Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da H. G. Wells skrev "Menneskeslægtens Historie", vilde han give et Overblik over Menneskets Vækst fra sin første ensomme Begyndelse til det gryende Verdensbroderskab. Han vilde vise Stjernernes Gaade, Rummets og Tidens Grænseløshed. Han vil en Sammenfatning af den hele Udviklingsgang indtil vor Tids tragiske Forviklinger. Det, han har at sige, slutter som med et tydeligt Spørgsmaalstegn. Han var en Fører, der ledte sin Læser hen til den Afsats, hvortil Livet nu er naaet. Forfatteren standser og siger: "Dette er vor Arv, hvad vil du bringe ud deraf?" Dette store Værk blev til 12 Bind. Senere forsøgte han med betydeligt Held en mere knap Fremstilling, et kortfattet, men selvstændigt Værk, som blev mange til Nytte. En begavet Forsker skuede her ud over Menneskehedens store Eventyr. H. G. Wells viser i disse Værker sin Tro paa, at Menneskeslægten engang vil virkeliggøre en rigere og skønnere Verden. Alt, hvad han fortæller, er kun en Indledning til, hvad der engang skal naas. Hvilke Muligheder, Mennesket har, anes gennem Betragtning af den store Kunst, der er nedlagt i Billedhuggerarbejder, Malerier og Musik, i ædle Bygningsværker og i fredfyldte Haver. Og hvor skønt Livet kan være, ses i Blomsternes Verden eller i Solnedgangen, eller i et ungt Dyrs Ynde og i tusinde Landskabers Dejlighed. Som de videre Udsigter for Menneskeslægten ser Wells Livet i Verdensstaten, eet stort, forenet Fællesskab. Mennesket vil "evig ungt og ivrigt, staa paa Jorden som paa en Skammel og udstrække sit Rige blandt Stjernerne." – En saadan Trang til at sammenfatte Enkeltheder til en Helhed findes vel hos os alle. Paa forskellige Felter undersøger vi Detaljer og konstruerer, hvor det er os muligt, en Helhed. Paa den Maade opstaar et System. Inde i de større Systemer har de mindre Plads. Vi ser ogsaa, at den egentlige Historieforskning f. Eks. bestaar af en Række selvstændige Læreplaner eller Systemer, man kunde nævne Kirkehistorie, Rets-, Sprog-, Literatur- og Kunsthistorien. Det, som i sig selv var en Helhed, dannede et enkelt Led i det større. Det enkelte Menneske søger Helheden. Man trænger til at fylde sin Aands Dyb saadan, at Livets Mening gaar op for en. Man vender sig mange Steder hen i sin Søgen.

Allerede Barndomsaarene stillede store filosofiske Spørgsmaal. Hvorfor er det saadan og saadan? Hvem har skabt Gud? Barnekammerets Beboere stiller de største Spørgsmaal. Trangen til at faa fyldestgørende Svar kan ikke holdes nede. En Dag har man den søgende unge Mand, der ligesom Barnet spørger og spørger. Man higer efter det fuldkomne og drages af det ufuldkomne. Man er midt i Livet, midt i Livets Oplevelse. Man søger Kulturen i dens forskellige Former. Den, som har gjort musikalske Erfaringer, gaar videre ad denne Vej. Den musikalske Logik aabenbares. Og skulde dette ikke være nok? For nogle er det nok, hvis samtidig Øjet aabnes for den guddommelige Lovmæssighed, som findes paa alle andre Felter i Naturen og i Kunsten. Musiken, saavel som de andre Kunstformer, bereder Mennesket, naar dette er i Stand til at optage Musikens levende Strømme, ikke alene skønne Oplevelser, men ogsaa en moralsk Udvikling. Det kan være Tilfældet. I det gamle Grækenland tog man Musiken i Opdragelsens Tjeneste, man benyttede de forskellige og meget individuelle Tonearter til meget forskellige Formaal. Men man fandt, at det ikke var heldigt udelukkende at beskæftige sig med Musik, da Følelsen derved kunde udvikles for stærkt. Derfor knyttedes da ogsaa Matematik og Musik sammen. Musikeren behøvede en Støttestav i Matematiken og Matematikeren trængte til Musikens milde Røst. Senere tabtes denne Forbindelse, men Musikeren forstaar nu gennem sine teoretiske Studier Musikens matematiske Beskaffenhed. For Beethoven, denne musikalske Indviede, var Musiken en højere Aabenbaring, end al Visdom og Filosofi. Han var beruset af Musikens Kraft. Og vi er i Dag bjergtagne af Beethovens Mesterskab. Men Musiken er ikke alene i sig selv en Herre over dem, der kan have musikalske Oplevelser. Musiken er ogsaa en Tjener. Og i manges Tjeneste har Musiken været. Religionen har i Aartusinder betjent sig af Musikens Magt over Sindene. Luther gav f. Eks. bestemte musikalske Forskrifter, saaledes skulde Evangeliet læses i den milde 5te Toneart, da Kristus "var en venlig Herre". Naar Soldaten drager i Krig, da stimuleres han gennem Marchens marcante Rytme. Saa vidt forskelligt Virkeomraade har Musiken. Det kunde nok virke forvirrende. En af vor Tids allerstørste Kirkemusikere forstod ikke Meningen i alt dette. Han kom til det Resultat, at man kan leve af Musiken, men ikke paa den. Paa dette Felt var han ikke klar over, at "Guds Ærinde gaar hver en Storm". Livets Gaader er heller ikke løste, Dissonansen er ikke tilfredsstillende opløst, fordi man ser Musikens eller en anden Kunstforms Lovmæssighed eller Skønhed. Skønt hørende, hører man ikke, og skønt seende, ser man ikke. Men man søger. Og det er sagt, at den, der søger, skal ogsaa finde. – En Dag føler man sin Lighed med Faust i Studerekammeret, der hvor han siger:

Men de gamle Sandheder, de store "Facitter", har man dog ikke sluppet af Syne. Man formaar kun ikke at anvende dem; man kommer til kort. Enkelthederne lader sig ikke sammenføje til den Enhed, man ønsker sig. En betydelig Fejl begik man, naar man kun troede at se Gud i det behagelige, der kunde møde en i Tilværelsen. Først naar man begynder at kunne se Gud i "det ubehagelige gode", først da lysner det lidt for en. Der skal Mod og Ærlighed til at nære dette Syn, ja, der skal være Kærlighed. Man skulde ellers tro, at det vilde være ret let at hæve sig opad, naar man har erkendt sine Fejltagelser. Men de dunkle Drifter raader stadig i os, selv om man er sig bevidst den rette Bane, og det er en Sandhed, at "Mennesket maa fejle, mens det stræber". Mennesket er nu engang saadan, som Goethe lader Mefistofeles udtrykke det:

Hans Gæring driver ham imod det fjerne, han lyder halvt bevidst sin Galskabs Røst; af Himlen kræver han hver dejlig Stjerne, af Jorden kræver han hver salig Lyst, og alt det Nære, alt det Fjerne ej fylde kan hans længselsfulde Bryst.

Men Gud svarer:

Snart skal jeg føre ind i Klarheds Spor de Kræfter, der endnu forvirret gære. En Gartner veed, imedens Spiren gror, at Træet Blomst og Frugt engang skal bære.

Vi, der slutter os til Martinus Arbejde, i Studiekresenes Brændpunkt eller i Sagens Periferi, føler, at Enkelthederne føjer sig sammen til en Helhed, Kræfterne føres mere og mere ind i Klarhedens Spor. Foredragene i Kolonien gav os Inspiration, og Læsning i "Livets Bog" og i Artikel-Serierne i "Kosmos" giver os en gryende Forstaaelse af Livets Tale i Hverdagen. Spiren gror, og Træet skal bære Blomst og Frugt, naar Tiden er inde dertil.