Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det kan være farligt at opstille regler, fordi det ofte faar mennesker til at glemme, at der findes undtagelser fra disse regler, og at disse undtagelser ofte kan være af stor betydning i de situationer, hvor de forekommer.

Men derfor er det alligevel nødvendigt for os at forsøge at formulere regler ud fra de iagttagelser, vi gør, for kun derigennem kan vi gøre os noget haab om at naa frem til et overblik over den brogede mangfoldighed af iagttagelser, der udgør menneskets livserfaringer. Vi ser da ogsaa, at det ligger indbygget i mennesket som en naturlig funktion: at uddrage reglerne – det enkle – fra det sammensatte og brogede. Hele vor videns vækst beror paa den ordnende og næsten katalogiserende evne, som, generation efter generation, har ladet menneskets syn frigøre sig fra detaillernes uendelige mangfoldighed for at løfte sig mod de store principper og love, der udløser sig gennem det hav af enkeltheder, vi med eet ord kalder: Tilværelsen!

Og hvad har resultatet af alt dette saa været? Ja, det lader sig ikke fremføre i eet ord eller i een sætning. Dels fordi processen langt fra er færdig endnu og dels fordi genstanden for vor undersøgelse – livet og verden omkring os – trods al vor stræben mod forenkling stadig fremtræder uhyre kompliceret.

Men vi har kunnet forenkle iagttagelserne indenfor mange af vore erfaringsfelter, og overalt indenfor saadanne omraader er resultatet blevet erkendelsen af lovmæssighed og plan, erkendelsen af "noget", der laa udenfor menneskets rækkevidde, men som alligevel paa samme tid lod sig anvende af mennesket i hans forsøg paa at tilfredsstille sine begær. Mennesket ved ikke, hvad f. eks. elektricitet er, men det lader sig saa udmærket gøre at anvende den til egen fordel, fordi vi kender en del love, som elektriciteten har vist sig at følge.

Derimod er der andre omraader, hvor resultaterne ikke synes at ville dukke frem, og mennesket har med et vist mismod forladt disse omraader, thi uden den stimulans, som opnaaelse af resultater giver, maa en forskning før eller senere gaa i staa. Det kan ogsaa formuleres paa den maade, at naar mennesket under sin videnskabelige søgen efter planer og love i detaillernes virvar ikke synes at støde paa den mindste mulighed for at fremdrage love, ja saa bliver hans konklusion i første omgang den, at saa er der sikkert ingen! Menneskelivet er jo trods alt kun en døgnfluetilværelse i udviklingens evighed.

Og det paagældende forskningsfelt, der viser sig saa karrigt med resultater, som kan tilfredsstille den videnskabeligt indstillede forsker, overlades til dem, der kun er interesserede i at beskrive detaillerne. Dette arbejde er maaske ikke mindre værdifuldt, for det bevarer materialet til senere behandling, naar evnerne er voksede, men det er alligevel præget af det, der finder udtryk i det gamle mundheld: man kan ikke se skoven for lutter træer! Det bliver en fortælling om træerne og deres struktur, men skovens princip er der ingen, der faar øje paa.

Men der var det generende ved det, at indenfor dette "bandlyste" omraade fandt menneskene de oplevelser, der gav deres liv indhold! Kærligheden, kunsten – i alle dens forgreninger, ja og endog de lovsystemer efter hvilke disse videnskabens tilbedere indrettede deres egen tilværelse, udsprang fra det foragtede "subjektive" omraade.

Imod sine egne naturlige anlæg, imod den kyniske, konsekvente fornuft, satte mennesket ind paa at leve saadan, som han ikke kunde! Hans love tog sigte mod dette, at man skulde "elske sin næste som sig selv", paa trods af, at han havde fremragende anlæg for at gøre det modsatte, og gang paa gang bukkede under for disse anlæg! Der maatte dog altsaa være "noget" indenfor dette omraade, siden der udgik saadanne virkninger derfra?

Men det ligger i selve denne evnes stadigt stærkere funktion i den menneskelige bevidsthed, at mennesket atter og atter i sin forskning vender sig mod de omraader, der ikke synes at ville afgive stof, som kan bearbejdes af denne evne.

Og her er vi ved kernen.

Mennesket har forsøgt at skabe love og forskrifter – politiske og økonomiske – som han selv skulde passe ind i, og han har oplevet, at undtagelserne truede med at overskride de regelmæssige tilfælde.

Han har atter og atter skabt systemer, der skulde sikre lykken, freden og den almindelige velstand, og oplevede, at systemet kunde ikke gøre det alene. Mennesket var noget mere end fysiologiske virkninger i en krop.

Mennesket klassificerede sig selv, dannede baase, hvori klasserne blev anbragt, og oplevede, at der var ingen, der paaskønnede at blive sat i baas. Mennesket er ikke blot en "arbejdsenhed" med de og de materielle fornødenheder, han er et levende væsen, der i mere og mere udpræget grad afslører noget, man har kaldt "aandsliv", og som viser sig uløseligt knyttet til den føromtalte "bandlyste" zone, der synes at unddrage sig videnskabelig udforskning.

Men livet har sin egen maade at undervise paa, og resultatet af dets undervisning er blevet, at mennesket nu med eller mod sin vilje ser sig tvunget til at ofre problemet "mennesket" saa at sige hele sin opmærksomhed. Og selv om der her er rigelig plads for udløsning af gamle fordomme, personlige opfattelser o. m. a., saa bliver grundtonen dog denne, at hinsides nuancerne er vi alle mennesker, og verden omkring os er ikke noget, som vi ubarmhjertigt er overladt til, men derimod noget, som vi med vor større eller mindre indsigt selv har frembragt og stadig frembringer, og som derfor ogsaa kan omdannes og skal omdannes til at blive det, som vi alle ønsker, at den skal være.

Maskinen skal ikke være menneskets herre, men derimod den tjener, der giver plads for den aand, som rører stadigt stærkere paa sig i menneskets bevidsthed. Tankerne om denne forvandling er tænkte, nu staar mennesket blot overfor dette: at skulle tage disse tanker alvorligt!

Mennesket har tidligere formuleret sin mening om udviklingens gang paa den maade, at: "tiden vilde føre med sig – – –"; nu staar han overfor en mere og mere klar erkendelse af, at det er ham selv, der skal præge tiden!

Den planskabelse, der har præget hans handlinger indenfor det omraade, hvor han arbejdede med stoffer og ting, maa han ogsaa søge realiseret indenfor dette andet omraade. Det er blevet en paatrængende nødvendighed for ham, med fornyet energi – men ogsaa med evner, der i mellemtiden er voksede – at vende sig mod de omraader, der oplystes af de glimt, der udgik fra en Buddha eller en Kristus, omraader, som allerede en Sokrates søgte at bane sig vej ind i, og der fremdrage de love og den sandhed, der har foraarsaget, at mennesket satte det humane, som han ikke magtede til fuldkommenhed, højere end det dyriske, i hvilket han af naturen var ekspert!

– – – og han vil opdage, at den magt, der lader snavs og raaddenskab gaa over i kresløb, hvor det bliver til blomsters skønne farver og berusende dufte, ogsaa har en højere plan med mennesket end at gøre ham til maskinens tjener eller hans egen værste fjende.