Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den engelske præst, Thomas Traherne, efterlod blandt andet en næsten fuldstændig bog, "Centuries of Meditations", der består af et stort antal små prosastykker, skildringer, betragtninger og spekulationer. I et af disse stykker causerer han over, om Gud er synlig eller usynlig på en meget inspirerende måde, som ligger nær Martinus' analyseform. Vi bringer den derfor her, gengivet fra Åge Marcus: "Mystik og mystikere", Kbh. 1930.

 

Grunden til at Gud ikke åbenbarer sig i synlig skikkelse er den, at han virkelig er usynlig. De der er krænkede over, at han ikke lader sig tilsyne for deres jordiske øjne, er altså i virkeligheden ikke så meget vrede over at han ikke viser sig, som over at han er den Gud han er. Ved at foregive at han var synlig, ville han bedrage verden, der, som Plato så rigtigt har bemærket, er en modsætning til Guddommens natur. Men skønt han er usynlig, siger nogle, kunne han alligevel påtage sig et legeme og give sig tilskue i det. Man må så spørge hvad slags legeme det skulle være, for hvis han skulle iføre sig et sådant, måtte det dog besidde nogle af hans fuldkommenheder. Hvilke fuldkommenheder ville man altså have, at dette legeme skulle give udtryk for? Skulle det være hans uendelighed, måtte legemet være uendeligt. Hvoraf vil affødes samme meningsløshed som før, for ved at være uendeligt ville det udelukke, at noget andet var til. Og hans evighed kan ikke udtrykkes i legemlig form. Men i øvrigt er ingen sanser i stand til at bedømme hverken uendelighed eller evighed. Thi hvis han ville vise sig f.eks. som en uendelig mur, ville synet der ikke formåede at omfatte den, blot blive betragtet som svagt og mangelfuldt, og føle at det kunne ganske vist ikke se murens grænser, men om den havde grænser, ville man jo ikke kunne vide. Ville man derfor ikke foretrække, at hin legemlige tilsyneladelse eller skikkelse var udtryk for andre af Guddommens egenskaber, i særdeleshed f.eks. hans skønhed?

Da skønhed forudsætter forskellighed, kunne legemet ikke være et enkelt simpelt væsen, men måtte være underfuldt sammensat af en mangfoldighed og en rigdom af former og farver og minde om, hvad Ezekiel så i sin vision. Med hensyn til ensartet skønhed er solen det dejligste der er til, og dog ikke den allerdejligste ting der er mulig. Noget endnu skønnere kan tænkes. Men sæt nu derfor, at den skønneste ting, man kunne tænke sig, blev skabt. Hvad ville følgen blive? Da det måtte være en ting, der var rolig og kvægende for øjet, ville den ikke bemærkes mere, end om den slet ikke var til. Selv den skønneste ting bliver, når den stadig er tilstede, almindelig overset, ligesom et billede der først beundres, men efterhånden ikke bemærkes mere end den bare væg. Men siden altså den skønnest tænkelige ting bliver ubemærket og ringeagtet når den altid er ved hånden, hvorfra ved vi så, at ikke hele verden er hint legeme, som Guddommen har valgt at iklæde sig for at åbenbare sin skønhed, og hvorved han lader sig så meget tilsyne som overhovedet muligt?