Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/9 side 172
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
UNDERVISNINGEN I KLINT SOMMEREN 1988 – OG SOMMEREN 1989
 
Når teksten til denne side skrives, er sommersæsonens femte uge netop begyndt. Vi oplever her i Martinus Center slutresultatet af et helt års forberedelsesarbejde. Her skal alle planer, ideer, programmer, foredrag osv. omsættes i fysisk, praktisk virkelighed. Men samtidigt med at en sæson er igang og under afslutning, så påbegyndes planlægningen af næste sommers kursusuger. Og hver gang er der en forhåbning om, at det skal blive en forbedring i forhold til de tidligere. Alle de erfaringer, der er gjort i løbet af sæsonen, ligger så til grund for planlægningen af næste sæson. Men da vi gerne vil skabe en så god og varieret undervisning som muligt her i Centret, kunne det være af interesse at få nogle synspunkter fra læsere af KOSMOS. Både fra dem, der har været her i sommer, og dem der ikke har været her denne sommer, men som tidligere har været her. Hvorfor kommer man tilbage, og hvorfor kommer man ikke tilbage? Hvad er godt, og hvad er dårligt i Martinus Center. Hvad savner man, og hvad er der for meget af? Skriv til os og kom med dine synspunkter! (Undervisningsgruppen, Martinus Center, Klintvej 69, Dk-4500 Nykøbing Sj.)
De to uger, som er tilbage af sommersæsonen 1988, indeholder også den internationale del, den der engang skal blive Centrets fremtid. Glædeligt er det denne sommer, at der ligesom i forrige sæson har været underlag for undervisning på tysk. Ja, faktisk har der været flere tysktalende end engelsktalende. Snart bliver der måske behov for at holde foredrag også på tysk.
En anden ting, som vi har kunnet konstatere i år, er at deltagerantallet på trin 1 er vokset i sammenligning med tidligere år. Der er god tilslutning til de fleste trin 1 foredrag, og vi har haft op til tre parallelle studiegrupper. Dette indebærer jo samtidigt, at mange mennesker har besøgt Centret for første gang. Da det også betyder, at vi når ud til flere og flere mennesker, som ikke tidligere har kendt til de kosmiske analysers eksistens, er der anledning til at være optimistisk. Det viser, at den ekstra indsats, som vi har gjort i foråret med hensyn til information, har givet resultat. Vore brochurer og programmer er nået frem. Alle dem, der har deltaget i dette arbejde, blandt andet – og måske først og fremmest – foredragsarrangørerne, kan se at deres arbejde giver resultat. Det er ikke et resultat, der måles i store mængder, men som kan måles i den taknemmelighed og glæde, som udtrykkes af og udstråler fra forskellige mennesker her i sommerens løb, mennesker som måske i Martinus analyser har fundet den forståelse af livet og næsten, som de længe har savnet og måske også søgt længe. Men sommersæsonens få uger kan kun være appetitvækkere. Det virkelige studium af de kosmiske analyser foregår her i Centret på andre tider af året. Disse kurser præsenteres i et særligt program, som kan fås på Instituttet. Alle er velkomne også til disse kurser. Men som sagt, lad os høre fra dig!
Harald Berglund