Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det er morgen og stille vejr med tåge, mens jeg skriver disse linier. På gelænderet uden for mit vindue sidder mindst ti sorte klatter. Det er gråspurve, og de fleste af dem er nok opfostret i den redekasse, som også sidder lige uden for mit vindue. Ud af den kasse er der i den forgangne sommer fløjet tre kuld. Når jeg kigger lidt længere ud, får jeg først øje på et massivt fletværk af buske, siden et tag og så de mørke skygger af nøgne træer længere borte. Resten er en stor, hvid tåge.

Dette er den mærkelige tid mellem jul og nytår, og jeg har masser af tid. I det øverste garderobeskab ligger et grønt, strikket dækken til en sort puddelhund. Jeg véd, at det dækken er der, selv om jeg ikke har set det i mange år, for min kære hundeven er død for længe siden. Men tanken om dette vidunderlige dyr, som var lige på nippet til at kunne tale, og fuglene og tågen udenfor, fylder mig med en mærkelig fornemmelse af tidløshed, som er så forskellig fra den rastløse anspændthed, der ofte lægger sig over mig, når jeg har pligter at passe og ansvar at leve op til.

Og nu vover jeg en generalisering: Vi mennesker lever i to verdener, som også kunne kaldes den evige og den timelige. Hver verden har sin betydning, men af de to verdener holder jeg mest af den evige. Det er en verden tynd på ord, og jeg kender ingen bedre end Martinus til at udføre det umulige kunststykke at transponere denne verden over i en, hvor det myldrer med ord.

Naturen har sin egen visdom. Småfuglene på mit gelænder er ubekymrethedens læremestre, og min kære hundeven lærte mig den ubetingede hengivenheds eksistens. Buskene og træerne derude lærer mig at være tålmodig, og Martinus stiller det hele op i store principper, som man aldrig glemmer, når først man har set dem.

I sin artikel på de følgende sider fortæller han om årstiderne og deres forunderlige indvirkning på sindet. De påvirker os og gør det nødvendigt for os at beskytte os mod vind og vejr. Sådan startede det for mange tusinde år siden på vore breddegrader, da isen trak sig nord på. Menneskene fulgte efter og udviklede snilde og intelligens i kampen for tilværelsen. Den sjælelige ømfindtlighed, som karakteriserer nutidsmennesket, opstod af alle de sorger og lidelser, der kom til undervejs. De er ikke opsamlet og noteret på samme måde som menneskenes mange redskaber og efterladenskaber. Vi må tænke os til dem. Men hele vejen op til vore dage var det magt over omgivelserne og herredømme over naturen, det gjaldt. Altid var mennesket tvunget af en force majeure, som var konkret og hævet over diskussion.

Gennem mit hoved strømmer nutidsmenneskets endeløse diskussioner med sig selv. Istids-jægeren ville kalde mig en ubeslutsom og blødsøden tøsedreng. Jeg ser ud i tågen og får øje på ti sorte klatter. Gud ske lov for dem. De lover godt for det nye år.