Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/3 side 65
OLE THERKELSEN
Foredrag i Frankrig
 
De første foredrag om Martinus Kosmologi på fransk blev afholdet i Paris 16. og 19. januar 1984 på "Université Holisique", B. P. 86, 92216 Saint Cloud
Tilhørerne til det første foredrag 16. 1. 1984 i Paris
Den første kontakt etableres
I november sendte jeg 15 breve til forskellige centre og institutter for at tilbyde vederlagsfrit, at informere om den danske forfatter Martinus og hans kosmologi, engang midt i januar måned. På disse 15 breve fik jeg kun et positivt svar fra Université Holistique, der endog skrev, at de var meget interesserede i at høre nærmere om Martinus åndsvidenskab, og midt i december aftaltes datoerne for de to foredrag.
Université Holistique
Organisationen er ikke et universitet, som vi opfatter det i Skandinavien, men en gruppe åndeligt og videnskabeligt interesserede mennesker, der arrangerer konferencer og foredrag om aftenen, og seminarer og kurser i weekenden. Formålet med Université Holistique er at finde vejene til den viden, der kan forene den moderne videnskab med de traditionelle lærer, og organisationen har ikke nogen dogmatisk, religiøs eller politisk fremtræden eller holdning.
De to foredrag
Foredragene blev afholdt på fransk, eller så tæt på fransk, som jeg kunne komme, med det jeg havde lært i gymnasiet. 'Hørsholm' havde i forvejen oversat mine foredrag til fransk for mig, og uden denne hjælp havde jeg ikke vovet at gå igang med projektet. Foredragene omhandlede grundlæggende emner som udvikling, reinkarnation, karma, de åndelige love, det levende væsen og Gud – det levende univers. Spørgetimerne bagefter viste, at der var interesse for Martinus kosmiske analyser, og især symbolerne havde vakt stor nysgerrighed og interesse.
Det fremtidige arbejde
Til hver af foredragene kom der 7-8 tilhørere, arrangørerne og den nærmeste interesserede kreds, og de blev så interesserede i Martinus kosmologi, at de gerne ville, at jeg kom igen i maj eller juni med flere foredrag. De ville så sætte foredragene på deres officielle program med offentlige foredrag.
Endnu foreligger der ikke bøger af Martinus på fransk, men det er jo muligt for mange franskmænd at gå igang med at læse de fem bøger, der indtil nu er udgivet på engelsk. Allerede den første aften købte tilhørerne nogle af de medbragte engelske bøger.
En måde at starte med udgivelse af Martinus på fransk kunne være at udgive et fransk Kosmos, f.eks. 4 gange om året, med Martinus artikler. Måske kunne nogle af bøgerne bringes stykkevis i flere numre af Kosmos, på samme måde som Martinus selv i 1934 startede med at udgive bøger over flere numre af Kosmos. Bladet modtager gerne henvendelse fra mennesker, som kan tilbyde at oversætte artikler til fransk, med henblik på skabelsen af et fransk Kosmos.