Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1969/17 side 190
USA inviterer
 
Torsdag den 7. august rejste Mogens Møller til USA og indledte dermed et fire ugers ophold på invitation af High Point Foundation.
Det er meningen, at Mogens Møller skal holde en række introduktionsforedrag om Martinus kosmiske verdensbillede rundt omkring i Californien, og om rejsens mål og perspektiver fortæller han selv:
red.
 
"Det er mit håb, at der på denne tur må blive sået et par frø, som senere må vokse og bære frugt. Mrs. Edith Stauffer, en af lederne og grundlæggerne af "High Point Foundation", som har inviteret mig, var i Kosmos Ferieby et par dage forrige sommer i ugen med foredrag på engelsk, og sammen med hende var en sekretær, Miss Al Verna Taylor. Begge blev meget interesserede i Martinus verdensbillede og de muligheder, det indebærer for forståelse af livet og samtidig for at arbejde med sig selv og sit forhold til omgivelserne.
High Point centre - der er allerede skabt flere i USA, og der vil komme flere endnu - er "retreat-centre" for fortravlede mennesker, der gerne vil være mere mennesker end fortravlede. Medarbejderne ved disse centre arbejder på at skabe en menneskelig og menneskekærlig atmosfære, hvor muligheden for at man kan lære både sig selv og andre bedre at kende er til stede. Terapeuter og psykologer deltager i arbejdet og hjælper med til at deltagerne opdager de skjulte talenter, de sidder inde med, og får mere selvtillid og samtidig mere åbenhed og forståelse for andres problemer. Opbygningen af centrene er hovedsagelig sket på frivillig basis ved gaver og frivillig arbejdskraft. Da der ikke er tale om en lukket bevægelse eller nogen form af sekterisme, har man forbindelser til mange sider, forbindelser, som man også søger at gøre interesserede i at høre om Martinus kosmiske analyser af verdensaltet og det levende væsen.
Selv om jeg har fået det indtryk gennem invitationen, at mange søgende mennesker - ikke mindst i Californien - er åbne for nye tanker, der har rod i gammel visdom, venter jeg på ingen måde, at der pludselig skal ske en masse i Amerika, fordi jeg holder nogle foredrag der. Jeg véd, hvor langsomt og roligt Martinus arbejde skal vokse, og det må så vise sig, om det er Forsynets mening, at det skal blive en spæd begyndelse til noget i fremtiden. Og så vil jeg gøre en masse erfaringer både menneskeligt og sprogligt, og dem kan man jo ikke få for mange af. Det hele varer kun en måned, og når jeg er hjemme igen, skal jeg forsøge at fortælle Kosmos' læsere om mine indtryk og hvilken forståelse, jeg mødte for Martinus kosmologi i Californien.
Mit første foredrag bliver ved en konference om religion og videnskab den 10. august i The East, West Cultural Center, Los Angeles. Så har jeg en uges kursus med daglige foredrag og samtalegrupper i High Point Centre, Altadena. Det slutter den 16. august, og den 17. august skal jeg tale i The International Cooperation Council i Los Angeles. Det er, hvad jeg i øjeblikket véd. Men der er planlagt flere foredrag de følgende uger i Los Angeles, San Diego, Fresno, Sacramento, Oakland og Ben Lomond.
Mogens Møller.