Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man prøver på at få et begreb om fænomenet tærsklens vogtere, hvad det egentlig er for noget, hvordan det virker og hvornår, kan det forekomme forvirrende og vanskeligt at forstå.

Martinus har valgt at kalde vore ufærdige sider for tærsklens vogtere. I begyndelsen kan det godt synes ejendommeligt, at vore ufærdige sider i visse sammenhænge redder os fra farlige og ødelæggende oplevelser, når andre sider af os ønsker at forcere begivenhederne.

Vi ønsker alle at være lykkelige og glade, fri for bekymringer og sorger og tror måske, at alt vil løse sig, hvis vi opnår at få kosmisk bevidsthed, der giver svar på alle spørgsmål og et suverænt livssyn.

Vi vil så gerne have, at alt skal ordne sig, og at lidelser og sygdom skal forsvinde og erstattes af glæde og velvære. Måske tror vi, at livsgådens løsning skal "frelse" os.

Sådan er det jo ikke, lykkeligvis. Med viden følger også magt, magt som kan misbruges, hvis moralen ikke holder trit med den voksende viden.

Vor stræben efter at opnå den fulde viden hæmmes altså af vore ufuldkomne sider, som hindrer opbygningen af det organ, der normalt vil komme til at bære intuitionsenergien. Opbygningen af dette organ går via vor moralske udvikling, der på sin side udvikles på bekostning af vore ufuldkommenheder. På den måde fjerner vi tærsklens vogtere, som nu har udrettet deres mission. Derefter kan man så uden risiko for sig selv og andre få adgang til kosmisk viden.

Man kan også gå genveje, der kan vise sig at blive omveje. Ved meditation, koncentration, narkotika m.v. kan man komme i kontakt med de energier, som befordrer kosmisk bevidsthed. Man går så at sige forbi tærsklens vogtere, der midlertidigt sættes ud af kraft, og når en tilstand, man egentlig ikke er moden til. Vor hjerne er som en elektrisk omstillingstavle, der ved overbelastning i værste tilfælde kan kortslutte og få helt ødelæggende konsekvenser for det pågældende jeg.

Når man hører om mennesker med specielle evner, som f.eks. at kunne se ind i fremtiden, at kunne læse tanker, at komme i kontakt med åndelige verdener osv., kan man ikke uden at granske deres moral vide, om det drejer sig om rester fra primitive instinktorganer eller nyudviklede evner gennem intuitionsorganet, det vil sige, om de hører fortiden eller fremtiden til. Man kan let tage fejl, hvis man ikke undersøger de øvrige moralske værdier.

Tærsklens vogtere er ikke så lette at opdage hos sig selv. Bjælken i øjet har man vænnet sig til, og vanebevidstheden har en slags beroligende virkning, som man nødigt vil ændre på. Man er vant til at handle og tænke på en bestemt måde, som omgivelserne har tilpasset sig – og forandringer er besværlige. Men der kommer en dag, hvor man bliver træt af sig selv, og samvittigheden begynder at røre på sig, og man vil noget nyt (sult og mættelse). Det føles måske fint ikke at blive irriteret og gal i hovedet over alle de ufuldkommenheder, man støder på. Det føles måske ligefrem skønt at være tolerant og overbærende. Der sker noget i kroppen og psyken, og verden bliver lidt lysere og interessantere. At arbejde med sig selv og sine ufuldkomne sider behøver ikke nødvendigvis være et tungt og modbydeligt arbejde. Udfordringer kan føles stimulerende. At bryde en automatisk vanefunktion er trættende, og tilbagefald og modgang hører med i billedet.

 

 

Vore ufuldkomne sider er nogle af de vejvisere, der giver os oplysninger om, hvor vi står, hvad vi kan vente os af fremtiden, og som tilsammen udgør tærsklens vogtere. Hvor ejendommeligt det end kan lyde, så er disse vogtere støttepiller og hjælpere, når det gælder om at finde udviklingsbaner som risikofrit fører frem til den kosmiske bevidsthed.

Oversætter: SB