Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lyset strømmer som smeltet guld gennem en åbning i skydækket og forgylder havet og engene under lærkernes sang. Liljekonvallen lyser som en brudebuket, og kærligheden befrugter naturen, når livets hjul i sit kredsløb er nået til vårens skamløse tid. Et fuldstændigt sexorgie i kastaniekandelabres milde lys til syrenbasuners bedøvende duftkaskader.

Men blodtørstige ulve invaderer landet "Idylien" og opskræmmer dets indbyggere ved at sønderrive små søde lam. Dog, kun dårligt formår ulven at måle sig med os kødædende kannibaler, som har fundet på både lammeskindspelse og får i kål.

"Dyrene er mine venner," sagde George Bernard Shaw, "– og mine venner spiser jeg ikke."

Mennesket har i modsætning til dyrene ikke behov for at leve af kadavere. Derfor har det heller ikke af naturen behov for at opdrætte husdyr til slagtning og for at opnå profit, en håndtering, som mangedobler lidelserne på jorden. Er det fornuft?

Ikke hvis man skal tro det lille skrift "A Buddhist Case for Vegetarianism" (omtrent "et buddhistisk argument for vegetarisme"). Den er skrevet af Roshi Philip Kapleau (zenmester) og udgivet i 1984 på Hutchinsons forlag i London.

Kapleau afslører på sin taktfulde måde vort nedarvede hykleri angående kødspisning, og for den modtagelige er bogen ingen behagelig læsning. "Dyrenes film", som svensk TV viste for et stykke tid siden, forsøgte med visuel brutalitet at give os afsky for ådselæderiet, men Kapleaus blide tone virker nok bedre.

Kapleau er dybt religiøs og har et etisk syn på kødspisningen og dyrene. Dertil føjer han økologiske, medicinske og nationaløkonomiske synspunkter, som maner til alvorlig eftertanke.

Kapleau viser, at det er en misforståelse at betragte mennesket som udviklingens højdepunkt med ret til at handle med sine i udviklingen yngre brødre efter forgodtbefindende. Dyrets liv er lige så helligt som vort, og hvis vi har et ønske om at få lov til at leve i en fredelig verden – så må vi afstå fra det uhyggelige blodbad, som massemordet på dyrene er.

"Den som nogensinde har hørt skriget fra et dyr der bliver slagtet," sagde Konfucius, "kan aldrig mere spise dets kød." Man kunne tilføje, at det vi kalder kød, og som vi tror er mad, egentlig burde bisættes under de sædvanlige æresbevisninger.

Kapleau gør opmærksom på den nære sammenhæng mellem grusomhed, tortur og mord på mennesker og den stadige slagtning af milliarder af svin, køer, får og fugle, for blot at nævne nogle få ulykkelige arter. Vi mennesker er både dem, der lider og dem der forvolder lidelserne – thi for buddhisterne er karmaloven og det personlige ansvar ikke til at komme uden om.

"Når vi selv er myrdede dyrs levende grave," spørger Shaw, "hvordan kan vi så forvente os ideelle levevilkår på jorden?"

I essenernes fredsevangelium siger Jesus (for yderligere at forstærke ræsonnementet): "Og kødet af dræbte dyr i hans krop bliver hans egen grav. For sandeligen siger jeg Eder, den, som dræber, dræber sig selv, og den, som æder kødet af dræbte dyr, æder dødens krop."

Martinus tøvede ikke, da han fastslog, at menneskenes blodige spisevaner er årsag til de fleste af vore sygdomme, og så længe vi fortsætter på denne måde, kommer vi blot til at bygge stadig flere og større hospitaler.

Virkeligheden modsiger ham sandelig ikke, tværtimod. Den ene medicinske undersøgelse efter den anden bekræfter kødspisningens hærgen blandt menneskene. Der kan ikke længere herske den mindste tvivl om, at netop kødet er den største årsag til både kræft og hjerte-karsygdomme – og det er bare toppen af isbjerget. Der er meget gode grunde til at antage, at kødet fører en lang række andre sygdomme med sig, ikke mindst infektioner og reumatisme.

Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på, at kød faktisk er afdøde muskelfibre. Så snart dyret er slagtet sætter forrådnelsen i gang, eftersom kroppens rensende funktioner er standset. Tilbage i dyrekroppen bliver alle affaldsprodukterne, – døde og levende bakterier ikke bare fra forrådnelsesprocessen men også fra sygdomme, – samt urinsyre, et farligt giftstof som f.eks. findes i guano og bl.a. forårsage gigt hos mennesker.

Desuden findes der i kød rester af de fodertilskud husdyrene får, ikke mindst antibiotika. Penicillin og tetracykliner er de almindeligste, og det er ikke tilfældigt at vi har fået bakteriestammer, som er resistente overfor disse præparater.

En ernæringsmæssig begrundelse for at spise kød findes ikke. Videnskaben har forlængst fastslået, at vort beskedne proteinbehov uden mindste besvær kan imødekommes med fødemidler fra planteriget. Allerede så enkel en proteinkombination som råris og ærter er fuldgod.

Medens mindst 1 1/2 milliard mennesker lever på eller under sultegrænsen, vælter Europa og Amerika sig i kødorgier. Paradoksalt nok er sikkert mange af de sultende, der overlever, raskere end vi – sammenlign med folkesundheden i Norge og Danmark under krigen, hvor mangelsituationen førte til en mærkbar forbedring af befolkningens helbred.

Men vi sulter ikke en fjerdedel eller en trediedel af jordens befolkning med forsæt men af tankeløshed, eller værre, af national og individuel egoisme. Vi vil have vort kød, og dermed basta!

Henry Beston skriver i sit essay, "Efteråret, oceanerne og fugle": "Vi har brug for et visere og måske mere mystisk syn på dyrene... De er ikke brødre, og heller ikke mindreværdige; de er andre nationer, som er fanget sammen med os i livets net, medfanger på jorden med dens besværligheder og herligheder."