Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskets Indre Kraftkilde.

Noget af det, som i særlig Grad kendetegner den Overgangs- og Brydningstid, som Jordkloden nu gennemlever, kan findes i den stadig voksende Byrde af – tildels endog meget svære – Lidelser, der lægges paa Menneskehedens Skuldre. Flere og flere Mennesker er i vore Dage ligefrem ved at segne under det tunge Aag. Indtil en vis Grad staar vi her overfor Følger af Verdenskrigens Ødelæggelser og Efterkrigstidens Rystelser, ikke mindst af den saakaldte Verdensdepression, der har berøvet talrige Mennesker deres økonomiske Fodfæste og prisgivet dem til Utryghedsfølelse, Angst, ja – ikke sjælden – til Fortvivlelse. Men dette er nu alligevel ikke helt tilstrækkeligt til at forklare al den Jammer og Elendighed, der fylder den legemlige og sjælelige Tilværelse hos en Hærskares Mangfoldighed af Syge og Halvsyge. Den egentlige Nøgle til Problemet maa søges i den Kendsgerning, at Jorden og Menneskene staar midt inde i en sjælelig-aandelig Omdannelsesproces af et vældigt Omfang. En ny Verdensimpuls er ved at bryde igennem, og det er indlysende, at en saadan Omvæltning ikke kan foregaa, uden at Nerverne vibrerer heftigt og mangt et følsomt Sind fornemmer det, som om de faste Punkter, ved Hjælp af hvilke Tilværelsen har været reguleret, svinder bort i Taage; – Sjælelivet kommer ud af den vante Balance.

Denne Tilstand føles navnlig af Personer med et impulsivt Temperament eller et fintmærkende Nervesystem som noget særdeles pinligt. For at kunne faa Bugt med de smertelige Fornemmelser maa disse Mennesker ikke nøjes med selvopgivende at konstatere, at Verden er ude af Lave, og efter Strudsemanér at stikke Hovedet ind i Busken; de bør meget mere søge tilbunds i, hvad der foregaar; de vil da lære at forstaa, at Rystelserne, selv om de er aldrig saa heftige, er af forbigaaende Art, – at de er Fænomener, der ledsager Overgangen fra Mørke til Lys.

Der er imidlertid desværre ikke mange Mennesker, som alvorligt bestræber sig paa at bringe deres Sjælelivs Puls til at slaa i Takt med de mægtige kosmiske Begivenheder, som for Tiden griber ind i Jordklodens Skæbne. Derfor bereder den store Omvæltning saa mange Smerter. Overfor disse maa den materielle Lægevidenskab meget ofte melde Pas. Det er ejendommeligt nok at iagttage, paa hvilket højt Stadium det offentlige Sundhedsvæsen netop nu staar, og hvorledes det alligevel ikke lykkes ad denne Vej at faa Bugt med de Lidelser, hvorunder saa mange Mennesker stønner. Vor Tids Hospitaler og Sanatorier er mønsterværdige; der sørges energisk for, at Befolkningen i de store Byer faar Lys og frisk Luft; Sport og Idræt blomstrer; Serumtherapien har vundet store Sejre. Man er i de civiliserede Lande blevet Herre over saadanne Landeplager, der i Form af Kolera, Pest, Spedalskhed o. s. v. tidligere var en frygtelig Svøbe for Menneskeheden. Livets Gennemsnitsvarighed er forlænget. Men Sjælens Uro, Glædesløsheden, Sindets manglende Ligevægt, de mangehaande Nervelidelser breder sig i uhyggelig Grad, og som Følge af den intime Forbindelse mellem Sjæl og Legeme tiltager i Virkeligheden ogsaa Dispositionen for fysiske Sygdomme.

Det i sin inderste Kærne helt igennem sunde Menneske hilser hver ny Morgen med en varmende Følelse af Livsglæde og breder sine Arme med Fryd ud mod Dagen og Lyset. Men de saaledes indstillede, lykkelige Individer udgør i vore Dage kun et ringe Mindretal. Altfor mange Mennesker fornemmer daglig ved deres Opvaagnen en stærk Ulyst og gaar med Uvilje og Ubehag ind i Livets Larm og nervepinende Virvar. Det er derfor ikke underligt, at det altbeherskende Spørgsmaal for utalte Mennesker for Tiden er dette ene: hvorledes skal jeg finde Vejen til Sundhed, til Glæde ved Tilværelsen, eller hvorledes skal jeg idetmindste kunne faa Bugt med mine Ulystfornemmelser, der gør hele mit Liv til en eneste stor Byrde? – Svaret maa blive dels negativt, dels positivt. Det nytter i Almindelighed ikke at forsøge at helbrede et enkelt sygt Organ eller en vis Del af den menneskelige Organisme; det er forgæves, dersom man søger at genoprette Sundheden ved at bekæmpe Symptomerne, ved at stille Smerter og lindre Lidelser gennem Brug af mere eller mindre narkotiske Midler. Den, der vil helbrede, maa huske, at Menneskets Væsen – Aand, Sjæl, Legeme – er en ubrydelig Enhed, og at det gælder om at tage hele dette Væsen i Pleje; man maa trænge ind til Menneskets Kærne. Den sande Læges Opgave bestaar i at "kurere"; dette betyder naturligvis at tage den Syge "i Kur", at bringe den Lidende i Røgt og Pleje. Hvor? Hvorledes? Hos hvem? – Hos ham selv! Det er en Kendsgerning, der dog for de fleste er noget af en Hemmelighed, og som ialtfald meget ofte forbliver upaaagtet, at de virkelige, de sande, ja, de eneste effektive Helbredelseskræfter er gemt i selve Menneskets Natur og inderste Væsen. Der er Sundhedskilden! Til den skal man søge ind! Naar denne Kilde hos altfor mange enten sletikke rinder eller ogsaa er forplumret, saa er Grunden at søge i, at Mennesket i Blindhed, Uforstand eller af Fordomsfuldhed vanemæssigt isolerer sig fra det mægtige, livgivende Straalevæld, der udgaar fra den kosmiske Visdom og Alkærlighed. Denne ikke blot omgiver Jorden og Menneskene; nej, meget mere, – vi er i Virkeligheden en Del af dens Væsen. Nøglen til Sundhed og Kraft erhverver vi, hvis vi lader Følelsen af og Overbevisningen om, at vi er ét med det evige, guddommelige Væsen, trænge ind i vort Bevidsthedsliv; derigemmen skabes Samklang og Harmoni mellem vort individuelle Væsen og den kosmiske Rytme. Hvis vi lader vor Puls slaa i Takt med Verdensrytmen, kommer vi i Besiddelse af den Regulator, der bringer os Sundhed, Ligevægt, Tilfredshed og Livsglæde, ganske uanset de ydre Kaar, der præger vor jordiske Tilværelse.

Styrken til med løftet Hoved at bære alle Livets Tilskikkelser, Kraften til med Frimodighed, med Tilfredshed, ja, med Glæde at arbejde sig igennem alt, hvad der af Skæbnen er os paalagt, Evnen til gennem vor Indstilling til den jordiske Tilværelse at aftjene, at forbedre vor Karma udspringer fra den store Grundsandhed, at der er en evig, umistelig Forbindelse mellem vor individuelle Tilværelse og Guddommens uendelige Liv, og at det er vor Opgave, vor Pligt og vor Ret uafladelig at aabne vort Væsen for den guddommelige Tankes Indstrømmen. Alt efter den Grad, i hvilken det lykkes os at modtage de kosmiske Straaler og Strømme, bliver vi Gudesønner, Gudemennesker. Paa denne Maade sætter vi Kræfter i Virksomhed, der før eller senere nødvendigvis vil bringe Sjæl og Legeme i en Tilstand af overstrømmende Sundhed og Styrke. Naturligvis kender Livets uendelige Aand ingen Sygdom; derfor er det ogsaa klart, at vi, dersom vi lader vort Liv fyldes af denne Aand og vort Sjæle- og Sindslivs Mørke fortrænges af den kosmiske Straalekraft, tilslut vil sejre over Sjælens og Legemets sygelige Tilstande; ialtfald er dette Vejen til Sejr over Lidelserne; disse smelter som Sne for Solen, naar Straaleglansen fra Sandhedsordet: "Alt er saare godt!" fylder vort hele Bevidsthedsliv med Lys og Varme.

Aabner vi vort Væsen for den kosmiske Kærlighed og Visdom, varer det ikke længe, førend vi føler vor Kraft vokse. Noget af det betydningsfuldeste for mange Mennesker er, at de paa denne Maade – ved at føle sig i den kosmiske Kærligheds og Visdoms Varetægt – faar Bugt med den Angst og Frygt, der saa ofte volder dem Uro og Pine. Angsten og Sjælekviden er jo en Følge af, at vi afspærrer vort Væsen fra de kosmiske Kærlighedsstrømme og derigennem bliver et Bytte for en knugende Ensomhedsfølelse. Lader vi derimod det kosmiske Lys trænge ind i vort Sjæleliv, vil Følelsen af at være beskyttet af gode Magter snart give os Ro og Tryghed, Sundhed og Kraft. I Virkeligheden stammer baade vore legemlige og vore sjælelige Lidelser og Smerter fra, at vore Tanker og Handlinger har været i Modstrid med Loven for Tilværelsen; denne er ubønhørlig og kræver Opfyldelse. Kommer vi i bevidst Forbindelse med det kosmiske Visdoms- og Kærlighedsliv, vil vor Livsførelse mere og mere ogsaa komme i Kontakt og Samstemthed med de kosmiske Lovbud. Vor sjælelige Indstilling vil efterhaanden blive en saadan, at vi kommer til at tiltrække gode og kærlige Impulser og Følelser; – ja, vort Væsen vil mere og mere blive et "Herberg for gode og skønne Tanker". I en saadan Atmosfære bliver der efterhaanden mindre og mindre Plads for Ulystfølelse og "Verdenssmerte". Tungsindets mørke Magt over Sjælen vil være brudt, og Vejen til Sundhed og Livsglæde vil være banet.