Kosmos 1951/1 side 2
ERIK GERNER LARSSON:
Ved årsskiftet
Kun sjældent har vore aviser og vor radio været så pessimistisk indstillede som ved dette årsskifte. Mørkt og trist var det billede, førende personligheder tegnede af den situation, som vi befinder os i. Ydre og indre splittelse kendetegner idag samfundene overalt på jorden. Kun frygten for krig og det deraf flydende krav om oprustning formår at samle partierne, – alt andet synes kun at være undergivet splid og opløsning.
Sorte og skæbnetunge trækker krigens onde skyer påny op over menneskehedens mentale himmel, og med angst i hjertet spørger det enkelte menneske sig selv: "Hvornår bryder uvejret løs?" Frygtens dæmoner rider menneskesjælen som en mare i dette dødens århundrede, hvor sværdets høst har været større og grusommere end i noget andet sekel. Og dog, – bør denne vor situation i virkeligheden undre noget som helst tænkende menneske? Har vi ikke selv villet den, vi, som i vort intellektuelle hovmod afskaffede alle en svunden tids åndelige værdier og erstattede dem med vor rustfrie tro på guld og teknik, på sex og politiske systemer?
Menneskeheden har sat det uvæsentlige i højsædet.
Retter man sin bevidsthed mod menneskeheden som helhed, kan man ikke undgå at se, at den i så godt som alt har sat det uvæsentlige i højsædet. Bevidsthedslivet er idag mere udadvendt end nogen sinde. Sukcessen på den "ydre front" er tidens alfa og omega. Det afgørende for enhver ung af idag er ikke hans åndelige kvalitet, men derimod det, om han formår at gøre sig gældende på en sådan måde, at der bliver lagt mærke til ham. Hvilke enorme mængder tons papir bliver der for eks. ikke dagligt ofret på sportens alter? På disse, dybest set, så uvæsentlige "sensationelle rekorder". Betragter man avisernes tommehøje overskrifter indenfor dette felt, får man virkelig af og til den tanke, at hele nationens åndelige velfærd er i fare, dersom det ikke lykkes netop vor nationale hero at komme ind et tiendedel sekund før modstanderen.
Man kan fortsætte denne linie næsten ubegrænset. Overalt bliver vi vidne til, hvorledes det uvæsentlige i tilværelsen maser sig frem foran det væsentlige og selv i de mindste detaljer formår at gøre sig gældende. Læg f. eks. mærke til, hvor sjældent De ser et menneske afbildet i bladene, uden at det enten har en pibe, en cigar eller en cigaret dinglende i den ene mundvig. Der synes at gå en lige linie fra patteflasken til cigarkassen blot med den forskel, at medens den førstnævnte befordrer sundhed og vækst, befordrer den sidstnævnte kun sikker nedbrydning af åndsevnerne. Sker det en sjælden gang, at et menneske til de samme blade kommer for skade at udtale, at det hverken ryger, drikker eller spiser kød, altså virkelig søger at holde sin sjæls "tempel" så rent, som det menneskeligt er muligt, vil det i langt de fleste tilfælde omgående offentligt blive stemplet som "håbløs fanatiker" – mere til skræk og advarsel end til efterfølgelse.
Menneskehedens "to sind".
Politisk set er verden nu opdelt i to fra hinanden skarpt afvigende lejre. Om man kan lide tanken eller ej, er i denne forbindelse ligegyldig, – foran os har vi på den ene side en livsanskuelse, i hvilken staten er alt og individet, om ikke just intet, så dog i hvert fald noget, der i alt er undergivet statens interesser, – og på den anden side en livsanskuelse, i hvilken individet i hvert fald teoretisk er alt, og hvor staten blot er et instrument til at sikre og beskytte dette individs urokkelige rettigheder.
Men hvad er disse to livsanskuelser andet end en overdimensioneret eller makrokosmisk udgave af et almindeligt, gennemsnitsmenneskes bevidsthed? Repræsenterer vi ikke alle i vor daglige væremåde disse to politiske systemer? Er vi ikke, hver for sig, i givne stunder de fødte autokrater og i andre renlivede demokrater? Kæmper egenviljen ikke daglig sin bitre kamp mod fællesviljen i hvert eneste udviklet menneskes sind? Er vi nået længere end til det berømte stadium, Paulus har udtrykt med ordene: "Det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg!"?
Havde man interesseret sig betydeligt mere for det væsentlige i tilværelsen, ville man forlængst have opdaget, at det er os – mennesket – der former menneskelivet og ikke omvendt. Men vor udvikling har trygt og sikkert bevæget sig fremad imod opfattelser, der går ud på, at det alene er det ydre, der betyder noget, at formen er alt og indholdet, om ikke just intet, så dog noget sekundært, eftersom det blot er et produkt af noget så upålideligt som "arv og miljø".
Vi oplever materialismens sejr.
Ethvert eventyr består af givne portioner lys og skygge. Verdenseventyret af idag har som lysside sin strålende teknik, sin geniale evne til at omforme materien efter ønske og behov, – og som skyggeside sin helt ud fantastiske åndelige armod. På alle kunstens områder bøjer vi os endnu for fortidens store, vor egen tid har kun frembragt de midlertidige eksperimenters mestre, og på religionens område er forholdet det samme, blot med den randbemærkning, at de stores egne ord her næsten helt er begravet under den teologiske overbygning, hvis navn er: kirke.
Men materialismens sejr er en pyrrhussejr. Den overdimensionerede vore dyriske instinkter og gjorde os til geniale dræbere, samtidigt med at den udsultede vore gryende menneskelige tilbøjeligheder. Den overså, at nok har vi et stærkt begær efter at eje ting, men vi er også drømmere. Den overså, og dette bliver dens undergang, at vi ikke er sjælløse robotter uden mening i sig selv, men mennesker, i hvis dyb der lever en drøm om at herske – over os selv! En drøm om en verden, hvor hver eneste af os har "fuldført løbet og nået målet", det, at være til velsignelse i stedet for forbandelse for hinanden.
Tilsyneladende har den materialistiske idé sejret. Påny styrter menneskene til våbensmedierne. Påny går "restriktionerne" deres sejersgang henover jorden. Påny skal vi alle undvære for at få lov til at leve. Påny har kun den ret til livet, som er parat til at ofre det på krigens blodige alter. På ny – – –
Aldrig har nogen tidsalder før vor oplevet et tilsvarende paradoks. Ingen vil krigen, og dog forbereder alle sig på den! Sålangt er vi nået, at vi åbent kan tale om krigens forbandelse. Såmange erfaringer er der gjort, at ingen statsmand kan være i tvivl om sit folks indstilling til dette blodige håndværk, der eengang var selve den inspirerende kraft bag de enkelte folkeslags poesi og heltedigtning, men som nu, i sin tekniske version, er blevet selve indbegrebet af gru og elendighed, af ondskab og selvfornedrelse. Sålangt, – og alligevel –
Menneskehedens største håb.
I dette, at der ikke jorden over findes blot eet normalt menneske, der ønsker krig, ligger i virkeligheden menneskehedens største håb. Var vi alle vildt begejstrede for "døden på ærens mark", var den totale udslettelse os vis. Men vi ser ikke længere nogen storhed i denne hæslige død. Vi bøjer os i dybeste ærbødighed for alle dem, der gav deres liv, for at vi kan leve, men de gav jo netop dette liv, for at vi kunne arbejde os ud af denne onde cirkel, denne kosmiske kædereaktion, der ikke kan standse, før vi i et hele verden omfattende fællesskab bryder denne blodbesudlede kæde.
Den stund, hvor dette vil ske, nærmer sig nu med stærke skridt. Vi kan håbe på, at det lykkes statsmænd at "redde freden", men er vi kloge, forbereder vi os på, at apokalypsens berømte fire ryttere påny sætter sporerne i siden på deres dyr og rider ud til en sidste blodig færd. Endnu engang kan mørket, mere skæbnestungt end nogen sinde sænke sig over have og kontinenter.
En ny krig, hvor frygtelig den end vil blive, betyder dog ikke kulturens undergang. Den vil kun komme til at betyde undergang for det sind, der nærede og fødte den. Dagen fødes altid i nattens mørkeste time, og en ny verdens første, svage lys er da også forlængst begyndt at blive synlig for alle de, der ikke har stirret sig blinde på magtgudens tilsyneladende urokkelige herredømme.
Denne nye verden har sine dybe rødder i det i Dem og mig, der ikke alene vil freden, men som også har forstået, at denne fred kræver noget af os: en sindelagsændring. Der lever i os en drøm, udfra hvilken alt smukt i vort liv er kommet. Vil vi være ganske ærlige overfor os selv, vil vi ikke kunne undgå at vide, at dybt nede under al vor selviskhed, al vor selvoptagethed, al vor mere eller mindre godt camouflerede egoisme, lever der noget, der higer efter et andet lys end neonrørenes forføriske kalden. I hvert eneste menneskehjerte lever der et håb, stærkt eller svagt, efter et liv fri for krig, had, hævn, frygt og aggression. Lad være at vi måske har givet dette håb ringe livsvilkår, det har dog overlevet enhver form for ignoration, for hån, spot eller intellektuel latter. I ensomme stunder har det brudt sig vej frem til vor overbevidsthed og der som en flamme holdt os fast ved dette ene: "Du er evig – evig – evig!"
Vort ydre livs illusion.
Enhver af os har i dybet af vor sjæl en fornemmelse af, at vi er ofre for en frygtelig illusion med hensyn til vort livs stabilitet. Vi vil så gerne tro, at døden ikke er noget, der angår os, og de fleste er simpelthen blevet eksperter i at ignorere tanken om det fysiske livs undergang. Men inderst inde ved vi, at "det er altid senere, end du tror", vi ved, at vi faktisk alle "fødes for at stå i kø for at dø", og at vi en dag må slutte op bag alle dem, der er gået forud for os, og at alt det, vi her hager os fast i, i et nu kan blive revet ud af vore hænder. For nogle har denne viden som sit sørgeligste resultat fået det, at døden er blevet den store, uforsonlige fjende, den mest ubarmhjertige af alle modstandere. For andre derimod, er denne viden blevet den indikator, der lærte dem at tænke alvorligt, og for nogle enkelte blev den tilværelsens mest positive impuls, den, der allerede her, midt i den fysiske verdens larm og virvar, lod dem opleve de vidunderlige glimt af deres egen udødelige tilværelse, der gjorde dem til høje åndelige verdeners milde, men myndige gesandter.
Summen af dem, der har haft disse skønne oplevelser, er langt større, end de fleste tror. Disse mennesker udgør netop dem, der har "øjne, der kan se" og "øren, der kan høre", og de ved i deres inderste, at en kosmisk "fødselstime" stunder til, en "time" i hvilken "en ny himmel og en ny jord" vil blive "født". Disse mennesker udgør i en forvirret tid et kommende internationalt verdensriges urokkelige støtter. For dem er begivenhederne i vort århundrede kun det mørke, på hvis baggrund den nye verdens lys og skønhed vil blive åbenbar for enhver.
Verden længes efter en ny "ildstøtte".
Enhver vesterlænding kender beretningen om "Herren", der viste sig for de flygtende Israeliter som en "ildstøtte", der viste dem vej. Også vor tids åndeligt nødstedte mennesker længes efter en sådan ildstøtte. Menneskehedens ypperste jorden over forstår, at skal verden blive ny, må vi ikke alene opleve en sindelagsændring, men verden må også have et nyt åndeligt fundament, en åndelig viden, som gribes med samme begejstring af orientaleren som af vesterlændingen. Kravet om, at den opvoksende ungdom skal vende tilbage til deres "fædres tro", kan kun stilles af den, der intet, absolut intet har lært af det, der fuldbyrdes foran vore øjne. Thi vore fædres tro indeholdt netop de elementer af uforsonligt had og vrede, hvis konsekvenser vi dagligt oplever. At tro, at verden nogen sinde skal kunne forenes i en åndelig overbevisning, der indeholder en moralsk ret til "retfærdig harme" og "hellig vrede", er det samme som at afsløre, at man ikke har tænkt disse problemer igennem tilbunds. Nej, ligeså sandt det er, at Jesus af Nazareth såede "den sæd, i hvilken alle Jordens slægter skal velsignes", ligeså sandt er det, at vor tid kommer til at fuldbyrde den reformation, igennem hvilken de sidste primitive åndelige "slagger" bliver fjernet fra hans forkyndelse, for hvem dette "at elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv" var "alle loves fylde".
De nuværende kirkesystemers tid er uigenkaldeligt forbi og vil efter en tredie verdenskrig være uden værdi for det højintellektuelt betonede menneske. Disse systemer er allerede i den grad "døende" eller selvopløsende, at det, målt med en historisk alen, kun er et spørgsmål om en relativ kort tid, før deres indflydelse har tabt den sidste rest af det terræn, de endnu holder besat.
Det bliver ikke den autoriserede kirke, der kommer til at frelse verden. Den har haft sin tid og i den udført et vidunderligt arbejde, som forpligter os alle til at nære en dyb taknemmelighed imod den. Men den var i sin natur en begrænset åndelig foreteelse, tilpasset et religiøst instinkt, der ikke krævede klare svar på klare spørgsmål, men som havde det i sin natur blindt at kunne tro og akceptere religiøse krav og påbud. Men det jordiske menneske vil ikke i al evighed forblive et instinktvæsen. I dybet af dets sjæl er nye åndelige evner forlængst brudt igennem og gør sig nu gældende i en sådan udstrækning, at midlertidig religiøs indifferens forlængst er blevet resultatet.
Kirken opnåede aldrig den indre helhed, der udgør forudsætningen for en hele kloden omfattende åndskultur. Kirken og kristusskikkelsen er ikke og har aldrig været eet, dertil er der for stor afstand mellem den mentalitet, Jesus besad og døde for, og den Jordens ordensbehængte kirkefyrster repræsenterer.
Fortolk ikke disse mine ord som intolerance. Det bør stå enhver åndsforsker klart, at man, i samme øjeblik man opbygger en fysisk institution over en åndelig indviets lære og skaber rangs- og lønningsklasser, åbner man portene for en mentalitet, der ligger fjernt fra hans, der kunne sige: "Ræve have huler, og himmelens fugle reder, men menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved!" Den "ildstøtte", menneskeheden idag venter, er af en anden art end ham, der for totusinde år siden måtte demonstrere sin læres sandhed med en ydmygende død på et råt sammentømret kors. Verden venter ikke en ny person, den kan tro på og tilbede, den venter en åndelig viden, som kaster sit lys ind i vort sjælelivs inderste kroge, og som ikke efterlader hadet og intolerancen det allermindste ståsted. Det må være en viden, der formår at belyse og sammensmelte alt det, vi i denne verden er vidne til, til den guddommelige helhed, der for al fremtid opløser illusionen om ondskabens reelle eksistens. En fremtidig verden må blive en verden uden djævle eller andre åndelige imaginationer, en verden hvor enhver forstår, at uvidenhed alene er al ondskabs kilde. Det åndelige fundament, der skal bære verdens forenede stater, må, sagt i korthed, repræsentere den endelige og totale afdækning af tilværelsesmysteriet, synligt for vort eget intellekt. Først den dag dette er fuldbyrdet, er vejen banet for den åndelige samhørighed, der udgør selve forudsætningen for en hele kloden omfattende verdensstat, – først den dag eksisterer der virkeligt kun "een hjord og een hyrde".
II.
Det er naturligt for et menneske, der i tre gange syv år har levet sammen med Martinus og fulgt hans missions fremvækst i de fleste af dens faser, at holde det lys, han har bragt, op imod det mørke, der omgiver os på alle sider. Det falder ikke i ret mange menneskers lod, som det faldt i min, at blive vidne til et liv, der i alt afviger fra det tilvante. Jeg skriver ikke dette for på nogen måde at fremhæve min egen person, men for at understrege, at hverken det foranstående eller det efterfølgende er skrevet udfra en hastigt opblussende ungdommelig begejstring, men derimod af et menneske, der ikke alene har set, hvad der har været skjult for andre, men også i den grå hverdag har haft lejlighed til eftertanke og efterprøvning af det sete og oplevede.
Ingen, der blot med nogen alvor i sindet har lyttet til de toner, der ved dette årsskifte lød til os fra verdens ledende personligheder, kunne undgå at føle angsten bag ordene. Angsten for, hvad det kommende år vil bringe menneskeheden, angsten for at alle de værdier, der udgør grundlaget for vor kultur, er truet på livet. Denne livsangst er blevet den civiliserede verdens mare. Den toner os i møde fra videnskabens ypperste, fra den moderne litteratur og fra religionen, der trygler og beder ungdommen om at vende tilbage til "fædrenes tro".
Hvor forunderligt at betragte dette forvirrende spil i lyset af Martinus' kosmiske analyser! Hvor forunderligt selv at se og vide med hele sin sjæl, at det altsammen blot skyldes, at verden i sin midlertidige åndelige afsporethed, er faldet for fristelsen til at dyrke det uvæsentlige på det væsentliges bekostning. Hvor tåbeligt, ja hvor sindssygt er det ikke dag efter dag at fylde sin bevidsthed, dette kostelige instrument, med forestillinger som "de forbandede russere" eller "de skrupskøre amerikanere" o. s. v., o. s. v., ja hvor heltud barnagtigt, at bedømme det, vi idag er vidne til, efter recepten: "Det er de andre, der er skyld i al vor elendighed!" Der er næppe nogen opfattelse, der forekommer mennesket med åndelig indsigt mere uværdig end den, at give "de andre" skylden for egen fiasko. De andre, – hele denne eventyrlige skala af liv, der strækker sig fra mineralrigets bundne verdener til det stjernebestrøede himmelhvælv, og som samlet udgør den Ene, der uafladeligt danner og former os i "sit billede efter sin lignelse". Fjern sorgen, skuffelsen, modgangen, ja fjern alt det, vi under eet kalder "smerte", og hvad blev der af det, vi kalder "lykke"? At tro, at nogen af de nationer, der idag opfylder jorden, udgør de egentlig skyldige i den ulykke, vi alle oplever, er dybest set så naivt, at det unddrager sig enhver diskussion.
Et gammelt ord siger, at "Guds mølle maler langsomt, men den maler!" Takket være Martinus' kosmiske analyser, er vi nu mange, der ved, at denne "mølle" nu har "malet" et sådant fond af selvoplevet lidelseserfaringsmateriale frem i menneskehedens samlede bevidsthedsliv, at forudsætningen for en ny verdens fødsel endelig er tilstede. Hvor andre kun ser håbløshed og kaos, der gør deres livsangst eller rettere, dødsfrygt, endnu mere intens, ser det åndeligt oplyste menneske kun de "veer", der nødvendigvis må gå forud for "fødslen". Hvor andre spreder deres egen angst og uro igennem de tusinde kanaler og derved yderligere øger det uvidende menneskes åndelige lidelse, føler vi en klippe under vore fødder.
Troens tidsalder er et uigenkaldeligt overstået stadium.
Spørg en hvilken som helst moderne ung mand på tyve år, De kender, om hvormange af hans kammerater, der søger kirken, fordi de tror på dens lære, og De vil erfare et og andet om trosevnens fallit. Mange har fortolket ungdommens indifferens overfor den statsautoriserede religiøse forkyndelse som ensbetydende med voksende irreligiøsitet. Intet er mere forkert. Der findes intet normalt menneske på jorden, som ikke er dybt interesseret i sin bevidstheds egenart. Men den tid er forbi, hvor man får ungdommen i tale ved hjælp af en forkyndelse, der på grund af sin mentale tågethed forlængst er gået devalueringens gang. Vi står her ved den simple konsekvens af, at man indenfor alle de øvrige livsområder har advaret enhver ung imod den blåøjede og naive tro og understreget for ham, at kun den, der for alvor bruger sin forstand, har chance for at klare sig. Det er os selv, der udgør den direkte årsag til, at ungdommen af idag er så indstillet på vågen, dagklar viden, som tilfældet er.
Dette forhold er imidlertid ikke ensbetydende med, at ungdommens bevidsthedsliv kun er udadvendt. Tal med myndighed til den om det af dens åndelige liv, som den på grund af egne, selvoplevede erfaringer har forudsætning for at forstå, og den vil sluge ethvert af Deres ord. Personligt har jeg gentagne gange haft den oplevelse efter indbydelse at tale for en stor gruppe gymnasiaster om kosmiske problemer, og jeg har hver gang oplevet en så intens lydhørhed, at man virkelig ville have kunnet høre den berømte "nål" falde til gulvet, så stille har der været. Disse forsøg har belært mig om, at dersom den opvoksende slægt blev konfronteret med en levende dagklar viden om de dybeste årsager til den skæbne, som både den selv og livet omkring den oplever, ville en mængde af de problemer, der senere kommer til at tynge den, falde bort af sig selv. Men her støder man tragisk nok på den mur, som de "skriftkloge" af idag, med deres "vi alene vide", har rejst om dette vigtige område. Religionsundervisningen, som den endnu former sig i vore skoler, er netop de "stene for brød", der hindrer de unge i at få kontakt med det egentlige eller væsentlige i tilværelsen.
Fremtidens kirke bliver – skolen.
De ældste af os har endnu erindringen om de timer, vi som børn tilbragte med at lære den lille katekismus udenad, blot for at kunne tilfredsstille en nidkær religionslærers selvretfærdige pligtfølelse. At tro, at en tilbagevending til denne åndløse indterpning af "store sandheder" vil give andet end golde frugter, kan kun bero på mangelfuld forståelse af religionens inderste væsen. Nej, den opvoksende slægt skal ikke møde tilværelsens ædleste element i form af utålelig tvang, den skal møde det i form af en livsinspirerende undervisning, fuldbyrdet af mennesker, der selv søger at være i overensstemmelse med den høje viden, de giver udtryk for.
Det er yderst nødvendigt, at man gør sig klart, at den allerede berørte sindelagsændring, der nødvendigvis må gå forud for nye mentale tilstandes tilsynekomst i vort samfund, omfatter andet og mere end blot dette at blive et venligt og tolerant menneske. Det indebærer også det krav, at man tager kampen op med en række i virkeligheden håbløst forældede og for sandheden yderst farlige spise-, ryge- og drikkevaner. Kampen kommer således ikke alene til at stå om forældede tænkevaner. Den vil blive en storm, en indre åndelig udrensningsproces, der ikke lader ret meget af det, der idag har hævd, beholde magten. At tro, at fremtidens åndelige forkyndere i ret meget er en kopi af fortidens, er at lulle sig selv i en illusion. Fremtidens ungdom kræver betydeligt mere af dem, der skal undervise dem i tilværelsens højeste og ædleste problemer, end flertallet i øjeblikket forestiller sig. Fremtidens præster bliver ikke en kopi af nutidens teologer. Det bliver mennesker, som både psykisk og fysisk er ophørte at "æde sammen med svinene".
Ordene kan synes skarpe, men er dog ikke tænkt således. Det er blot dødsens nødvendigt, at man gør sig klart, at det, der er ifærd med at ske indenfor det åndelige livs område, har kurs mod en virkelig ny verden, en verden i hvilken det humane princip ikke alene omfatter mennesker, men også både dyr og planter, ja alt, hvad vi overhovedet er i berøring med.
Selvom det her vil føre for vidt at tegne selv et begrænset billede af denne nye verden, er det nødvendigt at skrive, at Martinus igennem sit verdensbillede afslører, at hovedårsagen til det enkelte menneskes ofte ulykkelige skæbne er den, at det i sin forfærdende åndelige uvidenhed har afgrænset sit ansvarsområde til kun at omfatte det mellemkosmos, i hvilket det selv er hovedaktøren, medens den virkelige sandhed er den, at vi, uden at kende vort sande tilhørsforhold til både mikro- og makrokosmos, som blindfødte styrter i den afgrund, man ganske kort betegner med udtrykket "en ulykkelig skæbne".
Storheden i Martinus' verdensbillede er jo netop dets fantastiske tilgængelighed for vågen, dagsbevidst erkendelse, hvorved det ganske naturligt kommer til at udgøre grundlaget for den undervisning i kosmologi, der i fremtiden vil indgå som en selvfølgelig bestanddel af ethvert barns skolemæssige uddannelse.
Martinus' verdensbillede og dets forhold til forskellige andre, åndelige bevægelser.
Det hænder jævnligt, at udenforstående søger at gøre Martinus' arbejde identisk med en "slags" antroposofi, theosofi eller spiritisme. Intet kan være mere fejlagtigt. En selv blot overfladisk undersøgelse vil hurtigt overbevise enhver sand åndsforsker om, at vi i de her nævnte åndelige bevægelser er stillet overfor afgrænsede åndelige foreteelser af tidsbestemt natur. Hverken antroposofien eller theosofien kender det levende væsens sande forhold til mikrokosmos, hvilket fremgår af den kendsgerning, at deres ledere lader deres lig brænde. Men uden kendskab til det her berørte fundamentale livsområde, hvilket vil sige: uden kendskab til tilværelsens kosmiske kredsløbsprincip, bekræfter enhver åndelig opfattelse sig selv som uden kontakt med den helhedsopfattelse, fremtidens mennesker må leve på, om deres lykke skal være urokkelig.
Spiritismen som religion betragtet, løser intet livsproblem for den, som ikke i forvejen tvivler på, at døden blot betyder indgangen til et endnu lykkeligere liv. Hermed er ikke sagt, at denne specielle åndsretning ikke er af meget stor værdi for mennesker, der føler sig i kontakt med dens budskab, men intet alvorligt menneske vil kunne forestille sig, at verdens kommende religiøse grundlag skal bestå af mediumisme, trancetale eller psykometri. Alle disse funktioner, der hver for sig kan være vidunderlige, rummer dog også, hver for sig sig, så store muligheder for bevidst eller ubevidst bedrageri, at det altid vil være en betænkelig sag at tage ansvaret for at føre ubefæstede sjæle til netop denne åndelige kilde.
Kun en altomfattende og tilbundsgående åndelig indsigt kan udgøre en kommende verdensstats fundament.
Man må se den kendsgerning lige i øjnene, at alene et kosmisk verdensbillede, der på een og samme tid både er befriet for enhver rest af mystik og samtidigt udgør en generalnævner for de af tidligere tiders store vise forkyndte urokkelige sandheder, kan udgøre fundamentet for en kommende, altomfattende verdenskultur. Det åndeligt nødstedte menneske af idag søger ikke en ny tro, ejheller en ny person at tilbede, det søger ene og alene en altomfattende åndelig viden om sig selv. En viden, der ved sin universelle natur, er hævet over en hvilken som helst form for sekt eller foreningsdannelse. Kun denne viden alene har betydning, personen, der bringer den, er, hvor mærkeligt dette end kan lyde for mennesker, der er vante til at dyrke åndelige budbringere som Guder, i sig selv betydningsløs og vil, om han er den rette, også selv frabede sig enhver form for hyldest eller glorificering. At Martinus ikke alene står mål med denne fordring, ved enhver, der kender ham, men for at der ikke skal herske tvivl, vil jeg afslutte dette afsnit med efterfølgende citat fra Livets Bog I. stk. 22. "Men da denne åndelige proces, ("Den store fødsel", se Livets Bog. stk. 20-21), som før nævnt, bliver oplevet af ethvert individ, når det i sin evige tilværelse passerer den for nævnte oplevelse nødvendige udviklingstilstand, vil det her være synligt, at jeg med hensyn til sansebegavelse ikke repræsenterer noget særligt privilegium eller udgør nogen som helst undtagelse fra reglen, at jeg i den evige udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste tøddel mere, end hvad alle andre væsener før mig har været, og hvad alle andre væsener efter mig vil blive."
III.
Vender vi os nu direkte imod Martinus' arbejde og benytter den anledning, som årsskiftet giver os, til at foretage en vurdering af, hvad det svundne år bragte, og hvad det kommende år forhåbentlig vil bringe, bliver vi vidne til, at den sag, vi alle med så stærke bånd er knyttede til, er i levende, inspirerende vækst.
Med det svundne år fuldbyrdedes Kosmos Ferieby ved Klint. Ikke således, at der aldrig mere skal foretages udvidelser, men sådan, at den nu har den form, vi i så mange år har ønsket. Mange har gennem årene stillet sig skeptisk overfor den opgave, vi her tog op, men kritikken forstummede gradvis, efterhånden som planerne fuldbyrdedes, og feriebyen blev en kendsgerning. At det ikke er et økonomisk beskedent foretagende er almenkendt. Værdien af den samlede ferieby nærmer sig stærkt millionen, og det siger sig selv, at det ikke altid har været let at føje de enkelte økonomiske led sammen. Men lad det i samme åndedrag være sagt, at ingen prøve på, hvad åndeligt sammenhold helt udenom almindelig foreningsdannelse kan føre til, er blevet bedre bestået end denne. Som den, der gennem mange år på nærmere hold har været vidne til denne manifestation af indbyrdes kærlighed, er det med en egen glæde i sindet, at jeg skriver, at skabelsen af denne store ferieby har været som et strålende eventyr i en ubarmhjertig hård tid. Når dens historie engang skal skrives, og sløret løftes for alle dem, der med kærlige hænder og hjælpsomme sind bidrog til, at Martinus' arbejde her fik et ydre ansigt, som ikke kan skjules, vil man få at se, at omkring denne skabelse "stod engle vagt" på en sådan måde, at der ingen tvivl kunne herske om, at det, der her skabtes, skulle skabes, fordi det tjente en større hensigt end blot den, at være et sted, hvor man samledes udelukkende for feriens skyld.
Fra nu af er opgaven ved Klint ikke længere af fysisk art. År for år vil dette sted nu i en stadigt stigende grad blive et internationalt samlingssted for kosmisk indstillede mennesker, en skole, der vil blive søgt af mennesker fra klodens fjerneste egne. At dette vil tage sin tid, ved vi, men det er målet, – og et mål, ingen her et øjeblik vil tabe af syne.
Indadtil, på den rent åndelige front, begynder virkningen af feriebyens fuldendelse nu for alvor at gøre sig gældende. Kræfter, der gennem en årrække har været bundet af rent fysisk arbejde, er nu endelig frigjorte, og det vil ses i den tid, der kommer. Den første umiddelbare virkning af denne frihed, bliver genoptrykningen af Livets Bog I. og II. Disse bøger har været savnet i en grad, som man skal være i sagens centrum for at forstå. Imidlertid er trykningen i fuld gang. Den besørges indenfor vore egne mure, idet det er lykkedes os at erhverve netop de maskiner, der her er nødvendige, hvad der igen har reduceret det kostbare genoptrykningsarbejde ganske betydeligt.
I disse måneder lægger Martinus sidste hånd på Livets Bog V. – et værk, som med sine analyser af det sexuelle mysterium simpelthen vil blive skelsættende. Tilbage har Martinus nu kun afslutningen af sit hovedværk, hvor han i dets sidste bind vil bringe analyserne af den kommende verdensmoral. Et arbejde, som ingen, der lever idag, er istand til helt at overskue, nærmer sig dermed sin fuldendelse. Om det kan man i sandhed sige, at det "fødtes i en krybbe". I dybeste stilhed er der her fuldbyrdet en skabelse, der for al kommende fremtid vil bære bud om, hvilke højder den menneskelige ånd kan nå, når de rette forudsætninger er tilstede. Påny står menneskene overfor en, der ikke taler som "de skriftkloge", men som den, der i kraft af egen indre selvoplevelse, "har myndighed dertil".
Men er dette arbejde end født i dybeste stilhed, så går dets rødder allerede nu så dybt og så vidt, at enhver tanke om, at det blot er en "døgnflue", kun kan næres af dem, der hverken har haft mod eller åndelig hunger nok til at studere det med den alvor, der er forudsætningen for dets tilegnelse.
Ved selve årsskiftet, altså i disse dage, udkommer Martinus lille, stærke bog "Menneskeheden og Verdensbilledet", en bog vi venter os meget af, fordi den i koncentreret form giver det nye verdensbilledes hovedpunkter, og som derfor i oversat form har mulighed for at blive en strålende budbringer om vort arbejdes eksistens til andre lande, men derom senere.
Såsnart "Menneskeheden og Verdensbilledet" udgår af KOSMOS, bringer vi en bog, der har været stærkt savnet gennem de svundne år, nemlig Martinus' storartikkel om ligbrændingsproblemet: "Bisættelse". Det her berørte problem bliver år for år mere og mere aktuelt, og det er derfor af den største betydning, at Martinus' analyse af dette område bliver tilgængelig i bogform. Det er nu såmange år siden, Martinus skrev denne artikkel, at den er ukendt for flertallet af KOSMOS' nuværende abonnenter, men uanset dette, skal det her siges, at det udelukkende skyldes den specielle ordning med genoptrykningen i bogform i KOSMOS, at vi økonomisk magter disse i virkeligheden meget kostbare genoptryk. Det indbyrdes sammenhold i sagen bærer således også på dette område en frugt, vi kan være stolte af.
Det er vist ingen hemmelighed, at min egen tid i det svundne år, blev "opslugt" af den store ombygning ved Klint, således at jeg ikke nåede at blive færdig med mit kursus over Martinus' åndsvidenskab. Jeg har imidlertid her den glæde at kunne meddele, at hefte IV nu nærmer sig sin afslutning og snart vil gå i trykken og håber så blot på, at jeg kan få tid til at fuldføre denne opgave i eet stræk, inden jeg igen skal til Klint.
Udover dette, at jeg selv er i fuld gang med arbejdet på dette kursus, kan jeg glæde sagens interesserede med den oplysning, at en af vore medarbejdere gennem mange år, magister Benjamin Saxe i stilhed udarbejder et brevskolekursus på basis af de allerede udkomne hefter. Dette arbejde, der er meget omfattende, vil imidlertid kræve lang tid, så det vil ikke foreløbig være muligt at udtale sig konkret om tidspunktet for dets afslutning og dermed offentlige tilgængelighed.
Udlandet.
Medens vi er ved omtalen af ovennævnte kursus, tror jeg, at det vil interessere Dem at høre, at der på fuld kraft arbejdes med oversættelser af det til flere sprog. Igennem tidligere oplysninger er De informeret om, at en af sagens interesserede igennem mange år, fru Isobel Rønn, der er englænderinde af fødsel, allerede har oversat en stor del af det allerede udkomne til engelsk. Denne oversættelse har, takket være Poul Brunton, allerede været til gennemsyn hos et stort engelsk forlag, der nu blot afventer resten, før endelige forhandlinger om udgivelse kan påbegyndes.
Udover den engelske udgave, forberedes der både en svensk og en tysk udgave. Den svenske oversættelse er i hænderne på vor svenske medarbejder fil. stud. Ingvar Hedberg, som igennem sine oversættelser af Martinus' artikler i KOSMOS allerede er Dem velbekendt. Den tyske oversættelse besørges af civilingeniør Eric Gentsch, der er tysker, men som arbejder ved en af vore store tekniske virksomheder. Også denne oversættelse er i de bedste hænder, idet ingeniør Gentsch ikke alene selv er meget begejstret for Martinus' arbejde og derfor mentalt helt på bølgelængde med dets idemateriale, hvad der jo må være den absolutte forudsætning for at kunne oversætte det, men ydermere lader en af sine venner, en fremtrædende tysk videnskabsmand kontrollere oversættelsens sproglige korrekthed. Som De vil forstå, er det ikke overdrevet, når jeg hævder, at kræfterne nu koncentreres stærkt om den åndelige front.
Omtalen af oversættelsesarbejdet ville imidlertid ikke være fuldkomment, om jeg ikke samtidigt fortalte Dem om en esperantogruppe, der er blevet dannet i det stille, og som har sat sig som mål, både at få oversat en række af Martinus værker til dette sprog og få oprettet kontakt med interesserede esperantister i alle lande. At der ikke er tale om noget "svævende" vil De forstå, når jeg meddeler Dem, at denne gruppe har allieret sig med en af Danmarks dygtigste esperantister, hr. lærer C. Graversen i Esbjerg, der nu er gået igang med oversættelsen af "Menneskeheden og Verdensbilledet" til Esperanto. Gruppens deltagere, der iblandt sig tæller repræsentanter for sagens mest levende og energiske ungdom, bekoster selv sine oversættelser og bekræfter i virkeligheden hermed sin åndelige kvalitet. Det bliver ikke uinteressant at følge det arbejde, som her er igang. Det kan få uanede konsekvenser!
Vi får, som De ved, året rundt adskillige besøg af udlændinge og vi ved, at mange ude i verden med spænding venter på den dag, da Martinus' arbejde bliver tilgængeligt på verdenssprogene. Personligt ser jeg ingen grund til at skjule, at det er min overbevisning, at det bliver udlandet, der for alvor kommer til at gøre hjemlandet opmærksom på, hvem Martinus er, og hvilken værdi hans arbejde har. Vi ser lidt af dette i Sverige, hvor den store frisksportbevægelse i sit fornemme julenummer bringer en rigt illustreret artikel om Martinus af vor svenske medarbejder Agne Windmark, samt en række strålende udtalelser om den svenske udgave af "Den ideelle Føde". I vor meget store julepost i år var der breve fra næsten alle lande, og den tid vil ikke være fjern, da sagens centrum her i København bliver det selvfølgelige mål for utallige mennesker fra selv klodens fjerneste egne. Det svundne år gav os en forsmag herpå ved sine besøg af højtstående indere, for hvem mødet med Martinus var en oplevelse, de aldrig vil glemme. Vi står her overfor den ejendommelighed, at medens de fleste vesterlændinge altid kræver videnskabelige titler, før de lytter til et menneske, spørger orientalerne først, om "han har det fra sig selv, eller om han har læst sig til det". Er det sidste tilfældet, spørger de høfligt, hvilke bøger han har læst og erklærer derefter med ægte orientalsk høflighed, at dem glæder de sig rigtignok til selv at læse! Netop dette, at Martinus er sin egen kilde, drager dem hertil, og ingen af dem skjuler, at de med længsel ser hen til den dag, hvor de kan læse ham på et af verdenssprogene.
– – –
Mørkt og trist var det billede, verdens førende personligheder tegnede af verdenssituationen ved dette årsskifte. Det var al denne koncentrerede pessimisme, der tvang mig "pennen i hånden", fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være med at tænke på, hvilke taler og artikler vi havde fået fra de samme mennesker, om de havde fået samme kosmiske opdragelse som den, der er blevet Dem og mig til del! Som det nu er, er det faktisk en ynk at høre offentlige personer udtale sig. Man får hver gang et forfærdende indtryk af, at de intet forstår af alt det, der foregår omkring dem, og at de derfor, i deres fantastiske mangel på virkelig indsigt, tager deres tilflugt til fraser af selv simpleste karat.
Men i dette lille land højt mod nord, der nu to gange har været forskånet for at blive direkte krigsområde, og som påny vil blive forskånet, dersom en krig skulle nærme sig dets kyster, lever der idag en gruppe mennesker, der midt i det mørke, der tynger de fleste og tvinger dem til at tænke triste og destruktive tanker, har set et stort, nyt åndeligt lys flamme op. Vi er disse mennesker, og vi har næret vort sjælelige liv ved dette lys, og vi har varmet os ved den kærlighed, det udstråler. Det viste os, hvad andre endnu ikke har set og skænkede os i vore egne mørkeste stunder netop den indre kraft, der gjorde modgangens dage overkommelige. Vi ved alle, at vi står i gæld til dette lys, for hvad det har skænket os, og at denne gæld kun kan betales ved, at vi bringer andre bud om dets eksistens.
Omend endnu kun få, er vi dog "en stad, der ligger på et bjerg, og hvis lys ikke kan skjules". Vel er der ingen af os, der endnu står mål med de idealer, vi har erkendt, men vi ved nu, hvor vejen går, og kan ikke alene selv følge den, men også drage andre ind i vort følge. At der i disse vore forsøg på at få andre med os på vor vandring fremover, må komme skuffelser til hver og en af os, bør ikke få os til at tabe modet. Tværtimod bør vore skuffelser opildne os til nye forsøg, kun derigennem vil vi selv vokse i ånd og indsigt.
Igennem sit verdensbillede har Martinus skabt grundlaget for en menneskelig tilværelse, der afviger fra, hvad vi før har kendt derved, at den på een og samme tid bekræfter, hvad fortidens store vise forkyndte os, samtidigt med at den åbner helt nye åndelige perspektiver, der giver os mulighed for en i virkeligheden heltud eventyrlig åndelig vækst. Men også om Martinus gælder de ældgamle ord, at han "ikke er kommen for at bringe fred, men sværd". Man møder ikke en stor, ny sandhed på sin vej, uden at dette får konsekvenser for ens liv, konsekvenser der ofte, ihvert fald i begyndelsen, skaber flere tårer end smil. Knivskarpt baner de kosmiske analyser sig vej til det inderste i os og tvinger os til at tage stilling – mod os selv! Mod ældgamle, forstenede vaneopfattelsers herredømme over vort forestillingsliv. Fra nu af bliver det ikke "de andre", men os selv, vor egen overbevidsthed, der bliver vor værste "tugtemester". Det er i dette, at der åbner sig en afgrundsdyb forskel mellem fortid og fremtid. I sit forhold til en given tro, kan man søge "syndernes forladelse", men ved man først med hele sin sjæl, at ens tænke- og handlemåde er forkert, gives der ingen anden vej til en genoprettet indre fred, end den forandring af tænke- og væremåde, der er denne freds urokkelige pris.
Det er sandt, at verden har nået "de sidste tider", men det er "det dræbende princips sidste tider", der her er tale om. Når dette blodige drama er fuldbyrdet, vil der på verdens ruiner blive rejst et nyt tempel, og det menneskelige liv vil blive en strålende opfyldelse af alle forjættelser. Verden vil da blive den skueplads for ånd, kunst og kærlighed, vi alle dybt i vore hjerter nu så inderligt begærer.
Tilbage til artikelregister
Forrige