Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Træthed og manglende livslyst er et problem for mange mennesker i dag. Man føler sig umotiveret, ørkesløs, deprimeret osv og i værste tilfælde kan det gå så vidt, at man taber livs- og arbejdslysten og havner i passivitet og apati. For at prøve på at råde bod på sin træthedstilstand stimulerer man sig på forskellig måde, man spiser for meget, indtager opkvikkende drikke, kaffe, the, alkohol osv, men dette forværrer snarere problemet end det giver nogen blivende bedring.

Hvad beror da denne manglende inspiration og livslyst på? Ja, mange har måske en så presset og krævende arbejdssituation på grund af økonomiske vanskeligheder, at de ganske enkelt arbejder mere end de har kapacitet til og på denne måde udmatter sig, men dette er ikke altid den egentlige årsag. Den naturlige tilstand er jo livsglæde og mental velbefindende, og når denne tilstand ikke er tilstede, tyder det på en unormalitet eller med andre ord en "sygdom" i bevidstheden. Det er altså i evnen til at tænke, at årsagen til ens velbefindende skal søges, og der er derfor grund til at overveje på hvilken måde vi tænker.

Ifølge Martinus er verdensaltet indrettet på at skabe glæde og velbehag for de levende væsener. Verdensaltets grundtone eller Guds vilje er alkærligheden. Hvordan kan det så være, at man oplever sit liv som meningsløst, kedeligt, indholdsløst osv? Jo, for at man skal kunne opleve, at livets balancepunkt netop er uselviskheden og kærligheden, så må man have lejlighed til at opleve dets modsætning, dvs egoisme og selviskhed. Vi har altså fri vilje til at handle med eller mod Guds vilje, men eftersom alkærligheden er den kraft, der opretholder verdensaltet, så vil al skabelse, som ikke harmonerer med denne kraft, virke underminerende eller nedbrydende indenfor sit område.

Al lidelse skyldes altså, at man ikke tænker og handler i kontakt med verdensaltets grundtone. Det er jo ikke vanskeligt at forstå, at man bliver træt, når man går imod Guds vilje. Når man gør det, arbejder man jo nemlig mod hele universet, og en større modstand end det kan man vel ikke tænke sig. Martinus skriver i artiklen "Unaturlig Træthed", at de egoistiske begær skaber en forøget tankeaktivitet, der går ud på at se sig selv som en uskyldig martyr og offer for uretfærdigheder og uretfærdig behandling, samtidig med at omgivelserne betragtes som den virkelige årsag til de besværligheden man har og derfor må bekæmpes og irettesættes på forskellig måde. Den illusion, at omgivelserne er årsag til ens besværligheder, kommer på denne måde til at belaste nervesystemet og tænkeevnen unormalt, med en unormal træthed til følge. Hvad kan man så gøre ved dette? Ja, først og fremmest er det vigtigt at blive "herre i sit eget hus", dvs at få kontrol over sin tankevirksomhed. Egoismen er jo en instinktfunktion, et automatisk talent, og nogen mener måske, at det kan man ikke komme af med sådan uden videre, eftersom det er et resultat af tusindårige vaner igennem dyreriget. Dette er ganske vist rigtigt, men der er dog meget man kan gøre, særlig med kendskab til de kosmiske analyser og til bønnen. Selv om instinktet er automatisk, er den dog udtryk for vor vilje, og derfor kan det også bekæmpes med vor vilje. Og her har man god hjælp af den åndelige videnskab. Ved hjælp af den kan man nemlig få en teoretisk indsigt i, at der råder en fuldstændig retfærdighed i tilværelsen, og at man er sin egen skæbnes ophav. Når der opstår en tankeimpuls i bevidstheden, som vil lægge skylden på de andre og uskyldiggøre én selv, så gælder det om så tidligt som muligt at sætte ind med denne kosmiske kundskab. Hvis den egoistiske tankeimpuls, får lov til at husere frit, vil den nemlig i løbet af ganske kort tid opbygge en omfattende tankevirksomhed og spekulation i dette martyrium, som lidt efter lidt trænger alle livs- og inspirationsfremmende tankearter ud og måske til sidst helt formørker personens mentale horisont. Også her gælder det ordsprog som siger, at "det er bedre at dæmme op for bækken end for åen" (svensk ordsprog). Vor måde at tænke på er jo også afhængig af vaner og anlæg, og det gælder derfor om at gøre det til en vane at se sin livssituation og skæbne fra den positive side. Med tiden bliver denne vane stærkere og stærkere for til sidst helt at forhindre mørke tanker i at tage overhånd.

I naturen har vi et eksempel på, hvordan man skal handle for at være i harmoni med omverdenen. Blomsterne bliver ikke skuffede, hvis vi ikke berømmer dem og priser dem for deres skønhed. Vi mennesker derimod har ofte en tilbøjelighed til at blive skuffede, hvis vi ikke får den anerkendelse eller den modtagelse, som vi måske ubevidst har ventet os. Derfor bliver vi let kede af det og synes måske at det er meningsløst at leve. Her gælder det imidlertid om at forstå, at alt omkring os er Guddommen, og det er ikke sikkert, at han belønner os for vore handlinger lige på den måde som vi ønsker. Derimod er det helt sikkert, at han ikke belønner os mere end andre, og det var vel netop det vi ville, at han skulle gøre. Vi må altså indstille os på, at ingen betyder mere end nogen anden, og at vi derfor bare kan indordne os som en lille del eller enhed, som tilfører helheden netop det, som vi just kan. Den skabelse, som vi tilfører, og som for øvrigt ingen anden kan tilføre, den skal vi give, eller helt overgive til Guddommen, uden at gøre os nogen forestilling om, hvad vi vil have til gengæld. Guddommen belønner os nemlig til overflod på alle måder, blot vi stiller os åbne og tager imod det som det kommer. Hvis vi på denne måde indstiller os på at gøre Guds vilje baseret på vore erfaringer, ved hjælp af kosmisk viden og med bønnen som kraftkilde, så kommer også inspirationen, livsglæden og dermed den psykiske og fysiske sundhed.

Oversat fra svensk af Sysse Buch