Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat.)

Paa samme Maade som et todimensionalt Verdensplan forekommer ganske uendeligt for todimensionale Væsener, men endeligt for tredimensionale Væsener, forekommer vort tredimensionale Verdensplan os uendeligt, men maatte kunne opfattes som endeligt af et firedimensionalt Væsen. Udfra dette Væsens Syn vil vort Verdensalt krumme sig i en hyper-sfærisk Kugleverden, hvor vi kun kan sanse langs med Kugleformen og ikke paa tværs af den. Afstandene ud i Verdensrummet er uendelige for os, men alligevel endelige for et Væsen, der repræsenterer en Sanseevne, der rækker over 4 Dimensioner. Hvis man saaledes foretog en Rejse med Lysets Hast igennem Verdensrummet efter en Linie, der for os maatte være lige, vilde man da efter et vist Tidsrum, der ganske vist rækker ud over menneskelig Forestillingsevne, komme tilbage til vor egen Jord igen.

Men endnu er disse Tanker om en saadan hyper-sfærisk Verdenskonstruktion svævende og hypotetiske, selv om der ganske vist kan forklares mange Problemer ud fra denne Anskuelse.

Og selv om man gaar ud fra, at det er rigtigt, at vort Verdensrum i Virkeligheden er et lukket firedimensionalt Kuglefladeplan, saa siger dette dog i Realiteten intet om, at Verdensaltet er begrænset, thi det beviser dog ikke, at der udenfor dette vort begrænsede Verdensrum ikke skulde kunne findes andre, ja uendelige Mængder af firedimensionale Kuglefladeplaner, der uberørt af vor Verden og vor Tilværelse har deres egne, for dem tilsyneladende lige saa uendelige, Verdensrum at bevæge sig i, og hvis Væsener ogsaa mener, at de lever deres Tilværelse i det eneste eksisterende absolutte ubegrænsede uendelige Verdensrum.

Men man kunde maaske ogsaa betragte Spørgsmaalet om et sfærisk endeligt Verdensalt fra en anden Side. Lad os tænke os, at det var muligt for os ved Hjælp af fysiske Hjælpemidler at forøge vort Syn indtil det ubegrænsede, d. v. s. forøge Følsomheden overfor Lysets Ætervibrationer til saa høj en Grad, at vi vilde være i Stand til at registrere selv den allerringeste Antydning af Lys sendt ude fra Verdensrummet. Naar vi saa med denne udvidede Observationsevne undersøger Verdensrummet, vilde vi da se eet eneste Lyshav frembragt af utallige Mængder af Stjerne- og Mælkevejssystemer, eller hvad vilde vi ellers observere? Ja, først og fremmest vilde vi opdage Hundredetusinder og atter Hundredetusinder af Mælkeveje, som ligger for langt borte, til at vi, med vore nuværende Instrumenter, kan opfange deres svage Lys. Men naar vi saa fortsatte med at rette vor ubegrænsede Observationsevne ud mod Verdensrummet forbi disse, vilde vi efter kortere eller længere Tid komme til et Omraade, hvor alt var Mørke, et Mørke hvorfra der ikke sendtes os den ringeste Lysstraale, et absolut uigennemtrængeligt Mørke, hvor vi intet mere kunde observere, trods vor tænkte fysisk set ubegrænsede Synsevne.

Vi vilde til vor største Forundring være nødt til at antage, at vi som Beboere af Jorden, tilhørende et Solsystem indenfor vort Mælkevejssystems Millioner af principmæssigt lignende Systemer, befandt os midt i en Samling af andre Mælkevejssystemer, der tilsammen dannede en Ø midt i et tilsyneladende absolut tomt Verdensrum. Vi vilde finde, at der udenfor denne umaadelige Stof-Ø, hvor Stoffet i Stedet for at være bygget op af Molekyler er bygget op af Mælkeveje, kun fandtes et tilsyneladende "Intet". Vi vilde paany her komme til det foreløbige Resultat, at vort Verdensrum er begrænset, er endeligt i fysisk Forstand.

Men et saadant Resultat, som vi logisk vilde være tvungen til at antage, hvis vi havde ubegrænsede Synsevner, en saadan Verdensopfattelse vilde ikke desto mindre ogsaa kun være Udtryk for en Illusion, skabt af vor Klippetro paa vore Sanseorganers eller vor Sanseevnes Ufejlbarlighed, skabt af den Forestilling, at naar vi "sanser" en Realitet, saa eksisterer denne Realitet akkurat, saaledes som vi "sanser" den.

For at forklare hvorledes dette forholder sig, maa vi vende os til den Viden, vi gennem de kosmiske Analyser er blevet bekendt med.

Vi ved, at en hvilken som helst Form for Energi, ikke under nogen Betingelser kan bevæge sig i lige Linie, men altid sluttelig vil vende tilbage til sit oprindelige Udgangspunkt. Lad os med dette som Grundlag betragte vort eget Solsystems Midtpunkt, vor Lysgiver Solen, som jo set med astronomiske Øjne er en ganske almindelig Stjerne af Gennemsnitsstørrelsen, og som ikke i nogen som helst Grad afviger fra de fleste af de Millioner af Stjerner, hvoraf vort Mælkevejssystem bestaar. Det Lys, som vor Sol udsender, er jo en Form for Energiudsendelse, og denne Lysenergi breder sig udfra Sollegemet ud i Rummet med en Bølgehastighed paa ca. 300,000 Kilometer i Sekundet til alle Sider, paa samme Maade som en Sæbeboble, der hurtigt bliver blæst op. Denne udsendte Lysbølgeenergi vil selvfølgelig danne en Art Globus, hvis Omkreds vil være der, hvor de enkelte Lysenergier har naaet det yderste Punkt af deres cirkelformede Baner og dermed samtidig deres højeste Afstand fra Solen. Efter dette Kulminationspunkt vender Energien tilbage til Ophavet Solen igen. Denne Energiglobus eller dette straalende Energilegeme vil ganske vist efter almene jordiske Forhold blive af et ufatteligt stort Format, idet dets Tværmaal i hvert Fald maa maales i Hundredemillioner af Lysaar.*)

En saadan Lysglobus dannet af de uafladelig udsendte Lysbølger befinder sig udenom en hvilken som helst Lysgiver, og altsaa ogsaa udenom en hvilken som helst selvlysende Stjerne.

Hvis man nu befinder sig indenfor Omraadet af en Stjernes Lysenergi, vil man saaledes kunne se den, da dette at "se" en Stjerne jo kun er det samme som at opfange noget af dens udsendte Lys, men befinder man sig udenfor en Stjernes Lysomraade, vil man under ingen tænkelige Omstændigheder kunne observere den, da man i saa Fald ikke vilde opfange det mindste af dens Lysstraaler.

Alle de Stjerner og Mælkevejssystemer vi observerer paa vor Himmel er altsaa Lyskilder, indenfor hvis Lysomraade vi befinder os, og hvoraf de fjerneste til Dato opdagede befinder sig i en Afstand af ca. 500 Millioner Lysaar.

Vort fysiske Syn vil saaledes altid have en Begrænsning, der bl. a. som her vist foraarsager, at vi selv udstyret med de i Fantasien mest følsomme Apparater alligevel aldrig vilde kunne komme udenfor det sfæriske fysiske Lysomraade, der danner det Verdensalt, indenfor hvilket vi befinder os, og hvis Grænser og Størrelse er absolut givne, nemlig udgørende et globeformet Omraade, hvis Afstand fra Lyscentrum til dets Grænse udgøres af Diameteren af den Cirkelbane, en hvilken som helst af de enkelte Lysenergier gennemløber, Og hvis Tværmaal udgøres af den dobbelte af denne Diameter.

*) Et Lysaar er den Maaleenhed man i Almindelighed anvender indenfor Astronomien, og et saadant udgøres af den Vejlængde Lyset med sin konstante Hastighed paa 300.000 Kilometer pr. Sekund gennemløber i et Aar. Udtrykt i Tal beløber et Lysaar sig til ca. 9.500.000.000.000 Kilometer.