Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af
Martinus foredrag
i Instituttets foredragssal den 16. januar 1955.

– Nr. 1 – (frit omarbejdet til båndforedrag.–)

I vore dage forekommer en meget stor udbredelse af den svaghed, vi kalder "træthed". Der er mennesker, der kan føle sig så trætte, at de synes, at de kunne lægge sig fladt ned på jorden for at hvile, næsten ligegyldigt hvor de så end befinder sig. At en sådan træthed er meget generende, er selvfølgeligt. De fleste mennesker er ikke sådan stillet, at de ikke har et eller andet arbejde at skulle udføre for dermed at tjene til livets ophold. Og i et sådant tilfælde bliver det pågældende menneske endnu mere nedbrudt, idet trætheden da begynder at gå det på nerverne. Det begynder at blive ængstelig for sin økonomi, ængstelig for at miste sin livsstilling. For hver dag, der går, mister det mere og mere livsmodet. Trætheden bliver tilsidst i dette tilfælde til depression, der igen kan blive til nervesammenbrud, livslede og selvmord.

Men det er ikke blot mennesker i de tvungne leveveje, der kan blive ængstelige og nedbrudte på grund af den unaturlige træthed. Økonomisk selvstændige mennesker kan naturligvis også komme til at lide af træthed. Selv om de er økonomisk frie og uafhængige, har de fleste dog en eller anden forretning, som sorterer under dem, og som giver dem til livets ophold. Her kan den unaturlige træthed naturligvis også komme til at gribe ind og nedbryde et sådant menneske, når det begynder at mærke, at det næsten slet ikke har kræfter til at varetage sit hverv. Ja, der forekommer vel ikke nogen som helst form for tilværelse såvel indenfor rige som fattige, der ikke kan rammes og ødelægges af unaturlig træthed. Vi finder den og dens følgesvend depressionen indenfor alle samfundsklasser. Depression kan igen i værste tilfælde føre til sindssyge og selvmord. Det er farligt at vandre i al for lang en tid i depression. Depression er nemlig det samme som sygdom i tænkeevnen. Den deprimerede har mistet evnen til at se tilværelsen i dens normale fremtræden. Han kan kun se den i et sort mentalt lys. Han vandrer hele tiden i tankeverdenens skyggeregioner. Det er ligesom, han ikke kan finde vej ud af disse skyggeregioner og ind i tankeverdenens solskinsegne. Han ser kun håbløshed og atter håbløshed. Han finder alt uoverkommeligt i en sådan grad, at det bringer ham til at føle en altfor overdimensioneret medfølelse eller medynk med sig selv. Han føler sig som martyr. Han føler sig som offer for naturens luner, hvis det da ikke er andre mennesker, han giver skylden for sit "martyrium". At denne situation, hvis den ikke bliver standset, må føre til livslede er selvfølgeligt. Men livslede er igen en allerede begyndende sindssyge, der i værste tilfælde udløser sig i selvmord. Mere abnormt kan et menneske ikke blive.

Som jeg her har nævnt, kan den unaturlige træthed, hvis den ikke bliver helbredet, blive til en midlertidig både fysisk og mental undergang. Det kan ikke nytte at se igennem fingre med den og lade stå til, således som tusinder af mennesker gør det i dag, og hvorved nerveklinikker og sindssygehospitaler bliver fyldte med disse menneskelige vrag der, hvor de ikke havner i selvmord.

Hvad kan et menneske da selv gøre for at blive helbredet for denne altødelæggende træthed. – Ja, her gælder det naturligvis om at komme til klarhed over selve den absolut inderste årsag til trætheden. Er man først kommet til klarhed over den, da kan man begynde at gribe sagen rigtig an og iværksætte en virkelig bekæmpelse af sygdommen og dermed igen blive ført tilbage til sjælelivets normalitet og den heraf følgende normale livsglæde.

Det er rigtigt, at der gøres overordentlig meget fra lægevidenskabens side for at hjælpe menneskene, rent bortset fra de store hospitaler og nerve- og sindssygehospitaler der også opføres. Og mange patienter bliver for de lettere tilfældes vedkommende helbredet. Men dette forhindrer ikke, at hundred tusinder af mennesker alligevel i dag går ude i dagliglivet med en større eller mindre grad af den farlige træthedslidelse. Af denne mangfoldighed af disse mennesker er der en vis procent, der havner i uhelbredelig sindssyge. Mange af de mennesker, der er nået så langt ind i sygdommens farlige stadier, kan således ikke helbredes i deres nuværende inkarnation. Der er allerede sket for stor skade i deres organiske struktur. For dem er helbredelsen foreløbig skudt ud til næste inkarnation. Hvis et menneske mister en fod eller en finger, vokser der ikke nogen ny finger frem igen. På samme måde kan man også på de sjælelige områder komme ud for så stor skade eller lædering, at man umuligt kan få sin normale førlighed igen i den nuværende inkarnation. Menneskets sjælelige organer kan få en sådan defekt, at visse områder af disse er visnet eller døde. Her kan individet ikke hjælpes. Ligesom der ikke kan vokse nye lemmer ud på den fysiske organisme, således kan der heller ikke indenfor et vist sjæleligt område vokse nye organiske dele frem igen, der hvor de ordinære dele er døde. Mennesker med sådanne defekter kan ikke helbredes eller få deres normale førlighed igen i den nuværende inkarnation. Det er således ikke for disse livsvarige invalider, jeg her taler. Det er derimod til dem, der endnu kun mærker lidelsen som en unaturlig træthed. Disse mennesker kan, hvis de virkelig vil tage sig sammen, blive helbredet og blive totalt fri af denne træthed og dens underminerende og dødbringende følger.

Hvad er da den unaturlige træthed? – Den stærkt udbredte unaturlige træthed skyldes i første instans den stærkt forcerede livsforvandling, der foregår med det moderne menneske. Det er kommet ind i en forceret udvikling og brug af tænkeevnen. Den bliver overdimensioneret benyttet i forhold til det, kosmisk set, endnu primitive menneske. Før almenheden kom ind i moderne skoleundervisning og den heraf udviklede intellektuelle horisont, levede det ikke i nogen særlig fremtrædende tankehorisont ud over instinktfunktionerne, hvilket vil sige parringsdriften og bjærgningen af det daglige brød. Da flertallet i stor udstrækning var trælle for en priviligeret overklasse, fik det her, om end sparsomt, tildelt det daglige brød. Da de flestes daglige liv således på en måde lå fast, var foreskrevet dem af den nævnte overklasse, havde de ikke adgang til at komme ud i så mange eksperimenter og spekulationer med hensyn til opretholdelsen af deres eksistens, som tilfældet er i dag. Hvad kendte det primitive menneske til alle de foreteelser eller tankeområder, der idag forekommer i fuldt flor i det moderne menneskes mentalitet? – Hvad kendte den primitive almue til geografi, astronomi, historie, litteratur og kunst, til jordklodens struktur, til regning, skrivning, foto, film, radio, fjernsyn eller alle de andre ting som mere eller mindre bliver indprentet ethvert barn og ungt menneske af i dag som livsvigtige fag og håndværk? – At denne tilstand betinger en belastning eller brug af nerver og tænkeevne, som de samme børns og unge menneskers oldeforældre aldeles ikke var besværede med, er en urokkelig kendsgerning. Denne mentale udvidelse af bevidstheden er i sig selv kun et gode for mennesket. Det er jo denne mentalitetsudvidelse, der tilsidst skal hæve mennesket helt ud af dyreriget og bringe det frem til at udgøre det fuldkomne menneske. Men den udgør altså et helt nyt område af mentalitet for almenheden, ja man kan, kosmisk set, næsten betragte dette område som nyfødt. Men noget, der er nyfødt, er i en spæd og modstandsløs tilstand. Den store forvandling af menneskets mentalitet har altså bevirket, at det nuværende moderne menneske næsten i lyntempo, relativt set, er kommet under helt andre forhold end de, dets oldeforældre og tipoldeforældre levede under. Det gennemstrømmes af en udvidet tankestrøm, som dets forfædre intet kendte til, og derfor ikke kunne få nogen gene af. Denne tankestrøm har forfinet det moderne menneskes nerver og blod og dermed dets organisme, der er meget mere sensibel og levende end fortidsmenneskenes, ligesom dets mentale område ganske naturligt i en tilsvarende grad også er blevet forfinet og sårbart. Det moderne menneske kan altså blive syg og såret på felter, hvor dets forfædre var totalt robuste eller bevidstløse, fordi de endnu ikke havde fået bevidstheden udvidet med den i dag fremtrædende intellektuelle horisont og den heraf følgende udvidede oplevelsesevne. Denne udvidede oplevelsesevne giver sig udslag i menneskets evne til at spekulere, til at kunne danne sig forestillinger i områder, hvor det før var analfabet. Det nye ved mennesket er altså dets voksende spekulations- og forestillingsevne. Det er denne evne, der mere og mere adskiller det fra dets oprindelige dyriske tilværelse.

I menneskenes daglige samliv spiller det nye bevidsthedsområde stærkt ind. Den udvidede følsomhed eller sensibilitet afføder nu oplevelser i væsenets mentalitet, som det tidligere var ganske immun overfor. Disse nye oplevelser kan naturligvis være behagelige og sunde og dermed livgivende, ligesåvel som de kan være ubehagelige og usunde og dermed sygdomsbefordrende eller dødbringende. Men i et nyfødt område er der altså alle muligheder til stede for fejltagelser. Og således er det også her i menneskets forholdsvis nye og endnu spæde mentale område. Og da det i virkeligheden er dette område, der udgør den tankeverden, igennem hvilken alle mennesker i dag berører hverandre eller bygger deres samliv op, forstår man her, hvorfor dette samliv i så mange situationer udviser fejltagelser, bliver ustabilt, bliver til splittelse eller adskillelse, had og forfølgelse. Grundet på den udvidede forestillingsevne, som det moderne menneske er kommet i besiddelse af, er det blevet et geni til at danne sig forestillinger eller begreber, igennem hvilke det ser sig selv som det mest uskyldsrene væsen i enhver konfliktsituation, det eventuelt måtte befinde sig i med sin næste. I samme grad ser det naturligvis næsten som skurken, som forfølgeren eller som dets onde ånd, som det derfor ønsker straffet eller generet med alskens ondskab. Og da næsten som regel føler det samme overfor modparten, må sådanne to parters samliv uundgåeligt ende i gensidig forfølgelse, had og bitterhed, der i værste tilfælde ligesom hos vikingerne eller hos primitive natur mennesker ender i mord eller drab.