Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lykken er nemlig først og fremmest en indre sindstilstand af ro, harmoni og livsglæde, hvis art og udspring bedst karakteriseres af Kristus' – af de fleste mennesker uforståede – henvisning: "Himmeriges rige findes inden i Eder". Denne tilstand kan tilmed opnås længe før ens ovenfor skildrede udvikling frem imod det egentlige menneskerige er tilendebragt – netop ved at indstille både sin daglige levevis og sin tankeverden så nær i kontakt med "livets mening", som det er muligt. Teoretisk lyder dette let og paradoksalt simpelt – og er også det sidste, – men i praksis er det som bekendt vanskeligere, såfremt man ikke endnu er helt opfyldt af tro på og urokkelig tillid til et kærligt forsyns sikre ledelse af enhver detaille i livet. Thi når lykken er at være helt i kontakt og harmoni med hele verdensplanen, før man selv helt har lært at efterleve alle livets love, herunder kærlighedsloven: "Du skal elske din næste!", så må man – for at nå den – rent logisk helt opgive at få eller leve efter sin egen vilje – svarende til Kristus' konklusion: "Ske ikke min, men Din guddommelige vilje!" men på en afslappende og befriende måde ikke som et martyrium i den daglige levevis.

Det lyder ganske vist mærkeligt og utopisk for et udadvendt menneske, der vil hævde, at indre betingelser i een selv ikke kan ændre de ydre nødvendige betingelser, men det kan de alligevel på grund af de psykiske udstrålinger, der – uden at menneskene lægger mærke til det – styrer hele livet. De mennesker, som er i stand til at praktisere denne indstilling til omverdenen, der – som en sum af alt levende, – opfattes som eet væsen, nemlig Guddommen, – bekræfter, at det faktisk er ensbetydende med en permanent lykketilstand, ligesom barnets ansvarsløse og tillidsfulde liv uden spekulation eller modstand under en kærlig faders anvisninger og beskyttende tilsyn; – ligesom de modtager alt, hvad de trænger til og ønsker til brug for løsningen af deres opgave, uden at de behøver at begære det.

Egentlig er dette ved nærmere analysering slet ikke så mærkeligt, men tværtimod logisk; thi da vi befinder os som en celle inde i et større levende makrovæsen, principielt ligesom cellerne inde i vor egen organisme (bevægelige som de små legemer i vort blod), så må vi for at leve godt være i kontakt med og rette os efter dette makrovæsens love og vilje. Vor vilje er jo udtryk for vore private ønsker og begær, – og den må for at gøre nytte for helheden – ikke være egoistisk og dermed asocial, men må afstemmes "socialt" efter det, der er bedst for hele "samfundet", hvilket kun den øverste ledelse kan se (og denne har enkeltindividet ingen bevidst kontakt med, hvis det ikke selv søger at få det). At søge "Gud" og rette sig efter hans vilje, vil derfor egentlig ikke sige andet, end at søge at forstå og derefter indordne sig hensigten med det åndelige samfund eller storsystem, vi selv – blot endnu ubevidst – lever i; og forsynets vilje må derfor svare til "fællesviljen" i det nye samfund, der er under dannelse, og hvis vanskeligheder (krige, ufred og nød) blot stammer fra, at enkeltindividerne i dette (der foreløbigt kun er organiseret i "organer", nemlig nationerne) ikke er klar over, at de er "i samme båd", men direkte modarbejder det nye verdenssamfund ved egoistisk og intolerant at bekæmpe hinanden uden at vide, at de dermed ødelægger deres egen lykkemulighed. Denne i virkeligheden realistisk rigtige sammenligning giver tillige en letfattelig forståelse af den praktiske holdning, man bør indtage overfor livet; idet opgivelsen af egenviljen ikke er ensbetydende med en apatisk eller passiv "laden stå til", medens øjnene vendes imod en verdensfjern "himmel", – men derimod et aktivt arbejde såvel praktisk som intellektuelt i den retning, man sikkert føler er det verdensstyrende Forsyns vilje – men såsnart det viser sig, at noget ikke vil lykkes for een, da opgiver uden fortrydelse at få sin egen opfattelse tvunget igennem i forståelsen af, at der skal ske noget andet, som senere vil vise sig at være bedre for helheden. Livet bliver jo for een til det, man selv gør det til, – og når man véd, at der findes et Forsyn, som planmæssigt og alkærligt i det lange løb styrer hele livet og ordner alle problemer – gennem den samlede menneskeheds gerninger, som inspireres af ham, – så er det unødvendigt at blive vred og ophidset eller bange for det, der sker; men man bør tage det roligt og tillidsfuldt afventende, hvorved livets mørke bliver en illusion, og det helvede, man lever i, hører op. – – Principielt er den fuldkomne praktisering af denne hengivelse under Forsynets vilje identisk med begærløshed inde i en selv, der gør usårlig og udelukker al kamp med andre om noget; – og enhver ved af erfaring, at den rette, rolige lykkefølelse netop opnås i "mættelsen" lige efter et begærs opfyldelse, hvor man nyder uden at begære (egentlig er dette jo det samme som orientalerens "nirvana").

Under alle omstændigheder er vi med denne analyse ved den dybeste kærne af lykkefølelsen, der på denne måde er ganske afhængig af ens egen indstilling til livet og personlige evne til at bringe sin tænke- og handlemåde i kontakt med livets rytme og mening, – enten det så sker gennem en fuldstændig følelsesmæssig hengivelse deri uden tanke eller gennem mere intelligensbetonet dyb forståelse af livets love at forsøge at efterleve det viljemæssigt, indtil også følelsen sluttes til. Det ses af ovenstående, at enhver der søger "lykken" (ligesom også den socialt indstillede) i virkeligheden også søger en guddom, d. v. s. ubevidst er religiøs.

Ved den beskrevne livsindstilling, der også kan karakteriseres som en ånd af hensynsfuld samarbejde som led i en større helhed, opnås altså den indre tilstand af ro og balance, harmoni med og tillid til livet, som er den højst mulige form for stabil menneskelig lykkefølelse. Den vil tillige automatisk medføre en tilsvarende kærlig psykisk "aura-udstråling", som virker tiltrækkende på alle og alt af glædes- og kærlighedsbringende karakter, der således "kommer af sig selv", uden at det begæres. Dette bringer et andet bibelord i erindring, som her finder sin logiske bekræftelse: "Søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives Eder". – Dette bekræftes også rent praktisk for den, der går helt ind for at tjene et samfund eller en organisation som leder eller funktionær, idet han ikke behøver at bekymre sig om penge og materielle fremskaffelser, fordi samfundet stiller alt fornødent gratis til hans disposition i det uselviske arbejde.

At det ydre liv faktisk kan ændres af ens indre indstilling, vil enhver kunne iagttage, som har prøvet at møde omverdenen med tolerance, et venligt smil og optimistisk tro og handlekraft, idet livet for een da bliver helt anderledes, end hvis man udviser surhed og pessimistisk opgiven, – fordi omverdenens reaktion tilbage mod een selv bliver forandret. Man ser her rigtigheden af årsagsloven på kort sigt, idet man straks høster, det man sår: smil for smil og slag for slag. Den glade tolerante optimist kan alle lide; de hjælper ham og tror på ham (omend det sidste ofte kun skyldes suggestion), medens pessimisten og den intolerante ikke bliver hjulpet, men tværtimod modarbejdet eller stillet alene, fordi næsten ingen kan lide ham, men de fleste synes, at han "har godt af" sin ofte selvskabte modgang. – Man kan egentlig sige, at det at være henholdsvis optimist og pessimist er identisk med at være "med" respektive "imod" livet; – thi selvom den første ofte kan være lidt for sangvinsk og ret ansvarsløs i sit ubekymrede: "det går nok", så giver livet ham alligevel oftest ret, fordi hans indstilling svarer til den tillidsfulde tro, som mennesket bør have til sin Gud og Fader; derfor bliver han hjulpet, hvis ikke noget i hans skæbne er til hinder derfor. Ligeså vil et menneskes inderlige ønske eller bøn blive opfyldt af Forsynet, hvis det er uselvisk og ikke til skade for hverken det selv eller andre i deres fremtidsskæbne.

Af andre kendte formuleringer af, hvorledes lykke opnås, skal citeres et par, som er helt i overensstemmelse med kærlighedsloven og fremtidens uselviske levevis, der ovenfor er analyseret som tillige værende logisk rigtig, nemlig: "Man skal gøre mod andre, som man vil, de skal gøre mod een selv!" – "Lykken består i at tjene andre, i stedet for at lade sig tjene!" samt: "Lykken er at give – i stedet for at tage!", thi den, der blot vil tage lykke til sig selv, får ingen.

– – –

Det store flertal af jordmenneskene evner imidlertid ikke foreløbigt at indstille sig som allerede nævnt, fordi de hverken følelses- eller intelligensmæssigt kan acceptere det; og for dem vil lykken stadigt kun synes mulig gennem den førstnævnte metode: at søge yderverdenen tilpasset opfyldelsen af deres egne ydre fysiske begær og indre kærlighedstrang, hvoraf den sidste er vigtigst for bevarelsen af deres mentale sundhed. Et sådant menneske bør da søge at gennemskue sine ydre begær for at se, om de er rimelige og mulige, og se at blive klar over sin objektivt set dybeste trang og fornødenhed i livet – for derpå at prøve (uden at det går ud over andre mennesker) at realisere disse ønsker, om dets skæbne tillader det. Men dette vil som nævnt ret sjældent være tilfældet; – og det må da prøve at finde årsagen til denne lukning hos sig selv og i sin handlemåde og søge at rette fejlen; – idet det iøvrigt glæder sig over og nyder ethvert lille lykkestrejf, der træffer det, i forståelsen af, at lykke og velvære i yderverdenen ifølge rytmeprincippet altid må veksle med "ulykke" og ubehag ligesom dag skifter med nat, varme med kulde og lys med mørke, samt at lykkefølelse i en vis livszone kun kan opnås i korte mentale "frikvarter" eller solskinstimer. Det gælder derfor om ved hjælp af denne forståelse ikke at lade sig genere for meget af ubehagsperioderne, men søge, når en dejlig "lykkedag" opleves, da at indsuge nydelse og glæde og tage glansen med til den næste gennem de mellemliggende uundgåelige mørke "lykkenætter", der så vidt muligt bør opfattes som kærkomne kontraster for bagefter rigtigt at kunne nyde den "dag", som man lige så sikkert véd vil følge efter senere. Thi når man er i en ubehagelig bølgedal på lykkens bølgelinie eller i en kold mental vinterzone, bør man trøste sig med, at det så ikke kan blive stort værre, end det er, og at selve naturens rytme giver en garanti for, at det nu kun kan gå fremad: imod en ny bølgetop eller et nyt forår, som man har ret til at glæde sig til og bare skal vente på bliver til virkelighed. Og et menneske, der har et sådant håb, behøver aldrig helt at miste modet.

Når den førnævnte mennesketype med den helt rigtige indstilling til livet faktisk trods rytmeprincippet og sin deltagelse i et timeligt jordliv – alligevel er i stand til at føle sig permanent lykkelig, er det, fordi han i virkeligheden sætter sig udenfor sit ubehag og de lokale ydre rytmiske svingninger. Han følger derfor verdensplanens meget langsommere bevægelse i spiralkredsløbet, der synes stillestående i vor sansedimension, hvorved han oplever lykken ud fra en fast "evig" indstilling, d. v. s. han føler sig allerede som åndeligt værende i menneskerigets lykkeland uden at bekymre sig om de "detail"-svingninger, der foregår på det fysiske plan omkring os.