Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For et menneske, hvis humanistiske livsindstilling ligger langt forud for den tid, han lever i, vil det altid være smertefyldt at være vidne til de lidelser og ulykkelige tilstande, som er fremkaldt af hans samtidiges primitive væremåde, og det er forståeligt, at et sådant menneske føler sig inspireret til at yde sit bedste for med sin større indsigt at bidrage til en forbedring af de herskende forhold.

Der har i historisk tid været mange mennesker, som med råd og dåd har bidraget til at forbedre menneskenes vilkår, og sådanne mennesker er, som påpeget af Martinus, Guddommens hjælpere eller redskaber for udløsning af de impulser, som strømmer mod vor klode fra det guddommelige skabeprincip.

Man ville måske vente, at sådanne livgivende impulser ville blive modtaget med begejstring af en nødlidende menneskehed, men det er som bekendt således, at det inspirerede menneskes indsats og dennes betydning først forstås af mennesker i al almindelighed, når vedkommende er død, og ofte endda først mange år efter hans død.

Det vil altid være meget inspirerende at læse om sådanne menneskers virke og om de vilkår, hvorunder de arbejdede. Et gennemgående træk hos dem er en virkelig ydmyghed overfor den opgave, de er sat til at løse, og den beskedenhed, som præger deres færd.

Skaberen af det internationale sprog "esperanto", dr. Zamenhof, er et karakteristisk eksempel på et sådant menneske, og det er meget interessant at læse om hans liv og om hans tanker om, hvad der skulle til for at ændre menneskenes livsvilkår.

Zamenhof døde i 1917, 58 år gammel. Spørger man "manden på gaden" om, hvem Zamenhof var, vil man næppe kunne få svar. Spørger man om, hvad esperanto er, vil man kun muligvis få et svar. Men i løbet af den tid, Zamenhof levede, og efter hans død er ideen om et fælles internationalt sprog i form af esperanto blevet en realitet for mange mennesker.

Her skal ikke tales om de vanskeligheder, som består i overvindelsen af den naturlige træghed, som enhver ny skabende idé møder. Der skal derimod peges på, at selv om skabelsen af et neutralt, internationalt sprog var Zamenhofs egentlige mission, så skabte han ikke sproget for sprogets skyld, men for at fremme de tanker, han bar i sig om medmenneskelig forståelse eller næstekærlighed, hvilke tanker han har givet udtryk ved forskellige lejligheder, bl. a. i breve og ikke mindst i en deklaration om "Homaranismo", hvilket frit kan oversættes ved "en sammenslutning til fremme af medmenneskelighed", samt hans bestræbelse på at skabe en absolut neutral religion. Herom vidner det sidste, han skrev kort før sin død - en ufuldendt artikel med titlen "Om Gud og om udødelighed."

Heri skrev dr. Zamenhof følgende:

"Det er velkendt, at mange mennesker, der hele deres liv overhovedet ikke har interesseret sig for "Gud" eller for "sjælen", eller som med hån konstant har nægtet eksistensen af disse to begreber, er blevet "troende" de sidste år før deres død, eller i det mindste er ophørt med at forholde sig nægtende. Det er velkendt, at selv blandt de store åndsfyrster findes filosoffer, der har været ateister hele deres liv, og som dog i deres sidste år blev om ikke "fromme kristne", så dog teister, mystikere, spiritister eller noget tilsvarende. Ateisterne forklarer dette ganske enkelt med, at der er tale om manglende oprigtighed eller om senilitet, eller de ser det som en kendsgerning, at mennesket søger at trøste sig gennem selvbedrag, at det hager sig fast ved selvskabte illusioner, når det står ved gravens rand, foran sin fuldstændige og evige udslettelse og uden at kunne se noget håb.

Er denne forklaring rigtig eller urigtig? - det ved jeg ikke. - Det kan meget vel være, at forklaringen er rigtig i visse tilfælde. Men det forekommer mig, at det tyder på for stor selvsikkerhed at anvende den på alle tilfælde. Minder det ikke om arrogance fra vor side, når vi kalder alt det, der er i overensstemmelse med vor mening for normalt, og alt det, der er imod vor mening, for unormalt eller sygt? Må vi ikke acceptere den mulighed - om ikke i alle tilfælde, så dog i det mindste for en dels vedkommende - at et menneske har ændret sin mening, fordi han har fået fornemmelsen af, at han hidtil har taget fejl?

Men lad dette spørgsmål ligge, for det er ikke vigtigt for os. Så meget mere, som det er et meget lille antal mennesker, der - på grund af den menneskelige karakters stædige natur - i alderdommen helt oprigtigt ændrer sit syn på verden, og som er hæderlige og modige nok til åbent at indrømme dette. Jeg har kun berørt dette problem, fordi jeg forudser, at man også overfor mig vil anlægge den ovenfor omtalte påstand, "indtil nu", vil man sige, "har han aldrig talt om Gud eller om udødelighed; han er læge, og følgelig måtte allerede de videnskaber, som han har studeret, klart vise ham, at Gud og udødeligheden ikke eksisterer". Hvis han nu vil tale om Guds eksistens og om udødelighed, så er han enten uoprigtig, eller også er hans mentale og psykiske tilstand ikke normal på grund af alderdom og sygdom.

Nej, mine herrer! Er Deres argument muligvis anvendeligt i visse særlige tilfælde, så er det absolut uanvendeligt i mit. Jeg har afgjort ingen som helst grund til eller hensigt med at være uoprigtig eller til hyklerisk at lade det se ud, som om jeg tror på Gud og på udødeligheden, og hvor meget De end søger, vil De ikke kunne finde det allermindste motiv, som kunne tilskynde mig til uoprigtigt at foregive tro. Der er ingen i min nærhed, som jeg kunne behage med min tro; tværtimod ville jeg af min omgangskreds blive anset for at være en latterlig person eller i det mindste en ubehagelig særling, og når jeg er færdig med at skrive denne artikel, vil jeg - for ikke at bryde harmonien - sikkert igen for stedse ophøre med at tale om disse ubehagelige emner, der ikke er på mode. Og medens jeg vil miste enhver form for agtelse i den videnskabelige verden og hos fritænkerne, så vil jeg samtidig ikke kunne forvente at finde en kompenserende sympati i de troendes verden, men sandsynligvis kun angreb, thi min tro er af en helt anden slags end deres tro.

Hvis man ikke vil kunne forklare min handlemåde med uoprigtighed, så vil man måske forsøge at forklare den ved, at min sindstilstand skyldes, at jeg er gammel, og at jeg står overfor at skulle dø. Men også dette ville være forkert. Jeg må gøre læserne opmærksom på, at alt, hvad jeg nu skriver, hele temaet med alle dets tanker og argumenter, fødtes i mit hoved - ikke nu - men for 40 år siden, da jeg var 16-18 år gammel.- Endskønt jeg siden da har tænkt meget over disse ting og læst forskellige videnskabelige og filosofiske værker, er mine daværende ideer om Gud og om udødelighed næsten helt uændrede.

Man må tilgive mig, at jeg har vovet at fremkomme med mine ideer om de to vigtigste filosofiske problemer, endskønt jeg aldrig har studeret dem specielt. Jeg har ofte tænkt dybt over dem, men jeg har aldrig haft den fornødne tålmodighed til systematisk at undersøge alt, hvad der indtil nu er skrevet om dem. Jeg er ikke specialist i filosofi, jeg er kun en amatør. Jeg foregiver således ikke, at jeg vil bringe læseren en stor ny lære, en helt ny opdagelse, hvorom verden endnu intet ved, nogle geniale tanker, som ingen endnu har fundet på. Det kan meget vel være, at det, hvorom jeg vil tale, allerede længe har været kendt for alle. Det er meget muligt, at mine ord er indholdsløse, og at mine argumenter ikke har nogen værdi. Det er meget tænkeligt, at de kompetente fagmænd vil finde, at mine konklusioner er helt naive og fejlagtige. Men de emner, som jeg vil behandle, er så overordentlig vigtige, at det er bedre at snakke tusind værdiløse ord om dem, end at skjule en enkelt lille tanke, som kan bringe en ny lille lysstråle. Hvis der i min artikel findes blot et enkelt sådant lille korn af sandhed, eller hvis min dilettantiske artikel inspirerer til selvstændig og måske frugtbringende fordybelse i disse tanker og skaber interesse hos sådanne mennesker, overfor hvem filosof-specialisternes tykke og ofte vanskeligt forståelige bøger virker skræmmende - da er målet med min artikel nået fuldstændigt.

Min mor var religiøst troende, min far var ateist. I min barndom troede jeg på Gud og på sjælens udødelighed i den form, i hvilken den blev postuleret i den religion, som jeg fødtes ind i. Jeg husker ikke ganske nøje, hvilket år i mit liv, jeg mistede den religiøse tro; men jeg erindrer, at jeg nåede min højeste grad af manglende tro, da jeg var blevet 15-16 år gammel. Dette var også den mest pinefulde tid i mit liv. Hele livet mistede i mine øjne enhver form for mening og værdi. Med afsky betragtede jeg mig selv og andre mennesker, idet jeg i mig og i dem kun så et stykke kød uden mening, som var blevet skabt, uden at man ved hvorfor og til hvad, som skal gennemleve mindre end en brøkdel af et sekund af evigheden, for derefter hastigt at rådne bort for stedse, og som aldrig mere vender tilbage i de følgende endeløse millioner og milliarder af år. (Derefter følger i højre margin):

Jeg var begyndt at ane, at muligvis er der ikke tale om en forsvinden, muligvis er døden et mirakel, at der er visse love i naturen - at noget fører os mod et højt mål ...

Her slutter manuskriptet. Men det, der ikke blev skrevet, kom til udtryk i hans liv. Det der, mens han var en ung mand, var anelse for ham, blev i den modne alder til vished om Gud som en realitet, en evig kærlighedens kilde. Med sit liv, med skabelsen af esperanto har han været formidler for, at mange mennesker fra vidt forskellige lande har kunnet kontakte hinanden direkte - og dermed bidrage til at fremme den forståelse, som er en forudsætning for, at freden kan skabes på vor jord.

Zamenhofs drøm om at medvirke til at skabe en neutral religion blev ikke opfyldt medens han levede. Med Martinus Kosmologi er denne religion skabt - endnu kun for de få, der kan læse dansk, og som har evnen til at forstå den; men med skabelsen af det internationale sprog har Zamenhof bidraget til, at denne hans drøm, menneskehedens fælles religion, kan blive en realitet for mennesker fra alle jordens egne.