Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Rubrik for Omtale af Livets Bog og de med denne forbundne Foredrag, Studiekredse, Referater o. s. v.
 

Inden jeg gaar over til det foreliggende Emne, maa jeg udtale den Bekendelse, at jeg er et gammeldags, enfoldigt Menneske, der har fundet Hvile i en personlig Tro paa Jesus Kristus som min Frelser, og mit aandelige Stade er den grundtvigske Livsanskuelse, med dens stærke Fremhæven af Daab og Nadver.

Det vilde være urigtigt af mig ikke at bekende dette, der under alle Livets omskiftende Forhold har staaet sin Prøve, og for mig er blevet Vished.

Den grundtvigske Livsanskuelse betinger først og fremmest et aandeligt Frisind, og saa dette, jeg vil kalde "at være af Sandhed"; men det betinger igen, at man har Pligt til at forstaa anderledes tænkende Mennesker, og respektere en hvilken som helst Livsanskuelse, blot den er fremsat og levet i Sandhed, og endelig er det jo en saare naturlig Ting at prøve paa at forene Tro og Viden.

Naar jeg blev stillet over for Martinus, hans Person og Lære, som den kommer til Udtryk i Hovedværket "Livets Bog", saa skyldtes det den bevidst forvrængede, i ualmindelig Grad uaandelige Behandling, der blev Martinus og hans Værk til Del i Dagspressen.

Det blev mig forundt at tage en Række Interviews med Martinus, der fandt Optagelse i de Blade, der stod til min Raadighed, og saa blev jeg stillet over for "Livets Bog" – og maatte blankt give op og nøjes med at erkende, at jeg her stod over for en Verdenslære, og – efter menneskelig Beregning – det tyvende Aarhundredes aandelige Personlighed, der i Kraft af sin Lære maatte kunne samle den Del af Menneskeheden, der enten havde forladt den kristne Tro, eller var kommet i Tvivl med sig selv, fordi saa mange af dem – til Kirkens Skade og deres egen Skam – ofte var i pinlig Strid om det, de vilde have andre til at tro, og hvor de "vidste" langt mindre end dem, de skulde lære, og alt for ofte dømte.

Det er ikke min Opgave hverken at finde Paralleller eller Skillelinier mellem den kristne Tro og "Livets Bog", men blot at udtale som min Formening, at der med denne er givet en lidende og søgende Menneskehed en aandelig Hjælp, hvis Rækkevidde ene bestemmes af Evnen og Viljen til at tilegne sig det.

For mig er det saa ligetil; thi hvad jeg ikke forstaar, lader jeg ligge; thi den fulde Tilegnelse af "Livets Bog", vil tage meget lang Tid, altsammen afhængigt af den Enkeltes Intellekt, og for nogle maaske en eventuel Afvikling af tidligere Livsanskuelse.

Det, der i "Livets Bog" har gjort stærkest Indtryk paa mig, er den dybe Erkendelse af det guddommelige, der lader ane, at langt flere Mennesker end Tilfældet er, trænger til "Livets Bog" og til den ophøjede Moral, den giver Udtryk for, og som tillige er et Plan, hvor alle Mennesker, der er af Aand og vil Sandhed, maa kunne mødes, uden Hensyn til Konfession, idet "Livets Bog" jo ingenlunde tilsigter Sektdannelse, men lader den Enkelte beholde sin Livsanskuelse i Fred, fordi Besiddelsen af en saadan kræver Fordybelse og Stilhed, først og sidst Erkendelse.

For "Livets Bog" takker jeg.

Mødet med Martinus har været en Oplevelse, og megen Værdi, praktisk og aandeligt, ligger der i Erik Gerner Larssons Bog om Martinus. Den baade fortjener at blive – og vil blive benyttet som Haandbog i "Livets Bog", og vil som saadan blive staaende i Literaturen, og sikkert for mange Mennesker blive Indgangen til en hel ny Tilværelse, og for andre et dybt, aandeligt Stof at arbejde med og tilegne sig, saa langt Sind, Evner og Kræfter rækker.

En ganske særlig Værdi synes jeg, at der ligger i det stadig voksende Studiekredsarbejde.

Kan noget være smukkere og rigtigere, end at Mennesker hører og spørger.

Netop i den praktiske Hjælp, som et Studiekredsarbejde altid er, skal Arbejdets Kræfter kendes.

Forøvrigt synes jeg, at stud. polyt. Mogens Munchs Udtalelser om "Livets Bog" i "Kosmos" er saa klare og koncise, at de ganske sikkert har givet een og anden Mod til at arbejde med de Problemer, der ved første Øjekast kan synes værende næsten utilgængelige.

Tak!