Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/2 side 38
Foto af Ole Therkelsen
 
Kosmologi i Oceanien
af Ole Therkelsen
 
Åndsvidenskaben er meget lidt kendt i denne verdensdel, og den første rejse med foredrag blev foretaget af Hans Sonne (se Kosmos nr. 8/1988), der i 1987 holdt foredrag i "Theosophica Society" i en lang række byer i Australien og New Zealand. I perioden 8. november - 4. december 1995 rejste jeg selv til de to lande for at fortælle om kosmologien i esperanto og åndeligt interesserede kredse.
 
Australien
Den danske Finn Olsen, Brisbane er den eneste abonnent på det engelske Kosmos i dette område. I forbindelse med min foredragsrejse fik han optaget to Martinus-artikler og nogle annoncer i tidsskriftet "Silvercord", hvor det oplyses, at de engelske bøger kan købes på hans adresse: 152 Jackson Road, Sunny Bank Hills, Brisbane, Quensland 4109, der således er det første spæde Martinus Center i Australien. Desuden fik han statsbiblioteket i Brisbane til at købe et sæt af de engelske bøger, da de vurderede, at bøgerne var af høj kvalitet og derfor ønskværdige på biblioteket. Nu er navnet Martinus inde på de australske bibliotekers computer-system, og inspireret af dette forærede jeg nogle af de engelske bøger (bl.a. LB 1 og DEV 1) til det store statsbibliotek i Melbourne. Finn arrangerede to foredrag i sit private hjem, hvor det ene var på engelsk og det andet på esperanto. Til det engelske foredrag kom Taya Wilson, der var blevet interesseret i kosmologien i 1987 og siden havde læst alle engelske bøger. Hun ville gerne være med til at starte en studiegruppe sammen med Finn og hans kone Gail.
I alle de fem store millionbyer, Brisbane, Sydney, Perth, Adelaide, og Melbourne mødte jeg esperantister og fortalte om kosmologien, Instituttet og dets esperanto-arbejde. Nogle besluttede sig for at abonnere på esperanto-Kosmos, der udkommer 4 gange om året. I Adelaide så jeg den store kongresbygning, hvor esperantisternes verdenskongres (Universala Kongreso) skal finde sted 19-26 juli 1997.
I de to 3-millioners byer Sydney og Melbourne holdt jeg tillige foredrag i Teosofisk Selskab. I TS's store boghandel Adyar i Sydney havde de til og med et eksemplar af LB 1 på boghylden. Ved hjælp af det store bogkatalog fra Samuel Weiser, Inc. havde de hjemskaffet et par bøger fra New York. Computeren i boghandelen kunne også oplyse, at de sidst solgte et eksemplar af LB 1 i 1993, så den er jo ikke just nogen best-seller nu – men det kommer!
New Zealand
Landets 3 millioner indbyggere er jo ikke meget sammenlignet med Australiens 18 mill. indbyggere. Og meget naturligt besøgte jeg den største by, millionbyen Auckland, hvor jeg både holdt foredrag i Teosofisk Selskab og Esperanto-foreningen. Desuden havde den danskfødte Svend Larsen arrangeret et foredrag for mig i Teosofisk Selskab i Hamilton, hvor jeg også mødte en af vore gæster fra Klint, Helena Nykvist, Göteborg, der har tilbragt 3-4 år i New Zealand. I 1987 hørte Svend Larsen et foredrag af Hans Sonne, og han blev så betaget af kosmologien, at han i 1988 for første gang i 54 år igen besøgte Danmark for at deltage i de internationale uger i Klint. Han er nu 86 år, og han nåede at læse LB 1, 2 og 3 på dansk inden hans synsevne blev så ringe, at han ikke længere kunne læse. Alle de engelske bøger gav han til biblioteket i Teosofisk Selskab, hvor der var rift om dem efter mit foredrag. I 1988 sendte Mary McGovern en pakke med bøger til eksformanden for TS, Bill Johnstone med henblik på videresalg, så nogle få bøger om kosmologien er tilgængelige i New Zealand.