Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den Viden, den materielle Videnskab i Dag har om de tidligere Tiders Fauna og Flora, er, som de fleste ved, baseret paa Undersøgelser af de fra disse Tider stammende Jordlag, og de deri indeholdte Aftryk og Forsteninger. Paa Grundlag af disse, ved et kolossalt og beundringsværdigt internationalt Samarbejde – ved med Myrens Flid at lægge den ene lille Sten ovenpaa den anden, er det lykkedes at bygge Pyramiden omtrent færdig, men helt op til Toppen, til Besvarelsen af Spørgsmaalet "hvorfra?", er den ikke naaet. For at den skal kunne det, maa Følelse og Intelligens gaa i Balance i den jordiske Videnskabsmands Bevidsthed, saa at Intuitionen kan kaste sit klare Lys over de mørke Felter.

Den materielle Videnskabsmand siger: Ved sammenlignende Studier af fysiske Levninger, kan man fastslaa, at der paa Jorden er foregaaet en Udvikling fra en lavere til en højere Form for Organismer, hvis sidste Skud er Mennesket, men hvis første Led taber sig i Mørket.

Den kosmisk begavede siger: Ethvert levende Væsens Udvikling foregaar fra Mørke til Lys og fra Lys til Mørke gennem 6 Tilværelsesplaner. Jordmennesket af i Dag har lige passeret Mørkets Kulmination, og har gennemløbet de to første Tilværelsesplaner, Plante- og Dyreriget, flg. maa det have været i Besiddelse af Organismer, hvorigennem det har kunnet korrespondere med disse Planer, og man kan derfor vente at finde saadanne, hvor der har været Betingelser for Bevarelsen.

– Altsaa en ganske anden Form for Analysering. Den kosmisk begavede gaar ud fra Hovedfacitet, som han først ser, og naar derfra saa langt tilbunds i Problemet, at han kan korrespondere med den jordiske Videnskabsmand, og saaledes for Jordmennesket vise alle Tings dybeste Sammenhæng.

Vi vil nu, ved at anvende vor Viden fra begge Lejre, søge at klarlægge Problemet "Organismens Udvikling".

Lad os gaa tilbage til den Tid da Jordkloden som en glødende Kugle kresede omkring Solen. Alt var Tegn paa den største Uro; voldsomme Eksplosioner kastede de glødende Lavamasser kilometerhøjt op i Luften, og det ene Uvejr heftigere end det andet rasede i den tætte Atmosfære. Efterhaanden som Aartusinderne gik, blev Jorden dog saa meget afkølet, at der begyndte at afsætte sig en tynd Skal udenom det glødende Indre, men denne var endnu ikke stærkere, end at den ustandselig gennembrødes og sammenkrølledes af de voldsomme indre Kræfter, og Resultatet heraf ser vi den Dag i Dag som de mægtige Bjergkæder, der strækker sig rundt omkring Jorden.

Men Resultatet blev her som alle Vegne, at en højere Energi overvandt en lavere, – Følelsesenergien, der udstraaledes fra Verdensrummet, bandt Tyngdeenergien –, og den faste Jordskorpe opstod. Endnu skjulte denne sig dog for Solens Straaler bag en med Vanddamp mættet Atmosfære, hvori der til Stadighed rasede de voldsomste Uvejr med Lyn, Torden og heftige Regnskyl. Denne Regn blev dog ikke liggende, dertil var Jorden for varm, den steg straks op igen, men den medvirkede til at afkøle Jordskorpen, og efterhaanden kom da den Tid, hvor de første smaa Bække begyndte at risle; en Rislen, der endte med Verdenshavets Brølen.

I Mellemtiden var Atmosfæren, grundet paa de mange Regnskyl, blevet saa tynd, at Solen formaaede at trænge igennem, og Jorden laa nu badet i Lys, men med de nøgne kolde Klipper ragende op over de uendelige Verdenshave.

Hvorledes den første Form for Liv fremtraadte her paa Jorden, skal ikke behandles i denne Artikel, vi vil nøjes med, sammen med den materielle Videnskabsmand, at danne os Forestillinger om hvordan, og ellers nøjes med at gaa tilbage til de første Organismer, der har efterladt sig fysiske Spor.

Hvordan er det første levende Væsen fremtraadt? Sandsynligvis som en encellet Organisme, da dette er den simpleste Legemskultur, man kan tænke sig. En anden Grund til at antage dette er, at over alt, hvor vi har kunnet følge en Organismes Fremvækst, det være sig Plante eller Dyr, finder vi som første Led Cellen, der saa ved utallige Delinger efterhaanden opbygger den mere komplicerede Organisme.

Da der saaledes er meget stor Sandsynlighed for, at de første Organismer var encellede, kan det synes mærkeligt, at de første Spor af Organismer, vi gennem Levninger og Aftryk træffer paa, viser en ret høj Udvikling, men Grunden hertil kan jo f. Eks. være, at Revolutioner i Jordskorpen har udslettet Størsteparten, og at de faa resterende endnu ikke er fundet af Videnskaben,

Nu selve disse Organismer: Ved Undersøgelser faar vi bekræftet det gamle Ord, at Havet er Livets Vugge, thi medens Jorden endnu laa øde og bar, rørte der sig her et rigt Liv.

Ved Hjælp af vor Viden fra "Livets Bog" ved vi, at Jordkloden ligesom ethvert andet levende Væsen har gennemløbet Udviklingen gennem Plante- og Dyreriget, og da vi tillige ved, at Jordklodens Bevidsthedsstandard til ethvert Tidspunkt har været angivet af de Væsener, der har levet paa den, slutter vi heraf, at de første Væsener den husede, var Plantevæsener. Det samme Resultat kommer vi til, naar vi følger den materielle Videnskabs Analyser. Her har man nemlig erkendt, Dyr nok kan leve af andre Dyrs Organisme, men før eller senere standser man ved et Led, hvis Dyreart lever af Planter, idet kun disse formaar, ved Hjælp af Solenergien, at omdanne de forskellige Kemikalier til tilgængelige Næringsstoffer. Resultatet er altsaa: Først Planterne!

Vor Viden om dem er imidlertid mangelfuld, da de jo har været ret primitive, og selv om der har været saa mange, at de har kunnet danne Kullag, saa var de vulkanske Kræfter endnu saa levende, at de har forhindret Bevarelsen af disse. Vi forlader derfor disse første Væsener, og gaar frem til Dyrene.

Tilsyneladende ganske brat, men naturligvis som Resultat af en kolossal Udvikling, møder vi i Havet en Rigdom af Dyreformer, der gør Livet mærkværdigt broget paa Baggrund af de foregaaende Tiders (tilsyneladende) meget sparsomme Befolkning, og som det før er berørt, er disse Dyrearter ret højt udviklede. Som Eksempel paa de mest karakteristiske Typer, kan nævnes "Triboliter", et lille Krebsdyr, der er det ældste levende Dyr, man har kunnet konstatere, og endvidere Muslinger og Blæksprutter. Gaar vi videre frem, sker der det, at vi møder det første Hvirveldyr, hvormed en ny Æra i Livets Historie indledes, en Fortælling, hvis Pointe er Mennesket.

Samtidig med denne Udvikling indenfor Havets Dyreverden, er der foregaaet noget om muligt endnu mere interessant over Havets Overflade. De i de første Tider saa stejle Tinder, er i Tidernes Løb blevet afpudsede og nedbrudte af Regnen og Frosten, og de nedstyrtede Klippemasser har saa efterhaanden dannet Jordlag i Lavningerne, saaledes at alt er beredt til at modtage en Planteverden, og denne udebliver heller ikke. Grundet paa Tendenser i Retning af Begær efter at komme op af Havet og opleve den Verden, der fandtes deroppe, er Tangplanterne nemlig rykket fra det store Verdenshav ind i Lagunens stille Vande, hvor den henlever et Liv i Ro og Fred, under Tidevandets stadige Skiften. Og netop under denne Skiften, hvor Planten i kortere Tidsrum har ligget paa det tørre Land, har det kunnet lade sig gøre at omdanne den svage Organisme, der i uendelige Tider har været baaret oppe af Havvandet, til en Organisme, der i sig selv var stærk nok til at bære sin egen Vægt, og det store Skridt fra Hav til Land er da gjort for Planternes Vedkommende. I den jomfruelige Jord og i det, næsten over hele Kloden milde fugtige halvtropiske Klima, trives de saa godt, at vi endnu den Dag i Dag kan fryde os derover hver Gang vi hælder en Skovlfuld Kul i Kakkelovnen.

Det var dog ikke alene hos Planterne, at denne Forandring fandt Sted, ogsaa hos Dyrene i Havet opstod der en Slags ubevidst Længsel efter at komme til at opleve Livet under andre Former, og hvor stærk maa denne ubevidste Tendens ikke have været, at den har drevet disse Væsener fra deres frie Liv i det Element, de til Fuldkommenhed beherskede, og op i et helt andet, hvor de nødvendigvis i de første Aarhundreder maatte forekomme som rene Sinker. Men det skete altsaa!

De første Spor af denne Omdannelse, vi træffer paa, er de saakaldte "Lungefisk", de ældste luftaandende Hvirveldyr. Det mærkelige ved dem er, at de endnu den Dag i Dag, saa mange Aartusinder efter, har levende Efterkommere. Ogsaa blandt de saakaldte "Leddyr" er Overgangen til Landjorden sket, hvilket vi ser af de Forsteninger, vi har fra den Tid; meget er det ikke: Nogle Tusindben og en Skorpion, men det viser, at der maa have været Jagtbetingelser, altsaa endnu mindre Dyr, som er kommet før, men her bremses vi atter af, at de efterladte Organismer har været saa svage, at de ikke er bevarede.

Alt i alt er det dog endnu smaat med Dyrelivet paa Landjorden.

I vor Vandring fremad er vi kommet til "Kultiden" – de endeløse Skoves Tid, og Udviklingen begynder nu at tage Fart. Den Dyreart, der er naaet længst frem, er Insekterne, idet vi indenfor deres Udviklingsbane, som allerede nævnt, træffer Væsener, der er i Stand til at foretage virkelig Flugt gennem Luften. Men ogsaa indenfor vor egen Stamgren, Hvirveldyrene, er der sket en Tilpasning til Liv paa Land, – langt mere fuldkommen end den, Lungefiskene gjorde det første Skridt til, idet vi her træffer "Urpadderne", der ved deres Formrigdom og Individrigdom gjorde sig til Skabningens Herre.

Vi vil ikke fordybe os i Studiet af deres Udseende og Levevis, men gaa videre til det næste store Tidsafsnit i Jordens Udvikling, Middelalderen.

Naar man fra det Trin, vi staar paa nu, ser tilbage paa hine Tiders Dyreformer, tager man sig uvilkaarligt til Hovedet og spørger: "Hvad er egentlig Meningen?", thi saa fantastisk et Skue bliver man Vidne til. Middelalderen er Krybdyrenes, Øglernes Periode, og den ene Skikkelse mere kolossal og uforstaaelig end den anden rejser sig ud af de fundne Skeletdele for vore Øjne. Baade paa Landet og i Vandet tumlede disse i Legemsstørrelse saa mægtige Væsener sig, nogle levede af Planter og andre levede af Kød. At nævne Navn paa dem alle, vil være næsten uoverkommeligt, men af Ordene: Atlantanosaurus – Titanosaurus – Gigantosaurus læser man tydelig, hvorledes Navngiverne ligefrem har søgt at overbyde hinanden, for at finde Navne, der i tilstrækkelig Grad formaaede at bibringe Læserne Forstaaelsen af de imponerende Dyrs Vægt og Maal. Naar man hører, at en enkelt Laarbensknogle af en saadan Gigant vejede over 400 Kilo, og var mere end to Meter lang, saa forstaar man lidt bedre.

Ikke alene i Havet og paa Landjorden, som allerede nævnt, men ogsaa i Luften færdes i Middelalderen "Krybdyrene", idet Flyveøglerne som de første Hvirveldyr erobrede dette Element, og de blev saa stærkt udviklede, at vi har Aftryk af en Øgle, med et Vingefang paa syv Meter, større end nogen Fugl, og kun overtruffet af Aeroplanet.