Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en følgende Artikel "Skønhedslovenes Grundlighed i det hele Verdensalt" trænger Ørsted ad Tankens Vej frem til den Mening, at den Lov, der betinger vor Opfattelse af Skønhed, ogsaa maa gøre sig gældende i det øvrige Univers, og at der ydermere maa være en vis Lighed mellem alle levende Væseners Opfattelse af Skønheden.

At dette maa være Tilfældet beviser Ørsted derved, at de matematiske Figurer f. Eks. maa være ens overalt, og at ligegyldigt hvilket Væsen, der evner at opfatte Cirklen vil føle sig frastødt af enhver ufuldkommen Fremstilling af den; med andre Ord maa de øvrige Beboere i Verdensaltet se paa de af matematisk Tænkning frembragte Figurer paa samme Maade som vi. Men da alle lovbundne Figurer kan betragtes under en matematisk Synsvinkel, følger deraf ogsaa, at Sansen for Former maa have en vis Væsenslighed overalt, den maa alle Steder være dannet i Forening med Fornuften og maa som Følge deraf være i Disharmoni med det Fornuftstridige.

Dette har jo absolut ikke til Følge, at de Former, vi træffer paa vor Klode, behøver at gaa igen overalt i Universet. Formerne maa naturligvis være uden Begrænsning, da der jo ikke er nogen Grænse, for under hvilke Betingelser det levende Væsen kan komme til at opleve Livet; men det, der er ens – og atter her kommer Ørsted til at bekræfte Martinus – er den bag Formen eksisterende Hensigt. Dette vil jo i Virkeligheden sige, at selvom vi blev henflyttet til en anden Klode i Universet og der traf Væsener af et ganske andet Udseende og Væremaade end os selv, vilde vi, forudsat at disse Væsener befandt sig paa samme intellektuelle Trin i Udviklingen som os selv, kunne begribe deres Manifestationer, idet disse i Virkeligheden nødvendigvis maatte være beslægtet med vor egen Fornuft og dermed ogsaa med den Lov, der dikterer vor Skønhedssans.

I den næste Artikel "Den moralske Naturs lige Grundvæsen i det hele Verdensalt" kommer Ørsted atter til at bekræfte Martinus paa en Maade, der ikke kan afføde andet end Glæde hos den Studerende, idet det nemlig er paa saa vanskeligt et Omraade som Undersøgelsen af Menneskets "fri Vilje".

Efter først at have pointeret, at Naturvirkningerne er Guddomsvirkninger og Naturlovene Guddomstanker, hævder Ørsted, at Mennesket, der jo fødes med "naturlige" Anlæg for dette eller hint, netop herved bekræfter den igennem hele Verdensaltet strømmende Fornuft (jvf. de foregaaende Afsnit).

Dernæst skildrer han den Udviklingsproces Mennesket har maattet gennemgaa fra det Tidspunkt, hvor det befandt sig paa Aandsudviklingens første Stade, hvor den undersøgende Tænkning endnu ikke har gjort sig gældende og frem til nu, hvor man forlængst ad Tankens Vej har gjort det af med baade Sol- og Maanegudinde, samt Alfer og Dryader og er naaet til at erkende Guddommen som en altoverstraalende Personlighed, – forudsat at man altsaa anerkender det guddommeliges Eksistens. Det maa vel formodes, at Ørsted, dengang han skrev disse Artikler, egentlig kun har tænkt paa alle de, der hyldede den frie naturvidenskabelige Tænkning og saa bort fra, at en Mængde Mennesker nærmest betegnede hans Teorier indenfor dette Omraade af Tilværelsen som "fri Fantasi" etc.

Det er uhyre interessant at se, hvorledes Ørsteds Fremstilling af den religiøse Udvikling passer sammen med den vi i "Livets Bog" bliver delagtiggjort i, og det er vel værd at bemærke sig efterfølgende lille Citat fra denne Artikel, hvor Tænkningen i Virkeligheden fejrer sande Triumfer: "Alle Tænkningens Veje fører omsider til en fuldere Opfatning af alle Tankers store Helhed; endskønt de ofte begynde med at føre derfra, maa de ved samtlige Tænkendes Bestræbelser bøjes tilbage til det rette Midtpunkt; thi Tænkningen tilintetgør selv sine falske Retninger!"

Efter dette kan det sikkert ikke undre nogen, at Ørsted naar frem til den Konklusion, at alt det, som er Synd i Religionens Betydning, er Ufornuft i den sande Verdensanskuelses. Og endvidere, at jo længere den Enkelte ad Tankens Vej trænger ind i Tilværelsesmysteriet, desto mere vil han komme til at opleve, at han i Tilegnelsen af den evige Fornuft, har sin rette Livskilde; thi jo mindre kraftigt Livet i Gud er hos et Menneske, desto stærkere bestaar for ham Modsætningen mellem Gud og Verden, – en Sandhed man ofte tvinges til at erkende, naar man vil forsøge at overbevise et Menneske om Guds Eksistens som en Realitet og til Svar faar et "Ja, det er meget godt altsammen, men naar vi er døde, saa er vi døde og saa er den færdig!" – – –

– "Men idet vi her har fremstillet Tilværelsen som et Fornuftrige", skriver Ørsted videre, "møder os en stor Tvivl med det Spørgsmaal: "Hvorledes forenes dette med Friheden, som jo tilsteder Misbrug, følgelig Ufornuft? Denne maa jo have en Indflydelse paa Verdens Gang!"

Og her er det, at jeg paany nødes til at citere Ørsted selv, for at Læseren kan faa Lejlighed til at sammenligne Svaret med Martinus over samme Emne skrevne Artikel i "Kosmos" Nr. 1 og 2.

"Forsaavidt Mennesket tænker, er han fri. Hans Frihed vokser med hans Tænkning. Uden denne staar han under den ubevidstes Naturs Love. Aldeles frigjort eller aldeles Naturtræl er Mennesket aldrig; han svæver mellem begge, kun med højst ulige Nærmelser til den ene eller anden af disse Tilstande. Den frie Tankevirksomhed er dog kun paa en betinget Maade unddraget Naturens Love, som er eet med Tilværelseslovene. Det kunde vel synes, at de enkelte Væseners Frihed maatte stride mod de almindelige Loves Herskab; men dette Skin forsvinder ved Sagens nærmere Betragtning. Vel er det aabenbart, at den fri Vilje ofte frembringer Handlinger, som ikke blot i sig selv er fordømmelige, men ogsaa i de nærmeste Virkninger strider mod det, som ellers skulde følge af de almindelige Fornuftlove. Det kunde da synes; at Gud kunde ved de endelige Væseners Misbrug af deres Vilje nødes til selv at foretage vilkaarlige Handlinger, Handlinger, som maatte ligge udenfor den evige Fornuftorden; men herved er det at betænke, at ligesom det Fornuftstridige, der ofte indsniger sig i Tænkningen, omsider tilintetgør sig selv, om det end har vedligeholdt et Sandhedsskin gennem mange Tidsaldre, saaledes vil ogsaa det Fornuftstridige i Menneskenes øvrige frie Virksomhed tilintetgøre sig selv. Tænkningen maa ifølge sin Natur virke efter de evige Naturlove, saa at dens ufornuftige Udskejelser stride imod dens Grundvæsen; heri ligger der allerede en Stræben til at svække det Ondes Kraft i den Villende selv. Desuden opfordres han ved hele Tilværelsens Fornuftighed, med hvilken han staar i uophørlig Vekselvirkning, til at lade sine Tanker indordne sig i dens Gang, saa at den fri Viljes Beslutninger med en vis Almindelighed indflettes i det Heles Fornuftharmoni, uagtet den ikke er selvstændig god; men forsaavidt som de ved den onde Vilje frembragte Vikrninger forstyrrer visse Led i Fornuftordenen, ville de selv opvække Modvirkninger, som omsider tilintetgøre det Onde.

Som man vil se er denne Opfattelse af den "fri Vilje" i saa nøje Overensstemmelse med den vi igennem Martinus Artikel er kommet i Berøring med, at den som Bekræftelse betragtet ikke kan virke andet end stimulerende. Det synes forøvrigt som om Ørsted med Hensyn til netop det Spørgsmaal er kommet til det Resultat, at omend man nok er naaet dertil, at man erkender Fornuften i Tilværelsen, saa er der dog endnu langt til, at den store Masse formaar at anvende Fornuftens Love som Grundlag for sin Opfattelse af den Udvikling hele Samfundet saavel som den enkelte er undergivet. Og det er netop denne svigtende Evne til at begribe hele Verdensaltet som en Fornuftenhed, der, efter Ørsteds Mening, er Aarsagen til den megen Lidelse, man overalt blandt Menneskene bliver Vidne til, og som kun fjernes i samme Grad som baade Samfundet og den Enkelte formaar at hæve sit aandelige Niveau frem imod den Tilstand, hvor Begrebet "Tro" afløses af Viden og dermed virkeligt Kendskab til, hvorledes Livet burde leves, ikke alene til Gavn for Menneskets egen Lykke, men ogsaa – og deraf afhænger i Virkeligheden den sande Lykke – til Gavn for hele Samfundet.

 

 

Kommentar: Det sidste tekstafsnit var i den trykte udgave af Kosmos ved en fejl indsat i artiklen "Tanker ved Vinterarbejdets Begyndelse". Denne fejl er rettet her i webudgaven af Kosmos.