen skænker ikke det levende væsen noget som helst gratis. Alt må erhverves ved ærligt arbejde. Den sandhed, der ikke er betalt med den slidsomme tilegnelses ægte mønt, vil ikke være til megen nytte, den dag, de uundgåelige storme bryder løs og truer selve livsfundamentet.

Man har ofte spurgt mig, hvad jeg anser for at være det væsentligste i det verdensbillede, Martinus har nedlagt i sit hovedværk »Livets Bog«, men spørgsmålet er vanskeligt at besvare. På en måde kan man sige, at hans analyse af det levende væsen i form af de tre X'er udtrykker det væsentligste, men på den anden side kan spørgsmålet også opfattes i relation til vor nuværende kosmiske tilstand og position. Da den sidste opfattelse på en måde står mig nærmere end den første, fordi den med en hidtil ukendt klarhed tegner et billede af den situation, vi alle dagligt oplever, finder jeg, at det er den, jeg bør vælge i dette forsøg på at vise, hvorfor jeg ikke nærer antydning af tvivl om, at det er en lykke for et menneske at have mod til at følge den åndelige vej, som både dets hjerte og forstand siger det, er den rigtige.

Det var naturligt, at et af mine første spørgsmål til Martinus blev spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke kunne tro. Jeg følte jo dog, at livet måtte have en mening udover det, man rent fysisk kunne iagttage, og at der bag alt det, vi var vidne til, måtte eksistere en plan og dermed også en hensigt. Martinus svar blev det han rent symbolmæssigt har udtrykt på vedføjede symbol nr. 9 i »Livets Bog«, symbolet over grundenergiernes kombination. På dette symbol har Martinus ikke alene vist det jordiske menneskes åndelige position, han har vist hver eneste livszones kosmiske struktur og derved givet os et overblik, som udenfor tidens og rummets grænser viser os, at alt liv i sin dybeste natur er målsøgende. Kosmisk hunger og mættelse afløser her hinanden, evigt dirigeret af den bag livet i formernes verden eksisterende »højeste ild« eller dèt sexuelle mysterium, allerede de kendte, der skabte den gådefulde Sfinx i den ægyptiske ørken.

Som bekendt anvender Martinus spektrets farver til symbolmæssigt at udtrykke sine kosmiske analyser på en sådan måde, at absolutte og afgørende misforståelser ikke kan opstå ved oversættelse fra sprog til sprog. Takket være denne geniale »kortlægning« af de vældige kosmiske områder, han beskæftiger sig med, kan den studerende hele tiden have et fornødent overblik samtidigt med, at symbolerne i enhver undervisning, om denne foregår på tomandshånd eller i større grupper, altid vil virke som uundværlige og fantastisk, inspirerende »nøgler« til problemerne. Fra symbol til symbol har hver farve sin konstante betydning. Den røde farve udtrykker således altid instinktenergien, medens den orange, udtrykker eksplosions- eller tyngdeenergien, den gule, følelsesenergien, den grønne, intelligensenergien, den blå, intuitionsenergien og den indigo, hukommelsesenergien.

På symbol nr. 9, der skal »læses« fra neden og opefter, ser vi de to livssfærer, vi er mest fortrolige med, nemlig »planteriget«, zonen med den gennemgående røde farve, og »dyreriget«, zonen med den gennemgående orange farve. Da vi selv er »borgere« i dyreriget, – det jordiske menneske hører som bekendt rent zoologisk til østabernes store gruppe, – er det her, vi bedst kan undersøge, om det, Martinus fortæller os, om os selv, er i virkelig kontakt med vore egne, selvoplevede erfaringer. Det er med andre ord her, vi skal afgøre med os selv, om det han yderligere har at fortælle er værd at beskæftige sig med. Symbolkompositionen består af en række figurer, der alle følger en udvikling fra en latent til en kulminerende tilstand, hvorefter de påny vender tilbage til en latent form. Følger vi nu det felt, hvor vort eget liv er symboliseret, (nr. 3 fra neden) ser vi, at figuren med den røde farve (instinktenergien) er på sit andet stadium for nedadgående. Hvad betyder det? Ganske enkelt, at vel spiller vor evne til at ane endnu en stor rolle i vore forestillinger, men da den sanseoplevelse, som er frugten af vor anvendelse af denne energi eller kraft i vor livsopfattelse giver alt for »tågeagtige« og usikre billeder af det iagttagne, – kun få intellektuelle mennesker stoler nu om dage på deres »anelser« – må vi erkende, at denne kraft virkelig er degenererende. Derimod ser vi, at eksplosions- eller tyngdeenergien kulminerer og ved sin kulmination giver zonen navn og karakter. I udløsning af den kraft skulle vi alle, ifølge Martinus, være genier. Den er, stadig ifølge ham, vor fornemste medfødte evne. Passer det? Når man betænker, at det er denne kraft, der ligger bag selv det mindste udbrud af irritation eller vrede, såvel som det er den samme kraft, der ligger bag skabelsen af både atom- og brintbomber, tvinger livet os til at give Martinus ret, når han siger, at det moderne jordiske menneske, sålænge dets tyngde- eller eksplosionsenergi ikke er under kontrol af de højere kosmiske kræfter: følelse, intelligens og intuition, er en »omvandrende bombe i kød og blod«. Vi har alle alt for ofte repræsenteret disse »bombeeksplosioner« til, at vi kan benægte hans påstands rigtighed. Vor verden er endnu ikke befolket med mennesker, der har deres bevidsthed under en så høj grad af kontrol, at virkningen af deres tilstedeværelse her på jorden er blevet en verden af »ånd, kultur, kunst og næstekærlighed« – faktisk mere tværtimod! For Martinus er denne kraft selve fundamentet for det dyrerige, der strækker sig fra den kødædende plantes stadium og frem til ham, der blot ved et tryk på en forcromet knap udsletter en storby tusinder af meter under sig. Gennem vor ukontrollerede anvendelse af denne energi i den verden, vi ved vor skabeevne er ophav til, repræsenterer vi »det dræbende princip« i en udstrækning og i et omfang, intet normalt dyr kan præstere. For Martinus er det jordiske menneske på een og samme tid »det geniale dyr« og »det vordende menneske«. Det er, som han siger, »en såret flygtning mellem to riger«. Det er ikke længere noget fuldkomment dyr, men endnu heller ikke noget fuldkomment menneske«. For ham er det et »overgangsvæsen« mellem det regulære dyrerige og det rige, Kristus udtrykte med ordene »mit rige«, og som han klart tilkendegav endnu ikke er »af denne verden«. For Martinus er dette rige ikke et abstrakt åndeligt rige, men derimod en livszone, han har givet navnet »det rigtige menneskerige« og som for ham befinder sig lige så naturligt over dyreriget, som dette befinder sig over planteriget, og planteriget igen over mineralriget.

For Martinus er de her nævnte to grundenergier instinkt- og tyngdeenergien i samarbejde med primitiv følelse og intelligens de kræfter, på hvilken al uintellektuel livsoplevelse beror. Så længe disse kræfter er de dominerende i det jordiske menneskes tankeskabelse, vil livet her være identisk med det, vi har givet navnet »helvede«, et område, der for Martinus kun er identisk med konsekvensen af al ulogisk tænkning. Men denne livsoplevelses konsekvens er lidelse. Og vi ser da på symbolet, hvorledes det vældige lidelseserfaringsmateriale, der er blevet konsekvensen af dette uintellektuelle liv, nu betinger, at følelsesenergien er på sit andet stadium for opadgående i det jordiske menneskes mentalitet, hvilket vil sige, at gennemsnitsmennesket er ved at være mæt af en tilværelse i det kulminerende hads, det kulminerende drabs livssfære og nu begynder at længes efter en anden form for tilværelse, en tilværelse, hvor disse forfærdende kræfter er kommet under kontrol. Men kun en følelse, der er kommet i harmoni med tilværelsens fjerde kosmiske grundkraft: intelligensen, er i stand til at ændre billedet. Følelse uden kontrol af fornuft, har yderst let ved at komme på afveje og bliver meget let selviskhedens tjener i stedet for dens herre. Og vi ser da også på symbolet, hvorledes trykket af de mange lidelser netop har bevirket, at intelligensenergien er trådt i funktion. Den er, ifølge Martinus, på sit første stadium for opadgående, og da de mest fremskredne mennesker lever midt imellem tyngdeenergiens kulminationsområde og den linie, der adskiller dyreriget fra den overliggende zone eller »det rigtige menneskerige«, ses det, at vi er på vej ind i en verden af betydeligt større intellektualitet end den, vi i dag kender. Det er denne nye tilstand, der giver os svaret på, hvorfor vi ikke længere er i stand til blindt at tro, hvad man byder os som næring for vor ånd. Kun det uintellektuelle menneske ejer den absolut blinde trosevnes nådegave. Mennesket, i hvis bevidsthed kontakten med tilværelsens fjerde kosmiske grundkraft: intelligensenergien, er under udvikling, må betale denne udvikling med tabet af evnen til blindt at tro. Intelligensen er et stærkere lys end den dunklere følelse, og selvom den akcepterer sandheden i de smukke ord, at »hjertet har sine egne grunde«, medfører dette ikke, at den kapitulerer overfor de følelsesargumenter, som udgør kernen i enhver autoriseret religiøs trosopfattelse. Enhver skole, ethvert universitet, er i dag baseret på denne hurtigt, fremadskridende intelligensudvikling, og resultatet heraf vil uundgåeligt blive en stadig tiltagende »afkristning« af den opvoksende ungdom. At denne »afkristning« kun skal opfattes i kirkelig betydning nævnes kun, fordi livet overalt bekræfter, at den opvoksende ungdoms interesse for religiøse problemer i dag verden over, er større end nogen sinde.

At den følgende kosmiske energi: intuitionsenergien er latent, vil sige, at den i vor verden oplever sin minimumsudfoldelse. Intuition er tilværelsens højeste »sekraft« og udløser sig kun i sind, der gennem mange livs lidelser er modnet for den højeste forståelse af tilværelsen. Gennem store videnskabsmænd, kunstnere og forfattere forplanter virkningen af denne kraft, dette »højeste syn på livet«, sig til os alle, og pilen viser her klart, at den kurs, Martinus gennem sit verdensbillede angiver, bekræftes af livet selv. Ethvert virkeligt betydeligt åndsmenneske giver i dag klart udtryk for, at en sindelagsændring må finde sted, om livet i fremtiden ikke skal blive en karikatur på det, alle længes efter og håber på. Overalt hører vi i dag ord fra videnskabens, kunstnernes og forfatternes lejr, der peger hen imod skabelsen af det verdenssamfund der alene kan løse de opståede, materielle og åndelige problemer. At virkeligt udviklede, intuitivt benådede politikere også findes på denne linie, nævnes kun for fuldstændighedens skyld.

Og endelig ser vi på symbolet, at hukommelsesenergien, denne moder til hele vor indreverdens eksistens, er på sit sidste stadium for nedadgående. Virkningen heraf oplever vi alle dagligt. Vor evne til at erindre er ikke alene degenererende, den er faktisk af en sådan karakter, at intet udviklet menneske virkeligt tør stole på den. Men denne tilstand har en vidunderlig lysside, thi selve hadets forudsætning er, at man kan huske. Den, der ikke kan erindre, kan heller ikke opretholde hadets onde tilstand i sin sjæl. Derfor ser vi også, at det kun er dyr og primitive mennesker, der har en såkaldt »levende hukommelse« – vi andre må støtte os til notater! Det kunne her være fristende at øge denne beskedne skildring med en beskrivelse af de samme kræfters måde at ytre sig på, både nedad i plante- og mineralriget og fremad i de overliggende livssfærer. Men dette får være nok. Igennem denne placering af de kosmiske kræfter besvarede Martinus for mange år tilbage mine mest brændende spørgsmål, og gennem den har han siden besvaret hundreder af menneskers spørgsmål indenfor de samme områder. Dunkle tanker og synspunkter blev erstattet af afklarede forestillinger, der blev livsbestemmende. Gennem Martinus kosmiske analyser blev den brændende trang til en akceptabel, til en levemulig idealisme, som ikke alene brændte i mig, men i utallige andre, tilfredsstillet udenom de faldgruber for fanatisme, enhver idealisme indeholder. For Martinus har intet fanatisk blod i sine årer, måske netop derfor aktiverede han vor idealisme langt mere, end nogen anden har formået at gøre det.

Er Martinus en moderne profet? Spørgsmålet eksisterer og lad mig besvare det med et klart og utvetydigt nej! En profet forudsiger ting, intet menneske kan danne sig nogen klar forestilling om. Martinus forudsiger ikke andre ting end de, enhver, der blot har nogen kosmisk indstilling, selv vil være i stand til at kunne se. At han, i kraft af overlegen intuition formår at forlænge vore tanker ind på områder, hvor vi endnu kun er famlende, ændrer ikke den kendsgerning, at han har hjulpet os til at se vidunderligt klart der, hvor vi har vore rigeste erfaringsfelter. Selv kræver han aldrig og har aldrig gjort det, at nogen skal tro ham. Alle vi, som har hørt ham, vil altid have hans stilfærdige ord i vore øren: »Tag det af mit arbejde, De har brug for, det, der kan hjælpe Dem i Deres daglige liv på en sådan måde, at både Deres omgivelser og De selv får større glæde ud af tilværelsen end før, men lad resten ligge, indtil livet selv gør det muligt for Dem at forstå det!« Udtrykker disse ord ikke modellen på, hvorledes en gave bør gives? Personligt føler jeg mig overbevist om, at enhver, der følger dette råd, aldrig vil tabe derved, men tværtimod altid vil vinde det eneste, der dybest set er kamp værd: en stadigt voksende åndelig indsigt og en deraf følgende større evne til i alle livets forhold at vise den tolerance, der alene er tegnet på al højere kultur.