Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fast Rubrik for Omtale af Livets Bog og de med denne forbundne Foredrag, Studiekredse, Referater o. s. v.

Af Dr. C. Asche.

I en Storm- og Trængselstid, i hvilken under svære Lidelser for utalte Mennesker gamle Værdier omvurderes og traditionelle Tænkevaner rykkes op og fejes til Side under Bruset af den frembrydende nye Verdensimpuls, bringer Martinus os med "Livets Bog" en dyrebar, en guddommelig Gave. Dette Kæmpeværk, hvoraf foreløbig kun den omfangsrige første Del, indeholdende en Fortale, en Indledning samt to Kapitler af "Verdensaltets Grundenergier" er udkommet, og som vil fortsættes med en Række ligestore Bind gennem en lang Aarrække, er af en saadan Beskaffenhed, at det vil kunne sætte afgørende Skel i Menneskehedens Udviklingshistorie. Allerede ved Læsningen af første Bind forbavses man i samme Grad over det Væld af nye mægtige Tanker, der her aabnes for, som over den Logik, hvormed Værket er opbygget. Samtidig glædes Læserens Hjerte over det Lys, der strømmer det i Møde. Man faar uvilkaarlig en Følelse af, at den geniale Forfatter er en Budbringer fra højere aandelige Zoner, kommet til Jorden og Menneskene i en ganske særlig Mission. "Livets Bog" bringer fra kosmiske Sandheds- og Lyskilder et Væld af yderst interessante og overraskende Meddelelser, ofte af sublim Natur. Man maa forundres, naar man erfarer, at dette Værks Forfatter kun har nydt en nødtørftig Folkeskoleuddannelse, at hans senere Læsning har været af meget ringe Omfang, og at han ikke har samlet Kundskaber i almindelig jordisk Forstand. Man tvinges til at antage, at hans Meddelelser har Rod i Inspiration, Intuition og i hans særlige kosmiske Sansebegavelse.

I Betragtning af Værkets Beskaffenhed er det naturligt, at det endnu ikke er blevet Genstand for en egentlig Anmeldelse, endsige "Kritik", i Pressen. Enkelte Personligheder, der har ment at skulle forsøge noget saadant, vil snart have mærket, at almindelige journalistiske Forudsætninger og Vurderingsmaader her ikke strækker til, og de har derfor, ialtfald foreløbig, afstaaet fra Udførelsen af deres Forsæt. – I Virkeligheden er det saare vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for et almindeligt Menneske i store Træk at give et nogenlunde fyldestgørende Rids af den i "Livets Bog" indeholdte Skildring af Verdensbilledet. Men her skal dog være sagt saameget, at "Livets Bog" – efter hvad man allerede erfarer gennem Indledningen – giver en storslagen Redegørelse for Verdensaltets grundlæggende aandelige Principer og for alle levende Væseners uendelige kosmiske Vandring fra Mørke til Lys, til stadig højere Tilværelsesformer gennem utalte Inkarnationer, ligesom der paavises, hvorledes kosmisk Kærlighed og Visdom er Tilværelsens Ledestjerne og gennemstrømmer Jordelivet.

Det er et vigtigt Tidspunkt, paa hvilket Martinus fremtræder for Menneskene. I den Omvæltningsperiode, der nu gennemryster Verden, er nemlig talrige Millioner Mennesker opfyldt af en mere og mere brændende Længsel efter at faa "Meningen med Tilværelsen", at vide, og den Følelse griber stadig mere om sig, at man, hvis et fyldestgørende Svar ikke erholdes, vil udsættes for at tabe Fodfæstet og drages ind i en Strømhvirvel, hvor man mister Ligevægten, og hvor Sindet formørkes.

Flere og flere Mennesker kommer til Forstaaelse af, at de forskellige Kirker, religiøse Samfund og Sekter ikke formaar at give Nøglen til det universelle Livsproblems Løsning. Kirkerne er blevet for trange, for lidt omfattende i Forhold til de mægtige kosmiske Begivenheder, der nu afspejler sig og finder deres Udtryk i den jordiske Tilværelse. Hermed skal ikke benægtes, at mange Mennesker endnu befinder sig paa et saadant aandeligt Udviklingstrin, at de gennem Kirkerne og Sekterne fremdeles kan erholde de Oplysninger, der paa dem virker inspirerende i en Grad, der synes tilstrækkelig til, at de kan leve Livet uden Angst og Fare for at tabe Balancen. Men paa den anden Side er det dog ubestrideligt, at Kirkerne og Sekterne hver for sig kun betyder enkelte Udstraalinger fra det evige Lyshav og kun giver en Del af Sandheden. Den nye Verdensimpuls, som nu nærmer sig, vil fremskynde Menneskenes Fremrykning fra de – højere – Omraader af det saakaldte "Dyrerige", hvori "Tyngdeenergien" hersker, og hvori de endnu befinder sig, til det egentlige Menneskerige, der gennemstraales af Følelsesenergi og Kærlighed. Medens Verdensbilledet under det uindskrænkede Herredømme af den gamle Verdensimpuls har været manifesteret kun brudstykkemæssigt, saaledes at der er blevet kastet Strejflys over enkelte for Moralen vigtige Punkter eller Emner i Verdensbilledet, vil derimod den nye Verdensimpuls bringe mere sammenhængende Tankerækker, tilfredsstillende for Menneskenes Følelse, for deres voksende Intelligens og begyndende Intuition, og Oplysningsformen vil da være af den Art, at det store Bud "Elsker hverandre" bliver til en Menneskene og Jordelivet beherskende Videnskab; jfr. "Livets Bog" Indl. 64. Stykke.

De Mennesker, der føler Vingeslaget af den nye Verdensimpuls, trænger til en Religion, der er altfavnende, og for hvilken Grundsætningen om, at der skal være én Hjord og én Hyrde, gælder. Disse Mennesker forlanger dybtgaaende og grundige Meddelelser fra den universelle kosmiske Sandhedskilde og længes efter en Tilstand, under hvilken Tro forvandles til Viden. Det er netop denne Længsel, som tilfredsstilles gennem "Livets Bog", hvori det virkelig majestætiske Verdensbillede gengives i al dets balancerende, universielle Enhedsmanifestation; jfr. "L. B." 14. Stykke. Den Religion, som "Livets Bog" er Udtryk for, er en Enhedsreligion, der formaar at inspirere alle Mennesker, Videnskabsmænd og Repræsentanter for "primitiv Uvidenhed", og alle Folkeslag. Den lader enhver tænkelig Mulighed for Udvikling staa aaben. Den vil ikke blot være en Forestilling om Sandhed, men Sandheden selv. Den vil ikke skabe Splid mellem "Tilhængere" og "Ikke-Tilhængere", mellem "Troende" og "Vantroende", mellem "Frelste" og "Fortabte". Den vil være "Livets egen Religion", der lader Menneskene føle Livets direkte Tale til dem, – en Religion, med alle som Lærere, alle som Elever og alt som Læresætninger. I denne Religion er baade Dyr og Mennesker fødte Medlemmer, Udøvere og Dyrkere. Den vil vise den Studerende i Livets Skole den Vej, der er særlig tilpasset til at give netop ham en livgivende Inspiration til Dannelse af en fremtidig lykkelig Skæbne. Den vil lære Sandhedssøgeren at forstaa den daglige Oplevelse af Livet, som "en direkte Korrespondance med Forsynet", hvori Mennesket bliver bevidst i sin evige Tilværelse; jvf. L. B. Stykke 90 og Stykke 15.

"Livets Bog" viser gennem sine grandiose Meddelelser Menneskene, hvorledes Jordelivet i dets nuværende Stadium blot er et midlertidigt Led i en vældig Udviklingsskala fremad mod gigantisk høje Former for Tilværelsesplaner, og hvorledes Verdensaltet i Virkeligheden er et eneste stort levende Væsen, i hvilket alle andre Væsener, hvert især, er "Organer". Martinus lærer os, at alle Mennesker, Dyr, Planter og Mineralier kosmisk set udgør "én Familie"; "L. B." 21. Stykke.

"Livets Bog" redegør for alle levende Væseners kæmpemæssige Udvikling gennem utalte Stadier, – en aandelig Vækst gennem Æoner. Paa deres uendelige kosmiske Vandring rykker alle levende Væsener frem gennem de seks store kosmiske Hovedriger – Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget, Visdomsriget, den guddommelige Verden og Salighedsriget –, i hvilke henholdsvis Instinkt-, Tyngde-, Følelses-, Intelligens-, Intuitions- og Hukommelsesenergierne hersker som Grundenergier, alle omslynget og gennemstraalet af den kosmiske Moderenergi, der udfylder Evighedsplanet. Hine seks store Riger gennemvandrer alle levende Væsener stadig paany, men paa altid højere Planer, gennem utallige Inkarnationer, i en Slags Evighedsspiral, der fører op imod et i ufattelig Straaleglans tindrende kosmisk Lysvæld. Alle levende Væsener gennemgaar saaledes en uafladelig fremadskridende Udvikling, stadig forøgende deres kosmiske Viden, idet de derigennem ogsaa fuldkommengøres til mere og mere omfattende Virksomhed paa højere og højere Planer. Udviklingen finder ikke sin Afslutning i "salig Kontemplation". Ganske vist hviler de levende Væsener paa deres kosmiske Vandring ud i en Tilstand af ufattelig Behag i det saakaldte Salighedsrige, som hver Gang betegner "Spiralens" højeste Stadium; men de kosmiske Vibrationer bevirker, at de levende Væsener derefter fortsætter deres Udvikling i videre Aktivitet og Virksomhed, idet alle Riger paany gennemvandres, omend paa højere Planer end tidligere, og idet der stadigvæk gøres nye Erfaringer, der betinger en fortsat aandelig Vækst.

Paa denne Maade forklares paa storstilet Vis ogsaa Meningen med og Betydningen af Menneskehedens nuværende jordiske Tilværelse, der endnu ikke er kommet ud over Tyngdeenergiens forholdsvis mørke Rige, ind i hvilket der dog allerede begynder at falde Straaler fra det sande, virkelige Menneskerige, hvor Kærligheden hersker, og hvortil Menneskene skal naa efter at have gennemgaaet den Forvandlingsproces, som Martinus kalder "den store Fødsel". Martinus viser os, at "Synd", "Straf", "Helvede" og deslige er ganske forældede og ubrugelige Begreber. Mennesket er ikke "ondt", men endnu i høj Grad uvidende, og denne Uvidenhed bevirker," at det ikke sjældent handler mod "Loven for Tilværelsen". Saadanne Handlinger udløser Lidelser og Smerter, der bliver til Erfaringer af efterhaanden saa intensiv og omfattende Art, at Menneskene mere og mere lærer ikke at støde an mod hin Lov. Dette er en Garanti for deres fremad- og opadskridende Udvikling.

Martinus befrier ved sine fra kosmisk Lys- og Sandhedskilder stammende Meddelelser Menneskene mere og mere fra den Angstfølelse, der endnu i saa høj Grad præger deres jordiske Tilværelse. I Tyngdeenergiens Rige, hvor Principet "at dræbe" hersker, og i hvilket Jordmennesket endnu befinder sig, omend i dets øvre Regioner og i nogen Grad bestraalet af den fra det "sande Menneskerige" kommende Impuls, maa, som Følge af de Nødvendigheder, som den kosmiske Udvikling og Læregang fører med sig, Smerte og Lidelse, komme til at spille en meget stor Rolle. Men hvilken Trøst og Oprejsning betyder det ikke, naar der i "Livets Bog" paavises, at alle fysiske Realiteter, de være nok saa smertebringende, har deres Aarsag og Udspring paa de kosmiske Planer, og at disse Realiteters Virkninger tjener et kosmisk Formaal, samt at i Virkeligheden ikke den smertefyldte jordiske Tilværelse, men den kosmiske Tilværelse er den fundamentale Form for Oplevelsen af Livet, –en Oplevelse, der er gennemstraalet af Kærlighed og Visdom! Sandheden er jo den, at det nuværende Jordeliv, selv for fremskredne Menneskers Vedkommende, blot kan sammenlignes med et ufødt Fosters Liv overfor den Tilværelse i Lys og Straaleglans, der vinker Menneskene efter "den store Fødsel". Det er en Husvalelse for Menneskene at erfare, at hele den jordmenneskelige Udvikling med alle dens Realiteter og Enkeltheder, med alle dens Lidelser og Smerter saaledes kun er en Slags Indledning til det virkelige Liv. Hvilken Fryd for de lidende Jordmennesker gennem "Livets Bog" at erholde Vished om, at de i Virkeligheden er – Gudesønner, at Kærligheden er den største Magtfaktor i Tilværelsen, og at det at være til Glæde og Velsignelse for alle og alt, hvad man kommer i Berøring med, er et usvigeligt og sikkert Middel til at bringe Individet Klarhed over sig selv, sin guddommelige Fader og den bestaaende Verdensordning, – et effektivt Middel til at befri fra alt, der hører ind under Begrebet Smerte! Med absolut Sikkerhed paaviser Martinus, at ethvert Væsens Skæbne bygges op af de Virkninger, til hvilke det selv er Aarsag, og at ethvert Væsen har det i sin Magt at finde Vejen ud af Smerte og Lidelse, – Vejen fra en lavere Bevidsthedstilstand til en mere og mere omfattende Viden og til stadig højere og lysere Tilværelsesformer.

Saaledes bliver Martinus en stor Lysbringer for den lidende Menneskehed. Den, der kommer i Berøring med "Livets Bog", erholder Sandhedens Klarhed og Lys paa sin Vej; men han faar unægteligt ogsaa et stort Ansvar at bære. Det vil være hans lykkebringende Ret, men ogsaa hans hellige Pligt at benytte den Viden, han faar gennem "Livets Bog", som en Løftestang til sin Udvikling fremad og opad i Overensstemmelse med den guddommelige Verdensplan, der har sin Rod i kosmisk Kærlighed og Visdom.

a man fra en enkelt Side har kritiseret, at jeg i "Kosmos" lader optrykke de venlige Artikler eller Udtalelser, der fremkommer om "Livets Bog", idet man har ment, at dette var Udtryk for Selvros, vil jeg gerne hermed have Lov til at klargøre følgende:

Naar jeg i Bladet giver Plads for de nævnte Udtalelser, skyldes det naturligvis ikke nogen som helst personlig Forfængelighed fra min Side, men derimod den Omstændighed, at "Livets Bog" for overordentlig mange af dens Læsere er bleven en Realitet, hvis Skæbne de ikke mere betragter som Forfatterens Privatsag, men derimod som en Sag, der ogsaa er blevet deres Sag. Dette vil altsaa igen betyde, at alt, hvad der fremkommer som Modgang eller Medgang for "Livets Bog", for dem ligesaavel som for dens Forfatter henholdsvis vil virke som ubehagelig og behagelig. Jeg har derfor ikke ment at være berettiget til at fortie for Læserne den kærlige Omtale, der er blevet "Livets Bog" til Del, og derved berøve dem den Glæde som en saadan Omtale maa være for alle dem, der i størst Udstrækning ofrer sig for Sagen og virkelig føler sig et med denne. Og det er jo netop disse Væsener "Kosmos" specielt er tilegnet. At der i Læsekredsens yderste Periferi altid vil forekomme en og anden Læser, der kun er knyttet til Sagen i Kraft af Nysgærrighed eller Kritiklyst, og for hvem dens Medgang eller Modgang i Realiteten er ligegyldig, er ganske naturligt. Og det er jo ligesaa naturligt, at et saadant Væsen, der ikke er knyttet til Sagen med Hjærtet og ikke kan overse Problemerne, maa forestille sig personlig Forfængelighed hos mig som Aarsag til de nævnte Artiklers Fremkomst. Men jeg kan ikke betragte denne Omstændighed som Grundlag nok til at berettige mig til at fortie min Sags venlige Omtale for de Væsener, for hvem den samme Sag ogsaa er blevet deres.