Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forfatteren Harry Martinson har engang under et interview i anledning af sin optagelse blandt "de atten udødelige" i Svenska Akademien udtalt: "Mennesket kan begære, men kan ikke overse konsekvenserne af sine begær. Vi mangler en samordnende videnskab, en centralogi, der skulle tjene til at give os et overblik over, hvad der sker, og hvilke farer der truer menneskeheden". Alle vil sikkert give ham ret. Der arbejdes i dag i videnskabens hellige bjerg mere end nogensinde. Utallige skakter fører ind i dets indre, og inderst i hver skakt snurrer et bor. Hver videnskab har sit begrænsede område og betjener sig ofte af et formelsprog, som udelukker andres forståelse af de indvundne resultater eller hvad det i det hele tager drejer sig om. Videnskabens hellige bjerg minder efterhånden om et babelstårn. Der fattes i særdeleshed det organ, som forfatteren Harry Martinson efterlyser, en "centralogi". Og en af de vigtigste opgaver, dette organ kunne tage sig af, er transformering af afhandlinger og andet videnskabeligt stof. Ethvert problem er som regel ganske enkelt, når det skrælles helt ned. Bliver en afhandling renset for specielle fagudtryk og formler og oversat til et letløbende – i højere forstand populærvidenskabeligt sprog – ville alle videnskabers travle mænd, og vi andre med dem, kunne hente al den inspiration vi ønsker til at arbejde med på løsningen af de problemer, der bliver afdækkede i det hellige bjerg. Hvor ville videnskaben have stået i dag uden den usynlige hær af amatører, som i radioens barndom nat efter nat i eet stort fælles team hver på sin måde var med til at befordre denne opfindelsernes lavine, som ingensinde er set på noget andet felt. Den elektronstyrede teknik har sat sin tryllefinger på så godt som alle videnskaber, selv på arkæologien. Denne amatørernes opfinderhær har fremskyndet udviklingen i en sådan grad, at man med rette kan anvende udtrykket "Tusind år som een dag". Dette gælder ikke kun videnskab, men også teknik. De store elektron-hjerner, som vi fornylig har læst om her i bladet, vil med en sideløbende udvikling af teknikken, til sin tid helt overtage massefremstillingens enerverende arbejde i store, mennesketomme, helautomatiske fabrikker. I fjernsyn, et andet fremmeligt barn af elektronteknikken, vil der via tegnefilmen, universets esperanto, ikke være det problem, der ikke afdækkes, så det kan forstås af en almindelig mellemskoledreng.

Utallige værdifulde videnskabelige afhandlinger hviler i deres tornerosesøvn, skjult i ordenes og formlernes grenværk. En prins i en tegners skikkelse kunne frigøre stoffet, så det billedlig talt rejser sig fra papiret og i sin elegante, subtile ynde vandrer lige ind i tilskuerne udenom ordenes mangetydighed. At tage sig af denne opgave vil blive en af centralogiens vigtigste. Som organ betragtet vil centralogien nærmest kunne betegnes som videnskabernes fælleshjerne. Til en organisme hører også et hjerte, i betydningen her hjemstedet for kvalitetsforskning (i modsætning til den øvrige videnskabs kvantitetsforskning). Dets funktion ville blive af vejledende, udvælgende og iscenesættende natur. Videnskaberne har ikke haft brug for et hjerte hidtil, men sviende glimt over Hiroshima, Nevada, Bikini, Montebello o. s. v. har efterladt virkninger, der røber tilstedeværelsen af en samvittighed. Dens livstegn har dog kun været af håndtvættende natur. Den har hele tiden været tilstede, som et rudiment fra en fjern fortid. Gennem århundreder er den visnet hen. Denne henvisnen tog fart, da det kosmologiske verdensbillede blev slået itu af astrovidenskaben. Siden er det gået rask ned ad bakke. Kloden blev rangeret ud fra universums centrum og roterede længere og længere ud, indtil den nu svæver som et støvgrans støvgran. Kirken var ikke elastisk nok. Med sin bedreviden sakkede den bagud, kom ud af trit med videnskaben. Menneskets kosmiske forbindelser blev brudt. Frysende og forladt stod det tilbage i et tomt rum kun omgivet af kosmisk støv i sugende hvirvler. Dets fornedrelse blev total: videnskaben indtegnede mennesket i en cirkel og dekreterede, at det var en robot. Og videnskabens tryllering kan intet bryde. Men den kan hæve fortryllelsen igen. Det er ligesom videnskaben er ved at afslutte sit eget kredsløb for at begynde et nyt og højere. Alle kvaliteterne, som den har ladt i stikken til fordel for kvantiteterne, er den nu ved at komme på sporet af. Den er ved at få sine metafysiske øjeblikke og interessant nok er det den teoretiske fysiks mænd, der som den fortabte søns forløbere begynder at ane duften fra fædrenehjemmets blomstrende frugttræer. En af disse videnskabsmænd, som vi senere skal vende tilbage til, faldt en dag i undren over et mikrofotografi fra en anden videnskab. Han kom derved på sporet af et problem, der kan få en alt overskyggende betydning for fremtidens videnskab. Det drejer sig om intet mindre end de første usikre skridt henimod et videnskabeligt arbejdsgrundlag for et evighedssynspunkt. Tidens Jeriko-mure faldt jo ikke for Einsteins basun. Einstein blæste i sin basun i det makrokosmiske rum. Den videnskabsmand, vi her taler om, bevæger sig med sin tanke i mikrokosmiske rum, i atomet, ved selve bindemidlet i Jerikos mure. Følges tankerne op, og intet tyder på det modsatte, står videnskaben overfor en kovending i sin verdensopfattelse. Videnskabens forsøg på at få tværgående kontakter i stand har herhjemme givet sig et storslået udslag, idet vi sidste sommer blev vidne til, hvorledes forskellige videnskaber som: matematik, fysik, biologi, medicin, jura, sociologi, idéhistorie, sprogvidenskab, litteratur og kunst, søgte sammen for at drøfte et fælles kerneproblem: årsagsproblemet. Årsagsloven har ellers været god latin på videnskabens hellige bjerg siden Newtons dage, men videnskabens benjaminer: kvanteteoretikerne, har påvist, at det hellige bjergs fundament hviler om ikke på sand, så dog på et ikke uforgængeligt materiale. Disse videnskabens yngste lærlinge, som har vokset sig store, så store, at de kan svøbe sig i kardinalkåber, er trængt ind til stoffets byggestene, hvor de så sig stillet overfor et univers, der i skønhed og uendelighed ikke stod tilbage for en frostklar vinternats stjernehimmel. I elektronmikroskoper og tågekamre blev de vidne til et skuespil, et stjernedrama i højeste potens. Det er anmeldelserne fra dette Theatre in-the-round, der har bragt uro i geledderne blandt anmeldelserne fra den kongelige scene, hvor man er vant til at se noget, man kan tage og føle på. Dybt inde i atomet fandt de den livets flamme, der kan smelte robothylstret om mennesket bort. De fandt sporene af den frie vilje. Videnskaben, der hidtil har benægtet en fri vilje bag det biologiske menneske, skulle helt ind i den uorganiske verdens inderste kammer for at finde det, den benægtede eksistensen af. Vi bøjer os for videnskabens principper og metoder, det er dem, der udmønter hele den fysiske tilværelses mange detailler til gangbar mønt, der kan veksles i en uendelighed, og uden iblanding af falske mønter. Den videnskabelige metode er, når den er ubestikkelig ærlig, den rene intelligens' virkemåde. De første spor af den frie vilje, som videnskaben har afdækket, har i hvert fald sat noget i bevægelse. Der er kastet en sten i vandet, og ringene brede sig over videnskabens hav. Det tjener nordiske videnskabsmænd til ære, at de har taget handsken op. Intuitive videnskabsmænd viger ikke tilbage for at indrømme, at der med det nye grundlag er skabt mulighed for den frie vilje og for Guds indgriben i udviklingen. Det er naturligvis enlige svaler, men enlige svaler varsler dog en sommer og i dette tilfælde en videnskabens sommer, en åndsvidenskabens sommer. Mennesket har hidtil været reduceret til en relation, man kun havde brug for som betragtere bag teleskopers og mikroskopers objektiver og til at manøvrere med måleapparaters tangenter og skalaer. Hvad der rørte sig i sind og hjerte på manipulatørerne, interesserede ikke. Heller ikke om manipulatøren sad i et statsskibs førerhus. Der er dog naturligvis stadig videnskabsmænd, der finder det lettere at holde sig til det hævdvundne rækværk (årsagsloven) fremfor at lade tanken gå armgang ad det tov, som kvanteteoretikerne har kastet over til fartøjet, der skal føre videnskaben videre. Den frie vilje har fået videnskabens blå stempel. Et fagert træ er blevet plantet foran åndsvidenskabens universitet, over hvis indgang de gamle, evig unge ord: "Menneske kend dig selv", står skrevet.