Kosmos 1977/2 side 15
HARRY RASMUSSEN
»Uden at I blive som børn, komme I ikke i Guds Rige!«
I sin fremragende gennembrudsroman "improvisatoren", der udkom i foråret 1835, behandler vor geniale eventyrdigter H.C. Andersen et menneskeligt og kunstnerisk set virkelig væsentligt tema, nemlig spørgsmålet om, hvordan vor oplevelse af og holdning til livet bør være, hvis vi vil gøre os reelt håb om at fornemme dets dybde og fylde, til glæde og gavn for vor livsførelse og for vor næste.
Allerede selve romantitelen giver os et fingerpeg om, i hvilken retning hans tankegang bevæger sig: For en improvisator er som bekendt en digter, poet eller sanger, der omtrent uforberedt og umiddelbart pr. indfald er i stand til at "improvisere", d.v.s. digte eller komponere, over et eller andet givet emne; og at "digte" og "komponere" vil jo sige, at udtrykke sig i ord og toner; disse "udtryk" kan så igen være mere eller mindre poetiske. Og som læseren måske vil huske fra artiklen "Poesiens Messias", er poesi i Andersens opfattelse af begrebet, formidlingen af en umiddelbar, spontan og intens oplevelse af tilværelsens mysterium som et guddommeligt og eventyrligt under. Og her er vi ved sagens kerne: Improvisation baserer sig på umiddelbare indfald, og sådanne har vi et ret benyttet fremmedord for, nemlig det latinske "intuition", der leksikalt defineres som evnen til uden forudgående ræsonnement at løse opgaver eller erkende sammenhænge mellem fænomener.
Intuitionen som oplevelsesevne.
Som bekendt nyder intuitionsevnen ikke nogen stor anseelse indenfor nutidens videnskab, filosofi og erkendelsesteori, der i vid udstrækning er domineret af og baserer sig på analytisk, logisk og kritisk tænkning, som hovedsagelig anvendes på en erfaringsmæssig og eksperimental udforskning af den såkaldte fysiske verdens ting og foreteelser. Men det turde være lige så bekendt for kendere af Martinus kosmologi, at samme intuitionsevne her har fået en motiveret og stærkt påkrævet renæssance, der placerer den som den af det levende væsens seks fundamentale bevidsthedsevner, der har den størst mulige "gennemtrængningskraft", og som samtidig omfatter det bredest tænkelige spekter af livsoplevelsen. Martinus har iøvrigt behandlet dette i en vis forstand omfattende og komplicerede spørgsmål om den intuitive livsoplevelse i et perspektiv og med en indsigt og ekspertise, som kun har få fortilfælde i den menneskelige erkendelses historie. Det er derfor virkelig interessant at konstatere, at H.C. Andersens opfattelse og synspunkter også på dette vitale område i alt væsentligt er i overensstemmelse med de intuitive synteser, som Martinus kosmiske analyser er udtryk for.
Om intuitionsevnen og den til grund for denne liggende intuitionsenergi – vi må her huske på, at begrebet energi indenfor rammerne af Martinus kosmologi defineres som evnen til at skabe og opleve – skriver Martinus bl.a.: "Den grundenergi, igennem hvilken de evige fakta, hvilket vil sige de ikke tids- og rumdimensionelle foreteelser, såsom livsmysteriets løsning, Guddommen, de levende væseners jeg og udødelighed, kærligheden som verdensaltets grundtone m.m. opleves er den femte, nemlig "intuitionsenergien". Denne grundenergi begynder at udvikle sin styrke i det jordiske menneskes psyke eller grundenergikombination, når resultatet af dets lidelser bliver fundamental. Dette resultat af lidelserne er den humane evne eller næstekærligheden. Med denne evnes udvikling begynder intuitionsenergien at virke. Det er denne evnes svage begyndelse, vi finder hos humane og geniale forfattere, kunstnere, digtere og profeter. Hos disse mennesker har intuitionen hovedsageligt kun givet sig udslag i større eller mindre kosmiske glimt. I disse glimt har de fået deres tilsvarende større eller mindre geniale tanker eller viden". (Det evige verdensbillede I s. 64).
Ovenstående linjer finder i høj grad anvendelse på mennesket og digteren H.C. Andersen, som besad en relativt veludviklet intuitionsevne, der tilførte hans digtning et rigt fond af kosmiske tanker, ideer og forestillinger. Hans eventyr, digte, romaner og breve vrimler ligefrem med sådanne universelle ideer og tanker; og at det virkelig er såkaldte kosmiske glimt, der ligger til grund for disse, finder vi eksempelvis et udtryk for bl.a. i romanen "O. T. ", der i lighed med de fleste af hans arbejder, i gendigtet form handler om ham selv og hans liv: "Han følte hele sit Væsen gjennemtrængt af en Velværen, en Livsglæde, hvis Aarsag han ikke erkjendte...", "... Alle kjære foresvævede ham saa elskelige. Det var eet af de Øjeblikke, som alle Gode kjende; man føler sig at være et Led i den store Kjærligheds-Kjæde, som sammenholder Skabningen".
Intuitionen som skabende evne.
H.C. Andersen benyttede sig i usædvanlig grad af en udviklet intuitionsevne, ikke mindst når han skabte sine eventyr. Herom skriver han selv i et brev til vennen og digteren B.S. Ingemann bl.a. følgende: "– Jeg har en Masse af Stof, mere end til nogen anden Digte-Art; det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde: "See lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig!", og vil jeg det, saa har jeg Historien!... ".
Men også når han skrev digte og romaner lod han sin – til en vis grad åbenbart viljestyrede – improviserende intuitionsevne arbejde for sig. Det skete især under skrivningen af "Improvisatoren", der er en fremragende og genial hyldest til oplevelsen af livet som et guddommmeligt under, og til hvis ydre ramme han fandt glødende inspiration under en Italiensrejse. Imidlertid blev han fra flere velmenende sider bebrejdet og kritiseret for sin tilsyneladende ubekymrede, idesprudlende, mundrette og barnligt umiddelbare skrivestil, som stort set lod hånt om formel logik, og som ikke fandt det så væsentligt med petitesser som retskrivning og korrekt tegnsætning. Han lod sig påvirke af kritikken og planlagde og disponerede derfor sin næste roman "O.T." (1836) mere i overensstemmelse med gængse litterære regler. Men allerede i den følgende og tredie roman, "Kun en Spillemand", skifter han atter kursen, og herom skriver han i et andet brev til Ingemann: "... I "O. T. " havde jeg en bestemt Plan, før jeg nedskrev et Ord; denne gang derimod lader jeg Vorherre sørge for det Hele. Jeg har to bestemte Characterer; disses Liv vil jeg give; men hvorledes de ende – ja, det betroer jeg Dem – det veed jeg ikke selv endnu, uagtet anden Deel er mod Slutningen. Folk sige, det er min bedste Roman;..." (her bør måske indskydes, at Andersen gerne overfor venner og bekendte læste højt af de manuskripter, han var ved at udarbejde) "... i Grunden er det ingen stor Compliment mod mig; thi med den sidste tænkte jeg og speculerede; denne Gang skriver jeg ikke et Ord, uden at det bliver mig givet, ligesom paanødt mig. Det er, som Erindringen af et gammelt Eventyr kom mig i Tanke, og jeg maatte fortælle det. Dersom det ikke var altfor profant at sige, saa sagde jeg, at jeg nu begreb Bibelstedet: "den ganske Skrift er indblæst af Gud!".
Allerede i den selvbiografiske gendigtning, debutromanen "improvisatoren", der er gennemtrængt af dyb og ophøjet inspiration, gav han udtryk for sin grundholdning til den digtergerning, han følte som et højere kald: "... Øjeblikke stod det hele Liv, som et poetisk Digt, for mig, hvori jeg selv havde en Rolle, Intet forekom mig ubetydeligt og hverdags, selv min Smerte, Ubilligheden imod mig var Poesie... ", "...min Sjæl var Taknemmelighed og Kjærlighed, thi Sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en Strophe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig Tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg følte det var en Gave, en Naade, han lod indstrømme i min Sjæl!...".
Intuitionens og visdommens kilde.
I førnævnte brev til Ingemann skriver H.C. Andersen bl.a. om sine intuitive oplevelser: "... Det er, som Erindringen af et gammelt Eventyr kom mig i Tanke, og jeg maatte fortælle det...". Den samme tankegang finder vi også et eksempel på i "improvisatoren", der iøvrigt er et par år ældre end det nævnte brev: "... Tidt synes jeg, det er Erindringer, Vuggesange fra en anden Verden, der vaagne i min Sjæl og som jeg maa gjentage...". – Vi må i den forbindelse huske på, at det levende væsens personlige udødelighed og evige liv var en kendsgerning for H.C. Andersen. Og i modsætning til f.eks. den kristne teologis opfattelse af det evige liv som et fremtidsperspektiv, var han helt på det rene med, at evigt liv ligesåvel indebærer en uendelig fortid, som en uendelig fremtid, og han var samtidig klar over, at evighedsbegrebet har både et tidsdimensionelt og et ikke-tidsdimensionelt aspekt. Set på denne baggrund bliver der mening med og sandhed i ordene: "Erindringer, Vuggesange fra en anden Verden"; men de får en endnu dybere betydning, når vi betragter dem i lyset af Martinus kosmiske analyser. Ifølge disse opsamles og oplagres al oplevelse og erfaring i det levende væsens evige overbevidsthedsstruktur. Og der findes principielt to sæt erindringskomplekser: et, der skriver sig fra det indeværende spiralafsnit, og som muliggør den dagsbevidste oplevelse af livet, og et, der skriver sig fra de tilbagelagte spiralafsnit eller tilværelsesplaner, og som udover at betinge oplevelsen af størrelser i den ydre verden, også fremtræder som afklarede "guldkopierindringer" – "Erindringer, Vuggesange fra en anden Verden" – der viser livet i sin umådelige storhed som identisk med Gud selv.
I Martinus kosmologi finder intuitionsevnens kulminerende funktion sted i det femte af de seks kontinuerlige tilværelsesplaner, der udgør et kosmisk spiralkredsløb, nemlig i det plan, som benævnes "den guddommelige verden". Til sammenligning bør vi erindre os, at intuitionsevnens kapacitet på vort tilværelsesniveau, hvilket vil sige i overgangen fra dyreriget til det egentlige menneskerige, principielt befinder sig i et stadium, hvor intuitionsevnens hidtidige latente tilstand overgår til den første spæde opvågen og funktion i bevidsthedslivet. Men en evne svæver jo ikke frit i rummet, den er altid knyttet til et organ, som i dette tilfælde er det såkaldte intuitionslegeme, hvorom Martinus bl.a. siger: "Dette legeme er redskab eller organ for oplevelse og skabelse af ideer. Ingen skabelse eller manifestation kan finde sted uden først at have været en ide. Alle manifestations- eller skabelsesideer forekommer eller har hjemsted her i den guddommelige verden. Her indgår ideerne fra manifestationerne i de underliggende tilværelsesplaner, ligesom de naturligvis udgår herfra". (Det evige verdensbillede I s. 73). Intuitionsplanet er følgelig et "facitplan", hvor alle verdensaltets facitter findes samlede. Men et plan, hvor overhovedet al viden om Kosmos eksisterer kan kun være identisk med selve Guddommens bevidsthed. Intuitionsplanet er med andre ord et andet udtryk for den realitet, som benævnes Guddommens bevidsthed og som bl.a. manifesterer sig som det tilværelsesplan for levende væsener, der kaldes "den guddommelige verden". Og denne udgør altså kilden til al opnåelig intuitiv, ikke-materiel viden og visdom, samtidig med at den er al skabelses og manifestations egentlige ophav. Og fra denne kilde henter geniale profeter, digtere, kunstnere og forfattere deres indsigt og viden. Derfor er der også både sandhed og ægte ydmyghed i ordene, når H.C. Andersen siger: "... thi Sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en Strophe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig Tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg følte det var en Gave, en Naade, han lod indstrømme i min Sjæl!...".
Vidsynethed kontra snæversynethed.
"Gjennem Blomstens tætte Blad bryder Lyset frem i Farver, her rødt, der blaat, hver Farve, vi kjende; med samme Kraft lyser Guddommen fra alt det Skabte; som Lyset i Blomsten straaler dens Almagt frem i den hele Skabning. Alt er et Underværk, som vi ikke begribe, men vænnes til og da finde almindeligt. De digtede Eventyr faae deres Overnaturlighed kun ved Kjædens Overbrydning, ved Mangel paa den vise Orden, vi daglig have for Øje i det større, guddommelige Eventyr, hvori vi selv leve". – Dette citat fra romanen "Kun en Spillemand" afspejler til fuldkommenhed H.C. Andersens holdning til livet og kunsten. Når han siger, at livets under bliver borte i det vanebetonede hverdagsliv, så tænker han utvivlsomt på, at vi fra begyndelsen af vort jordeliv er i besiddelse af den uforbeholdne, betingelsesløse, levende holdning og interesse, som den små børn møder livet med; en livsholdning, der formentlig også udgør en væsentlig del af baggrunden for Jesu ord om, at "uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!". – Andersen har behandlet dette vigtige tema i sine romaner og eventyr, og ikke mindst i eventyret "Sneedronningen", der netop er bygget over den grundide, at den kolde, forbeholdne, analytiske og ofte hovmodige forstand ikke er tilstrækkelig, når det gælder oplevelsen og erkendelsen af livets dybeste sandheder og værdier. Det levende, umiddelbare, spontane liv stivner i forstandens "isslot", der er det samme som det alene på intelligensevnen baserede materialistiske verdensbillede.
Og netop hovmodet, selvtilstrækkeligheden, forfængeligheden, misundelsen o.s.v., som normalt er så fremtrædende og stærke kræfter i den jordmenneskelige bevidsthedssfære, udgør svære hindringer for oplevelsen og erkendelsen af livets dybere aspekter; og det er i særlig grad tilfældet, når disse "ufærdige" bevidsthedsmanifestationer samtidig er kombineret med uvidende bedrevidenhed og uselvstændig og traditionsbundet vanetænkning. Et sådant bevidsthedsniveau er simpelthen udtryk for åndeligt snæversynethed, og det karakteristiske for snæversynet er jo, at det altid mener at have ret i sin opfattelse og sine synspunkter, ligesom det som regel konsekvent benægter og forkaster eksistensen af ting og foreteelser, der ligger udenfor dets egen mentale horisont.
HR
Tilbage til artikelregister
Forrige