Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til mine venner i Danmark!
(2. brev fra Island.)

En stor del af mit arbejde på Island blev privatsamtaler med mennesker, dels nogle, der var ulykkelige, og for hvem deres liv og skæbne var blevet et for dem selv uløseligt problem, dels nogle, der var stærkt interesseret i psykiske problemer, og atter andre, der i mange år havde fulgt min sag og læst en del af dens litteratur og derfor nu, da der var lejlighed dertil, meget gerne ville se mig og hilse på mig for at sige tak for den glæde, de havde haft af at studere vore bøger. Allerede den første dags formiddag havde jeg besøg af sådanne to venner af min sag. De var med familie rejst den lange vej fra Isafjord til Reykjavik for at hilse på mig og for at høre mine foredrag.

Om aftenen samme dag var jeg sammen med modtagelseskommiteen for mit besøg på Island, og ved hvilken lejlighed vi planlagde mine foredrag og min senere rejse til Akureyri, nordlandets hovedstad. Ligeledes talte man sammen om, hvordan man bedst kunne få arrangeret det således, at jeg fik så meget af Islands meget ejendommelige natur at se som muligt.

Den næste dag modtog jeg den islandske presse med forfatteren Kristmann Gudmundsson i spidsen. Det blev et meget behageligt samvær. Kristmann Gudmundsson, der repræsenterede Islands største blad "Morgunbladid" (40.000 læsere og udkommer over hele Island) er selv en meget interesseret læser og beundrer af mit arbejde. Jeg blev derfor her mødt med stor forståelse og velvillie, hvilket interviewene i bladene senere viste. (Disse bliver gengivet i Kosmos). Dette blev naturligvis medvirkende til, at tilslutningen til mine foredrag, der alle blev optaget på bånd til senere brug på Island, fik stor tilslutning. Det teosofiske samfunds eget hus kunne ikke nær rumme tilslutningen, og man blev derfor nødsaget til at leje en af Reykjaviks biografer til mine foredrag. Det samme blev tilfældet i Akureyri. Her havde vi også en biograf og en gang byens teater. Det var ikke desto mindre den almindelige mening, at tilslutningen til mine foredrag ville være blevet endnu større, hvis disse var blevet afholdt på det islandske sprog. Den islandske ungdom, som nu er meget amerikansk præget, er mere interesseret i det engelske sprog end i det danske, hvilket sidste tilsyneladende er døende, selv om man endnu har det som fag i skolerne. Den almene opvoksende ungdom kan ikke forstå dansk tale.

En dag modtog jeg en invitation til the hos Islands præsident, der senere sendte sin store privatvogn ud for at hente mig sammen med min værtinde og en søster til præsidentens frue, som var meget interesseret i mit arbejde. Tillige var der også et ægtepar med i vognen, der førte os ud til Bessastadir, sædet for Islands præsident, der ligger et stykke udenfor Reykjavik. Præsidentparret, der af ydre er et par meget smukke mennesker, modtog os meget hjerteligt. Præsidenten er af nordisk type med fyldigt lyst hår og dejlige blå øjne, præsidentens frue har også dejlige blå øjne, men forekom mig at være lidt mere mørkladen end sin mand. Begge er høje mennesker med en meget smuk og rank holdning. Præsidenten bød mig hjertelig velkommen og udtrykte, at han med skam måtte beklage, at han ikke havde læst nogen af mine værker, men han havde igennem Gretar Fells hørt om mig og ville gerne gøre mit bekendtskab. Præsidenten var meget interesseret i åndelige problemer og kom med mange intellektuelle spørgsmål. Efter the- og kaffebordet var vi alle samlede i præsidentens store arbejdsværelse. Her måtte jeg forklare mange emner og spørgsmål fra præsidentparrets side, der lyttede meget forstående og sympatisk til mine svar. Der var dog et enkelt problem, præsidenten kom nærmere ind på, idet han udtalte: "Vi islændinge kan jo ikke så godt være vegetarer. Vi må i stor udstrækning leve af vort fiskeri". Hertil svarede jeg, at man ikke på nogen måde behøvede at være bange for, at alle islændinge pludselig ville blive vegetarer. Udviklingen gør ikke noget i spring. Forvandlingen sker kun med de enkelte mennesker, der en efter anden vokser ud af den animalske ernæringstilstand. Så landet vil ikke komme ud i nogen som helst krise af den grund. Og jeg havde følelsen af, at præsidenten var tilfreds med dette svar.

Derefter viste præsidentens frue mig rundt i det store hus som engang havde været bolig for danske embedsmænd. I dets kældere havde der dengang været fængsler. Nu var det altså omdannet til præsidentbolig og var blevet udvidet med en stor og dejlig salon. Præsidenten viste mig en dejlig vinterhave, som fandtes i tilknytning til salonen. Her var planter fra troperne. Jeg tror, det var Meksiko og Afrika.

Efter således at have haft et behageligt samvær med præsidentparret i et par timer, tog vi afsked. Den store vogn kørte atter op foran indgangen for at føre os tilbage til Reykjavik. Ved den hjertelige afsked, som blev mig til del fra præsidentparrets side beklagede fruen, at de ikke kunne komme med til mine foredrag grundet på en masse forpligtelser, som lagde beslag på dem, men hun bad mig indtrængende om at indflette Island og dets folk i mine tanker.

Jeg havde her for første gang i dette jordliv talt med overhovedet for en stat og et folks første personlighed. Det er rigtigt, at det kun var et lille folk, men det var et folk og en stat af de mest fremskredne i verden. Her omkring dets præsident, dets folkevalgte konge, var der ikke noget hof, ikke noget tjenerskab, – en stuepige i sort og hvidt vartede os op, – ingen militærvagt, ja ikke engang politivagt, ingen militærpligt, ingen soldater og derfor heller ingen parader og uniformer med guld og glimmer. Men her var tolerance og ærbødighed for andres meninger og åndelige indstilling. Her var ingen forstenet ortodoksi til at holde mennesker bundet i uvidenhed og naivitet. Jeg talte med præster og lærere, som var overordentlig venlig indstillet overfor mit arbejde og var med til mine foredrag. Jeg fandt ikke hos disse nogen som helst tendens til at mene, at de havde patent på Himmeriges Rige eller saligheden. Jeg så i islændingenes øjne, tanke og væsen de varme kilders, de dybe krateres, de sorte lavamarkers og de hvide jøklers store og velgørende psykiske atmosfære. De lyste af den evighedsglans, som strålede fra deres fædrelands himmelstræbende fjælde og dybe afgrunde. Mit besøg i dette riges øverste regerende centrum og mentale lag gav mig et uforglemmeligt kært minde med på min rejse gennem livet. En ny oplevelse af Guds nærhed på jorden var født i mit hjerte.