Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Foråret er for mange mennesker årets skønneste tid. Alt spirer og gror. Det grønne løv folder sig ud. Fuglene lader deres røst høre, og den ene blomsterart efter den anden står i fuldt flor. Foråret er også forelskelsernes tid. Forelskelsen mellem to skaber en oase eller et reservat, hvor andre mennesker bliver overflødige, og hvor seksualdriften, den højeste ild eller Guds ånd, som Martinus benævner den, binder to mennesker sammen gennem den inspiration, som denne ilds korte glimt lader disse mennesker opleve og gennemstrømmes af i sind og nerver, og bærer dem gennem hverdagens kamp for tilværelsen og livets fortrædeligheder.

Mange kunstnere skaber deres bedste værker under forelskelser, og menneskers og dyrs udfoldelse og aktivitet er stor under forelskelsesperioder. Begge parter "samler til rede". Mennesker køber og møblerer hus eller lejlighed, medens fuglene nøjes med at udfore en hulning i et træ eller en beskeden plads mellem nogle grene, og andre dyr finder bolig for sig selv, ægtemagen og afkommet.

"Hele verden sidder to og to i reden - hele verden er kun til for to", sang Margarite Viby for en del år siden, og så længe ingen forsøger at trænge ind i paradiset eller oasen, er det idel lykke. Men der findes jo altid rivaler, og forelskelsens uheldige virkning er den, at den skaber jalousi, kiv, krig og sorg, og herigennem afslører det sig, at forelskelsen ikke er identisk med kærlighed. Der følger mange ulykker i forelskelsernes spor. Livslede, mord og selvmord er ikke ualmindelige følger af den stærke følelsestilstand, som forelskelsen er, og der viser sig altså en mørk og ulykkebringende side ved forelskelserne, som uheldigvis tit benævnes kærlighed. Forelskelsen besynges og skrives i "kærlighedsdigte" og "kærlighedsromaner", og der hersker forvirring med hensyn til, hvad der er kærlighed, og hvad der ikke er det. - For nogle år siden kunne man læse i en fed avisoverskrift "Jeg elskede hende så højt, at hun måtte dø". Manden havde skudt kone og børn, fordi hun ville forlade ham. Men elskede han hende? Nej, han var forelsket i hende, og ingen anden skulle eje hende. "Der er ikke langt fra kærlighed til had", siger man, men det er der, hvorimod der ikke er langt fra forelskelse til had.

Kirken har været med til at forfuske disse begreber. Ved bryllupper i kirken synger man ofte "Kærlighed fra Gud springer lige ud, som en kilde klar og ren", men "den ægteskabelige kærlighed" eller "kærligheden" mellem mand og kvinde på vort udviklingstrin er ikke så ren endda. Bibelen taler tydeligt om, hvad der er virkelig kærlighed. "Kærligheden gør ikke ondt imod næsten, derfor er kærligheden lovens fylde" (Rom.br. 13,10). "Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner" (Joh. 15.13). "Kærligheden er langmodig, er velvillig, kærligheden bærer ikke nid, kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde, glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig ved sandheden, den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden bortfalder aldrig" (1.kor. 13,4-8).

Mange andre steder i Bibelen omtales kærlighedens væsen, men det har ikke været tilstrækkeligt for mennesker til at skelne skarpt mellem forelskelsen eller den ægteskabelige kærlighed på den ene side og den virkelige humane kærlighed på den anden.

Den klare skelnen mellem forelskelsestilstanden og den virkelige, menneskelige kærlighed finder man, så vidt jeg kan se, ikke tydeligere end hos Martinus i hans mange analyser om den højeste ild, om dennes udfoldelse dels som forelskelse eller parringsdrift, som hører dyreriget til og dets forlængelse, det jordiske menneskes område, og dels dens udfoldelse som virkelig kærlighedstilstand, der kun kan udfoldes i det rigtige menneskerige, som "endnu ikke er af denne verden".

Martinus beskriver forelskelsestilstanden som en kunstig sympati, som er frembragt ved kirtelfunktioner og hormoners indflydelse. Den hører den zone til, hvor man tager til ægte, men "I 'himmeriges rige' tager man ikke til ægte" ifølge Jesus, og imellem disse to stadier i udviklingen finder vi det område, Martinus kalder "de ulykkelige ægteskabers zone", og det er her, det er højst nødvendigt med en vejledning i at skelne mellem forelskelsen, der urigtigt benævnes kærlighed, og den virkelige og ægte kærlighed. Begge disse tilstande er baseret på en organtilstand, men da vi kun har udviklet organer til udløsning af forelskelses- eller parringstilstanden, men derimod ikke for menneskelig kærlighed, er det i virkeligheden ikke muligt at udfolde menneskelig kærlighed i fuldt omfang på vort nuværende udviklingstrin. Og dog kan man skimte overgangstilstande til den menneskelige kærlighed derigennem, at man også begynder at elske sit eget køn. Martinus litteratur indeholder gennemgribende analyser om dette område, således Livets Bog III, s. 1027 - 1066, og Livets Bog V, s. 1900 - 2231, og mange andre af hans værker giver god vejledning om det seksuelle princip. Martinus skriver bl. a., at den, der virkelig vil til bunds i kærlighedsvidenskaben og dermed det seksuelle princip eller den højeste ild, må hæve sig op over de gængse tusindårige traditioner og forestillinger angående dette princip, og han tilføjer, at det ikke er nogen let sag, da der ikke er noget i den menneskelige psyke, der er så indfiltret, skjult og camoufleret i overtroens og misforståelsernes hængedynd, som den gren af den højeste ild, der giver sig udslag igennem det jordiske menneskes seksualisme eller sympatiske anlæg.

Men polforvandlingen er nøje knyttet til jordmenneskets hele forvandling fra dyr til rigtigt menneske, og det er hverken nogen hurtig eller let proces, da den både baserer sig på en forvandling i psyken og i den organiske tilstand. Martinus skriver i sin bog "juleevangeliet": "Mange jordmennesker af i dag har sikkert ikke noget højere ønske end netop at kunne fremtræde som et fuldkomment menneske. Og hvis det kun drejede sig om deres vilje, ville jordmenneskenes daglige liv udvise en mangfoldighed af sådanne mirakler, hvor væsenerne pludselig i et eneste nu i kraft af deres vilje forvandlede sig fra "dyr" til "menneske". Men således går det ikke. Den rent dyriske og rent menneskelige tilstand er som nævnt virkninger af hver sin særlige organiske struktur. Og den organiske struktur, et væsen ikke har, kan det umuligt repræsentere virkningerne af. Men det kan altså gradvis i sin daglige tilværelse træne sig op til med sin vilje rent forstandsmæssigt eller vågent dagsbevidst at kunne udføre enkelte små detaljer i overholdelsen af de love, der fører imod "himmeriges rige" eller "fuldkommenheden".

-------

Vi kan altså ikke pludselig forandre os, selv om vi ønskede det, og derfor vil både dyr og mennesker igen i dette forår beruse sig i "søde forelskelser". Særlig vil de sidste års modepåfund og anden frigjorthed stimulere forelskelsestendenserne, og altså dermed alle fejltagelserne, som så igen giver de for forståelsen af en højere kærlighed nødvendige erfaringer - og på denne baggrund kan vi da hilse et nyt forår velkommen.