Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Omend Martinus i sidste Nummer af "Kosmos" bragte Studiekresdeltagerne over hele Landet Mogens Munchs og min egen kærligste Tak for Deltagelsen i den nu svundne Vinters Studiekresarhejde, vil jeg gerne i efterfølgende lille Artikel prøve at tolke nogle af mine egne Følelser ved netop denne Sæsons Afslutning.

Efter syv Vintre i Træk at have forberedt en stadigt voksende Tilhørerskare paa, at Menneskeheden var inde i en Tidsperiode, hvor en kollektiv Skæbnebølge af mørk Karakter og af et forfærdende Omfang var i Færd med at udløse sig, stod jeg ved Vinterarbejdets Begyndelse overfor den Kendsgerning, at Livet selv nu havde bekræftet det Budskab, jeg som Martinus Discipel havde bragt. Hvad næsten alle anede, men de fleste vægrede sig ved at tro, var paa faa Timer blevet en fuldbyrdet Kendsgerning: Krigens blodigrøde Fakkel lyste atter over Europa.

Vinterarbejdet begyndte saaledes under et helt nyt Perspektiv. De Begivenheder, som i deres dybeste Natur er Aarsag til hele Martinus Arbejde, ja, til hans Tilsynekomst i det hele taget, er nu i rivende Udvikling, og de fleste af hans Analyser faar dermed først nu deres virkelige Baggrund. Saalænge man kun aner Tordenen i det Fjerne, evner kun de færreste at forestille sig Uvejrets virkelige Voldsomhed. Helt anderledes naar man pludselig befinder sig midt i dets Centrum. Af alle Vinterens mangeartede Begivenheder tegner ingen sig saa uforglemmeligt i min Erindring som Foredraget den 8. April. Planmæssigt var det ikke mit sidste Foredrag i den afsluttede Sæson, men det blev det. Og besynderligt nok skyldtes dette ikke de Forbud, der kom nogle Dage senere, men derimod en Forudanelse om voldsomme Begivenheder, der i Dagene før den 8. havde bemægtiget sig mig, en Forudanelse, som tiltog i Styrke og midt under Foredraget slog igennem og blev til Vished for mig selv, saaledes at jeg simpelthen maatte ændre mit Foredrags Struktur til at blive det afsluttende. I de Sekunder denne Proces stod paa i mit Sind, følte jeg alvorligere end nogen Sinde før Storheden i Martinus Arbejde og dets enorme mentale Bæreevne. For mit indre Syn dannedes i vanvittigt hurtigt skiftende Tankebilleder et Overblik over det, der nu maatte komme, samtidigt med at jeg med næsten fysisk Smerte, men med hele min vaagne Dagsbevidsthed i Behold, forstod, hvorfor alt dette grufulde skulde udløses. At Foredraget formede sig efter disse indre Oplevelser, ved de, der overværede det. Drevet af den Pligtfølelse, der altid er den rene Sandheds absolutte Følgesvend, maatte jeg finde Udtryk for disse Oplevelser, der var langt udover, hvad jeg under mine Foredrag ellers faar Lov til at iagttage. Synerne blev til Ord, og omend Ordene var mine, var Røsten Martinus', var Indholdet Virkningerne af alt det, jeg igennem ham er blevet delagtiggjort i. Da denne Oplevelse har gjort et meget stærkt Indtryk paa mig selv, vil jeg i det efterfølgende prøve at gengive lidt af det, jeg den Aften følte mig tilskyndet til at sige:

– En af de dybeste Aarsager til den Angst, de fleste Mennesker idag lider under, er den Kendsgerning, at praktisk talt næsten ingen opfatter sig selv som et aandeligt Væsen. Selvom de fleste er klar over, at der er noget mystisk ved dem selv, at de lever og aander, at de kan opleve og reproducere deres Oplevelser, er det almindelige alligevel det, at Mennesket, grebet af den tilsyneladende rent fysiske Verdens mange Foreteelser, udvisker sit eget Jegs Konturer i en stadig mere og mere forceret Vekselvirkning med denne ydre Verden. Medens den egentlige Mening med denne Vekselvirkning er den, at Mennesket igennem den skulde komme paa Sporet af selve Tilværelsesplanen og derigennem paa Sporet af deres eget Jegs umaadelige Storhed og Hellighed, oplever man idag som Kendsgerning, at Mennesket er blevet, ikke Materiens Herre, men dens Slave. Mennesket er gaaet vild i Formernes Verden. Selvskabte materielle Salighedssyner har sløret Udsigten til den virkelige Verdens kosmiske Vidder og laaset Mennesket inde i et Rum, hvis Vægge er dets egne massive Illusioner. Som Martinus siger: Verdensaltets samlede Energier er til Raadighed for Gudesønnen. Han kan blande dem, som han lyster. Men engang blandet af ham, maa han ogsaa finde sig i Blandingens Virkninger. Som han saar, høster han! – – Og det er Tilværelsens inderste Problem idag. Mennesket – og der er og bliver kun det ene Menneske, nemlig Dem selv – det hele drejer sig om, har nu igennem Aartusinder blandet de kosmiske Energier paa en saadan Maade, at de i første Instans gav Individet en straalende Behagsoplevelse og saa – – Mere end nogensinde før vil De i denne Tid høre, at der ingen Gud kan være til, naar alt dette kan ske, og De vil blive Vidne til, at Sortsyn og Nedtrykthed florerer, ja, De vil atter og atter komme til at gribe Dem selv i at være grebet af Pessimismens graa og slimede Fangarme, se Dem selv, paa Trods af al den Viden, De har faaet, synke ned i Tungsindets kvælende Sump, fordi De i saadanne Stunder ikke evner at se, hvad der virkeligt sker. Hvad er det da, De er Vidne til? De er Vidne til et vældigt mentalt Omraades totale Sammenbrud! Verden er ikke den rent ydre fysiske, De tror, den er. Verden er, som Mennesket er. Deres Lykke hviler ikke paa Tilværelseslovens Harmoni, men derimod paa en Tankeverden, hvis fornemste Kendetegn er dens manglende Harmoni med Tilværelseslovene. Midt i en Verden, hvor alle kunde være rige, hvor alle kunde rejse og glæde sig over Guddommens mangfoldige Evner til at aabenbare sig, hvor Kærligheden kunde straale Dem i Møde fra Polarlandenes Snepanoramaer til Tropernes fantastiske Blomstertæppe, lever De nu indespærret i Virkningerne af den Tankeverden, Mennesket kortest udtrykker i Sætningen: Enhver er sig selv nærmest!

Men et Menneskesamfund, hvis Fundament er Egenkærlighed, dømmer sig selv, og det er den Dom, De nu oplever. Guddommen har i Opdragelsen af Gudesønnen kun to Veje at gaa: enten den Vises stilfærdige og kærlige Røst, der altid advarer, altid vejleder – eller den bragende Torden og Lynilds forfærdende koncentrerede Kraft.

De oplever nu Dommedag. Ikke som en enkelt "Dag", men som en Periode, i hvilket Guddommen af al Kraft nu vil vise Dem de Veje, den Enkelte saavel som hele Samfundet maa følge, for at den af alle nu begærede Verdensfred kan blive en Kendsgerning. Alt efter Deres egen Indstilling er De nu udenfor eller med i denne Doms frygtelige Virkninger. Med er De, dersom De i Dem selv endnu føler Hadet flamme imod et eller andet af det, De bliver Vidne til, udenfor er De i det Øjeblik, De med Deres egne Øjne kan se, at alt det, der nu sker, ikke er en Guddoms Straf over en ulydig Menneskehed, men derimod de uafvendelige Virkninger af den Maade, hvorpaa det jordiske Menneske igennem Aartusinder har blandet de kosmiske Energier. En Tankeverden bryder nu sammen for Deres Øjne, men paa dens Ruiner vil en ny Tankeverden rejse sig. Denne Tankeverdens Bygmestre er De. I akkurat samme Grad, som De evner at manifestere Næstekærlighed og Tolerance, vil De blive denne ny Verdens bærende Fundament. De lever i et Folk, som ikke ønsker Krig og som heller ikke vil komme i Krig. Men ingen kan befinde sig i Nærheden af et vældigt Uvejr uden at komme til at mærke dets Dønninger. Heller ikke vi. Men i vor egen Aand finder vi de Kræfter, hvormed vi skal imødegaa dette Uvejrs Virkninger. I vor Sjæls Kultur har vi det Vaaben, overfor hvilket Sværdet har mistet sin Magt –

Dagen efter var det den 9. April!

I den mørkeste Tid, Menneskeheden har oplevet, har Martinus skabt et Feriested af usædvanlige Dimensioner. Trygt hvilende i den Aand, om hvilken han selv er et levende Vidnesbyrd, vil denne Koloni altid være et Sted, hvortil man kan drage for i dens Atmosfære at hente Kræfter og Inspiration til at leve udenfor det mentale Mørke, der idag behersker Verden. Mere end noget andet inspirerer det Verdensbillede, han har givet os, til at følge den Sentens, der i Aar vil møde vore Gæster, naar deres Øje falder paa vort store, smukke Solur:

"Tæl kun, som jeg, de sollyse Timer".