Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Dette nummer af Kosmos starter med en artikel, hvor Martinus sammenligner tiden med et rum. Derefter giver Lars Nibelvang os et eksempel på sådan et rum. Vi skal 50 år tilbage, og det mærker man. Det er som at træde ind i et museum. I 1945 talte man med store bogstaver om Gud, Konge og Fædreland. Det gør Nibelvang ganske vist ikke, men der er den samme patos og fanfare over ham. Hans artikel er et lidenskabeligt forsvar for Martinus, holdt i den lidt svulstige stil, som var tidens ånd. Rigeligt krydret med lærde citater og henvisninger. Men også med humor og underfundighed.

Knud Højgaard, som har samlet denne serie om Martinus to første elever, kommenterer Nibelvangs artikel i næste nummer og fortæller mere om den anden elev, Erik Gerner Larsson, og forholdet mellem de to mænd.

Nu i 1995 er det særlig slående, at Nibelvang går i brechen for en sag og et menneske, som han mener, vil blive "et stridens æble". Læser man gamle Kosmos'er, vil man se, at det var en indstilling, som holdt sig meget længe. Man ventede på et gennembrud og troede af og til, at man var midt i det. Man opfattede omverdenens passivitet som ren og skær modstand og ukendskab til Martinus. Vi ved i dag, at så mange andre ting føles mere vigtige for menneskene end en hypotese om verdensaltets indretning. Men så sent som for 11 år siden, da jeg kom ind i bladets redaktion, talte man alvorligt om, at Kosmos skulle være en spydspids for sagen. Jeg syntes, det lød mægtig godt, og følte mig som korsridder og medlem af en hird. Det gør jeg ikke i dag, kan jeg roligt sige. Tidsånden er en helt anden. Det er ikke velset at slå på tromme for en åndelig sag. Man skal nærmest liste på kattepoter. Eller som vi altid føjer til her i Østjylland, når vi har talt for en sag, der er større end os selv:

– Er det måske ikke rigtigt, eller hvad?

På den baggrund venter der læserne en usædvanlig oplevelse, når de træder ind i Nibelvangs rum. Det var en tid, hvor man kunne skrive vidt og bredt. Alt blev læst, ja slugt. De 5 krigsår havde været knappe på ny lekture. En forfatter som Palle Lauring kunne debutere med en historisk roman og få hele oplaget solgt på første udgivelsesdag.

Til slut bare et par ord om de andre punkter i dette nummer. Artiklen af Martinus er jo også skrevet i 1945, men det mærker man ikke. Søren Olsen slutter sin serie om stemninger. Og det er meget apropos. Mange bølger er strømmet gennem Martinus sag i de sidste 50 år, men analyserne står fast, og det samme gælder den gode stemning på Klint. Den er hævet over tidsånden.

Er det måske ikke rigtigt, eller hvad? God sommer!