Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1986/9 side 162
Kommentar
 
To opskrifter på godt samarbejde
 
I min kommentar til KOSMOS nr. 5 kom jeg ind på at tale om fremtiden. Konklusionen blev, at nu, hvor Martinus har forladt det fysiske plan, drejer det sig mere end nogensinde før for "sagens" medarbejdere om at satse på gode samarbejdsvaner. Det var, ikke ment som en kritik af de bestående forhold, men blot som en påmindelse til mig selv, til nuværende og til kommende medarbejdere om, hvad vi må prioritere allerhøjest, nemlig "den indbyrdes kærlighed", – som Martinus nok ville have udtrykt det. Imidlertid gav min kommentar lykkelig anledning til en lille brevveksling mellem en læser og Rådets formand. Vi gengiver nedenfor de to breve, der bliver denne måneds kommentar.
Søren Hahn
 
Kære alle !
Det synes at fremgå af Søren Hahns kommentar, i majnummeret, af KOSMOS, at samarbejdet i Sagens ledelse kunne være mere fuldkomment. Jeg tillader mig at minde om, at der ved Martinus' 90 års fødselsdag blev sagt til ham: "Jo, Martinus, det skal nok gå." Forudsætningen for et sådant tilsagn må være, at hvert eneste menneske, der har med ledelsen at gøre, er villig til at holde sig nær til den Hellige ild, der kan udrense al selviskhed, selvklogskab og ukærlighed, og uafladeligt søge løsninger på problemerne, der er helt i Martinus' ånd, så skal evnerne nok indfinde sig. Dette er udelukkende skrevet fordi, Sagen ligger mig meget på sinde.
De kærligste hilsener til jer alle fra
William Munksgaard
Neksøvej 7
Ikast
 
Kære William Munksgaard !
Hjertelig tak for din velmente og kærlige henvendelse til os. Det glæder os meget at høre, når "sagens" ve og vel ligger vore abonnenter og interesserede på sinde, og vi vil meget gerne være lydhøre overfor de forskellige tilkendegivelser.
Din bekymring ligger i, at samarbejdet i sagens råd ifølge Søren Hahns kommentar i KOSMOS ikke skulle være helt så fuldkomment, som det burde være. Som det vigtigste finder jeg det nødvendigt at sige, at vi trods forskellige meninger aldrig har været uvenner. Vi har en dejlig afslappet holdning overfor hinanden, som bunder i et godt indbyrdes forhold og et mangeårigt samarbejde sammen med Martinus.
Når det er sagt, må jeg selvfølgelig også nævne, at det er helt naturligt, at vi af og til ser forskelligt på emner, vi drøfter. Vi er seks personer med hver sine personlige erfaringer og holdninger det ville være utænkeligt, om vi i alle forhold dækkede hinandens synspunkter hundrede procent. Det vidste Martinus også, så det er ikke alarmerende.
Vi har den indstilling, at vi sætter os så grundigt som muligt ind i det stof, vi skal behandle, drøfter tingene åbent så længe det er nødvendigt, og derigennem finder i frem til den løsning, som vil være mulig, og som vi håber vil være den rigtige. Skulle det være en forkert beslutning, fordi det viser sig, at vi i en situation har manglet erfaring, er vi overbevist om, at Forsynet vil vise os, hvad vi skulle have gjort, så vi senere vi kunne rette det, når vi bare er lydhøre overfor det.
Jeg håber med disse få ord at have forklaret lidt om den situation vi befinder os i, og vi sender fra os alle i Rådet de kærligste hilsener,
Grethe Brinkhard