Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Evigheden og samhøret mellem levende væsener er emnet for dette stemningsbillede af den store russiske forfatter. Man fornemmer hele den åndelige verdens eksistens. Den strenge matematik, principperne og lovene kender vi fra Martinus kosmologi. Men det er os selv, der må tilføje det, der mangler. Det er opgaven for enhver kunstner, og det lykkes oftest kun som her – i et lille glimt.

 

Jeg rejste med en lille fragtdamper fra Hamborg til London. Vi var kun to passagerer: jeg og en lille abe – en Uistiti-hun, der blev sendt som foræring fra en hamborger købmand til hans engelske kompagnon.

Det lille dyr var ved en tynd lænke bundet til en bænk på dækket; den rev og sled i denne lænke, vendte og drejede sig i ét væk og peb ynkelig som en fugl.

Hver gang, jeg kom forbi den, rakte den sin lille kolde, sorte hånd ud imod mig og så ufravendt på mig med sine små, tungsindige og menneskelige øjne ... Jeg tog dens hånd – og straks holdt den op med at klynke og med at ruske i lænken.

Det var blikstille. Havet lå, så langt man kunne se rundt i synskredsen, fuldkommen ubevægeligt, som et tungt, blyfarvet lagen. Lidt efter lidt lagde en tæt tåge sig over det, så tæt, at den endog skjulte mastetoppene og efterhånden trættede blikket ved sit uigennemtrængelige gråt i gråt. Inde i tågedampen sad solen som en matrød skive; men henimod aften var det, som fængede tågerne ild, og hele det dampfyldte himmelrum gennemtrængtes af et sælsomt glødende, hemmelighedsfuldt skær.

Lange, lige bølgestrimer, som folder i svært atlask, kom rullende efter hinanden henne fra forstavnen, blev bredere og bredere, rejste kam ... brast ... og glattedes sitrende ud igen – og således i ét væk. Under de ensformigt stampende hjulskovle piskedes vand masserne til skum, føg til alle sider, mælkehvide, med sagte hvislen, flød ud i slangeagtige stråler, fordelte sig og forsvandt i den alt omhyllende tåge.

Henne ved roret lød uophørligt, og ligeså klagende, ligeså trøstesløs som abens klynken, den lille skibsklokkes monotone ding-ding.

Fra tid til anden dukkede en sælhund op og forsvandt hovedkulds igen under den let krusede overflade.

Kaptajnen, en ordknap mand med et mørkt, vejrbidt ansigt, røg uden ophør på sin korte snadde og spyttede forbitret ud i den dvaske sø. Hvad jeg så end spurgte ham om, svarede han kun med en kort brummen. Jeg var således mod min vilje henvist til min eneste rejsefælle, til aben.

 

 

Jeg satte mig hen til den. Den holdt øjeblikkelig op med at klynke og strakte atter sin hånd hen imod mig. Den ubevægelige tåge svøbte os i sine klamme, tætte, søvndyssende dunster, og begge hensunken i samme vegetative grublen, sad vi side om side som to inderligt forbundne, som to slægtninge.

Nu smiler jeg ad dette; men dengang følte jeg helt anderledes ... Alle er vi børn af samme moder – og det gjorde mig godt, at det stakkels dyr blev så roligt og tillidsfuldt ved min side og trykkede sig ind til mig som til en broder.
 

Fortællingens originale titel er "Til søs", og den forekommer i bogen Senilia.