Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

– Er det dét lille hul, jeg skal kigge ind i, spurgte hun og strøg håret væk fra panden.

– Ja, sagde jeg. Vi sad ubekvemt på et mørkt og støvet loft bag min hjemmelavede stjernekikkert. Luften var iskold, og vinden puslede uhyggeligt i de mange skiferplader, som uden isolering fortonede sig mod rygningen højt oppe i mørket. Et rustent tagvindue var slået op, så vi havde frit udsyn til en lille firkant af den dunkle nattehimmel over København. Året var 1957. Stjernerne funklede og talte deres eget sprog. Gad vide, hvor meget hun forstår, tænkte jeg. Hvordan piger tænkte, forekom mig dengang at være et mysterium.

– Øv, nu blev den væk!

– Prøv at dreje kikkerten lidt til højre, sagde jeg og forsøgte at være rolig. Dette her var jo en komplet misforståelse. Jeg havde med vilje valgt et nemt objekt – Månens bjerge. Det måtte da kunne vække en vis genklang i hendes sind. Men nej, hun var anderledes, det forstod jeg nu. Piger oplevede ikke det samme svimlende sug i sig, når de stod over for tidens og rummets ufattelige dybder. Universet, stjernetågerne – måske liv et eller andet sted. Ja, hvorfor ikke forestille sig, at man langt derude i det mægtige himmelrum netop i dette øjeblik holdt øje med Jorden, gjorde sig tanker om et eventuelt liv dér, pønsede på at aflægge besøg ...

Mere end 40 år er nu gået siden hin begivenhed, hvor jeg forsøgte at kombinere min kærlighed til kvindekønnet med min kærlighed til stjerneverdenen. To slags kærlighed, kalder Martinus det. Det er endda titlen på en af hans mange bøger. Og selvfølgelig har jeg i mellemtiden lært pigerne lidt bedre at kende. Og menneskene også. Jo, vi er faktisk delt op i to store grupper. Men det er ikke kønnet, der her er det afgørende. Det er sansen for universet. Blot et glimt af en stjerne mellem forrevne skyer fylder mig med et sug af glæde og en tryg følelse af, at selv hvis grunden synes at gynge under mig i det daglige, så er universet i ro. Der er slet ingen grund til at blive bange, fortvivlet eller tabe modet. Hele universet er et vældigt kærtegn. Jeg føler det så stærkt.

Hvor jeg har den følelse fra, vidste jeg ikke, før jeg mødte Martinus i form af syv tykke bøger med en bred elastik om, som bibliotekaren med stort besvær hev op fra en hylde under sin skranke. Jeg ved, at mange har svært ved at læse disse bøger. For mig gik det let. Her fik jeg jo forklaringen på alle de følelser, jeg ikke kunne dele med andre.

Måske vil nogen synes, det lyder tosset, når jeg skriver den slags. Men på de næste sider vil Martinus forklare nærmere. Så hvis andre føler som jeg, kan de her få at vide, at de ikke er så tossede endda. Og de kan også få at vide, hvordan de kan træne sig op til at fornemme universets nærvær midt i en aktiv hverdag, som kræver fuld koncentration og medleven. Og jeg tror nok, jeg kan love, at bladets øvrige artikler viser det samme og kan virke stimulerende på folk som os, der kan se en masse mystiske ting ved bare at kigge ind i et lille hul.