Kosmos 1989/11 side 221
Tankens kilde
af Daniel Palmgren
I kosmologien fremhæves tænkning og intellektualitet ofte som vigtige værdier ved menneskets tilblivelse. Samtidig kan ord som "intellektualisme" skabe associationer til hovmod og selvoptagethed. Kan intellektualitet da virkelig være en evne, der leder mennesket frem til sand ydmyghed?
Al skabelse og al tænkning er »formidlende«
Hvad indebærer det at være intellektuel, at være en "tænker"? Man forventer sig vel at en tænker, at han kan præsentere nye tanker, der er berigende for hans omgivelser. Og det er jo rigtigt – men er det nu i virkeligheden sådan, at denne "tænker" alene kan siges at være skaber af disse "nye" tanker? Fra et vist perspektiv er svaret ja, eftersom alting, der kommer fra en bestemt person, jo får et særligt præg af denne individualitet. Men set i et større perspektiv er denne bestemte tænker kun en deltager i et gigantisk kredsløb. De tanker, denne deltager præsenterer, afhænger helt af den bølgelængde han eller hun er indstillet på. Hvad bølgelængde det så end er, vil der altid være en hel verden af tanker, som netop passer til denne bølgelængde. Det er denne verden, som strømmer gennem tænkeren, når han er på den rigtige bølgelængde.
På samme måde som tænkeren "giver" af sin indre verden til omverdenen, sådan har han altid selv tidligere modtaget lignende tanker. Ethvert individ er altså et "medium", som modtager og formidler liv til dets omverden. Alle tanker, ja al materie, som et individ kommer i berøring med, er kommet fra det gigantiske hav af tanker og materie, som tilværelsen består af – og vil før eller senere vende tilbage til dette energihav. Dette at et menneske kan præsentere noget, som af omgivelserne opleves som værende dette menneskes "eget", kan dels skyldes, at dette menneske måske i sine specielle omgivelser har været alene om at kunne stille ind på den aktuelle bølgelængde. Desuden kan det originale eller "personlige" i det formidlede være et resultat af formidlerens egen modenhed og evne til at modtage disse tanker og gøre sig til ét med dem. Derved bliver det formidlede jo samtidigt udtryk for formidlerens inderste væsen.
Livet »genføder« sig selv
Af ovenstående kan vi se, at det vi kalder "formidlende" og det vi kalder "skabende" dybest set er én og samme sag. Det specifikke kan aldrig komme fra andet end det almene – og før eller senere må det altid gå tilbage hertil. Den lille fos kan aldrig, hvor mægtig den end virker, når man står ved dens bred, være andet end en lille udløber fra det store hav. Og selvom den lille fos har sit helt eget kildeudspring på bjergets top, så er dette kildevand altid på en eller anden måde blevet hentet fra de store havmasser. Ganske vist kan havets vand jo ad usynlig vej være kommet til kilden, f.eks. gennem luftmasserne eller gennem undergrunden, men disse "usynlige" veje er jo kun eksempler på naturens vidunderlige evne til at "genføde" sig selv og lade helheden fremtræde i alle de uendeligt varierende former, som hver detalje af tilværelsen udgør. På samme måde forholder det sig altså med tanker, følelser og ideer disse "genfødes" hele tiden hos forskellige individer og får hver gang en ny speciel form og skaber derigennem muligheder for nye oplevelser, indsigt og skabelse.
At være Guds redskab
Dette være sagt for at tydeliggøre, at vi alle er livets eller Guddommens "redskaber". Det er ikke os selv, der skaber, men livet som skaber gennem os. Denne analyse burde give god grund til ikke at blive hovmodig over det man selv har fået mulighed for at formidle, men i stedet være taknemmelig for, at denne mulighed opstod. Den, som virkelig har indset, at det han har, det har han fået af livet, han har også indset, at han ikke kan stå over dette liv. Hvis han er stolt af det han ejer, må han være lige så stolt over den, der har givet ham dette. Selv Jesus, hvis undervisning er fundet anvendelig i snart to tusind år, siger jo: "Den som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham som sendte mig, og den som ser mig, ser den, som sendte mig". Videre sagde han: "Hvad jeg taler, taler jeg således som Faderen har sagt mig". (Johannes 12 kap. v. 44-45 og 50).
Selv en tænker, hvis tanker har kunnet være næring i to tusind år, betoner altså, at han ikke selv kan være den eneste skaber af disse tanker, men at disse er blevet givet ham. På samme måde har vi alle fået noget af Gud eller livet. Og alle har vi mulighed for at give dette videre til livet omkring os. Selvom denne gave måske ikke kan række to tusind år frem, så kan det være en meget betydningsfuld gave, hvis vi ud fra vort inderste væsen giver dét, som virkelig føles sandt og ægte.
Tilbage til artikelregister
Forrige