Ældre Kosmos og Kontaktbreve

McCollough og hans medarbejdere mener imidlertid ud fra psykoterapeutiske erfaringer, at forklaringen på tilgivelse snarere er af følelsesmæssig art. De mener, at den vigtigste forudsætning for tilgivelse er, at man kan føle medfølelse, altså sympati med gerningsmanden i forhold til de onde handlinger. Hvis den, der sårer os, viser anger og skyldfølelse, kan det kalde på vores medfølelse, som kan overvinde de negative følelser af vrede eller afvisning, og derved føre til tilgivelse og forsoning. For at undersøge denne hypotese bad forskerne 239 mænd og kvinder om at deltage i en undersøgelse, hvor de skulle genkalde sig en nylig begivenhed, hvor en af deres nærmeste havde såret eller skadet dem på en alvorlig måde. De skulle så svare på følgende spørgsmål: Hvor meget de havde følt sig såret, hvor meget den anden havde bedt om tilgivelse, hvor meget de havde haft medfølelse med den anden bagefter, og endelig hvor meget de i deres hjerte havde kunnet tilgive synderen. Resultatet af denne undersøgelse støttede fuldt ud forskernes hypotese: De, der efter nogen tid havde kunnet tilgive syndernes dårlige opførsel, var temmelig nøjagtig de samme, der kort efter begivenheden havde fået en vis medfølelse med den pågældende. Og denne medfølelse afhang igen af, hvor meget den pågældende havde udvist angerfuld eller skyldbetonet adfærd. Når vi kommer ud for, at nogen, der står os nær, sårer os, vil vi normalt reagere negativt, med tendens til vrede eller afstandtagen. Samtidig vil vi formodentlig i den følgende tid holde øje med, om den anden viser anger og skyldfølelse, og hvis det er tilfældet, og hvis den angerfulde adfærd er ægte og formår at røre vore hjerter, så vi føler medfølelse med den anden, så vil vi ifølge undersøgelsen være i stand til at tilgive. Og i denne tilgivelse vil der både være en tendens til at trøste synderen, der nu er den, der lider af skyldfølelse, og en tendens til at reparere på det indbyrdes forhold.

De amerikanske forskeres teorier om, at tilgivelse er en tanke- eller følelsesmæssig proces er interessante set i forhold til Martinus' analyser om føle- og kærlighedsevnen. Medlidenhedsfølelsen er selve basis for den humane udvikling og dermed også grundlaget for vores evne til at kunne tilgive. Medlidenhed og medfølelse beskrives som en ubevidst erindringsgenkaldelse af oplevede lidelser fra dette eller tidligere liv. Den adskiller sig fra almindelig form for oplevelse af erindringer derved, at sted- og tidsbetegnelse mangler. Kun selve smertefeltet kan gå over i dagsbevidstheden ved erindringoplevelsen. Erindringen fornemmes som en slags fantasibillede, hver gang vi bliver vidne til begivenheder, som er i slægt med vore egne lidelsesbilleder. Vores evne til at forstå et andet menneskes lidelser og mentalitet er derfor afhængig af, hvor nært beslægtet vores erindringsbillede er med de begivenheder, vi møder. Når vi ikke følelsesmæssig reagerer over for andres lidelser skyldes det altså, at vi ikke kan fremkalde nogle erindringsbilleder og forbliver derfor ganske "kolde" over for lidelsen. Har vi derimod mange beslægtede "erindringer", kan vi reagere med stor medfølelse og hjælpe vores næste ud af lidelsen. Når vi ikke kan danne os korrekte billeder af virkeligheden, kan vi heller ikke komme i kontakt med den. Men igennem erfaringsdannelsen vil vores bevidshed vokse, og vi vil gradvis komme i kontakt med naturens love. Med tiden vil medfølelsesevnen blive mere og mere fuldkommen, og til sidst vil vi kunne føle medlidenhed i alle livets felter. På dette stadium er medlidenhedsevnen blevet identisk med kærligheden. De mange lidelseserfaringer har dermed beriget og kultiveret vores bevidsthed således, at tilgivelse er blivet et helt naturligt talent i vores væremåde. (1)