Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Da Alfred Nobel i 1867 opfandt dynamitten, betød det "aldrig mere krig" – troede han. Med den enorme sprængkraft, som her blev frigjort, forestillede han sig i fuldt alvor, at ingen mennesker længere turde gå i krig.

Det holdt som bekendt ikke, men tankevækkende er det, at man for mindre end 150 år siden kunne gøre sig den slags naive forestillinger. I det hele taget var det meget karakteristisk for denne tid, at man satte lighedstegn mellem høj teknologisk udvikling og høj moralsk udvikling. Ved århundredskiftet var de fleste i den vestlige verden overbevist om, at nu var menneskene så udviklede, at de var ude over det med at føre krig mod hinanden.

Derfor kom det som en vældig overraskelse, da 1. verdenskrig brød ud i 1914, og overraskelsen bestod i, at menneskene på samme tid kunne være højst kultiverede – og rene dyr! Skønt man havde ført krige siden arilds tid, var denne tanke først rigtig sivet ind nu, og det hang måske sammen med Darwins bog om arternes oprindelse, der udkom i 1859 og vakte stor modstand. Det gjorde den ikke efter 1. verdenskrig, som nærmest beviste, at menneskene nedstammede fra aberne.

Nu kunne man så tro, at folk skammede sig over denne oprindelse, men så langt var dommedagens epoke endnu ikke nået. Tværtimod vendte man sig mod kulturen som det ødelæggende element og så mennesket selv som et oprindeligt og uskyldigt dyr, der var blevet voldtaget af den dekadente kulturs gamle elite. Det skete mest tydeligt med Eric Maria Remarques roman fra 1929: Intet nyt fra vestfronten, som i løbet af få år blev oversat til 49 sprog og solgt i 20 mill. eksemplarer. I et kortfattet, klart hverdagssprog fortæller han her om livet ved fronten, han skildrer menneskenes liv, tanker og handlinger, når dødens tilfældige kugler og granatsplinter rammer dem. Og han ramte dermed også plet i læsernes sind. I hans roman genkendte de sig selv, angsten, håbløsheden, resignationen.

I mellemkrigstiden blev dette sværmeri for dyret i mennesket kendt under betegnelsen animalisme. Det blev moderne at skrælle kulturlagene af sig selv for ligesom at finde ind til det nøgne, rene menneske og starte forfra. Derfor ser man disse mange hyldester hos en Karen Blixen til Afrika, og hos en Knud Rasmussen til polareskimoerne. Altså en fornyelse, en vældig kraftig og naiv tankegang, som snart slog over i det, den ikke ville. At frisætte de mange oprindelige drifter og kræfter i mennesket – ja, det åbner også op for nogle mere uhyggelige sider. Derfor så man denne naive og egentlig i bund og grund paradisiske tænkning få uniform på og lige pludselig begynde at marchere i 30'erne med fascisme, nazisme osv.

Dermed er vi fremme ved de forudsætninger, som Martinus havde for at blive forstået efter 2. verdenskrig, når han fra talerstolen kunne fortælle om vores fortid som dyr og fremtid som rigtige mennesker. Det skal vi få at se i hans artikel på de næste sider. Men tænk på, kære læser, at havde vi ikke haft disse frygtelige krige, så ville Martinus have talt for døve øren. Og for hver ny krig bliver der flere til at lytte! Vist er dommedag ingen spøg, men den er heller ikke forgæves.