Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nogle vil bifalde, andre bestride Rigtigheden heraf.

Bedsteborgeren, der efter endt Dagsgerning i en behagelig Virksomhed hygger sig i Hjemmets Skød hos Kone og søde Børn, vil i den givne Situation finde Verden i den skønneste Orden.

Men hvorledes med den lemlæstede Soldat, der ligger og forbløder paa Slagmarken? Eller Spaniolen, korsfæstet paa Dørstolpen? Og mon – her under vore skikkeligere Breddegrader – den unge Pige, hvem Fortvivlelsen over Fremtidsudsigterne driver til Barnemord, mon hun kan sige eller forstaa, at alt er saare godt? Nej, – lige saa lidt som den arbejdsløse vil kunne gøre det her i vort moderne Danmark, henvist som han er til at leve som Eremit paa et koldt Kvistværelse, med Havregrød, Kaffe og Tobak som sin eneste Næring.

Først naar Erfaringsmaterialet er forvandlet til Guldkopier, vil et Menneske kunne begynde at sande, at alt, ikke mindst de smertelige Oplevelser, passer ind i den guddommelige Plan til Fremme af det gode.

Her paa Erfaringens Omraade ser vi atter Perspektivprincippet bragt i Anvendelse ligesom ved selve Sansningen, saaledes som vi for nylig fik det ypperligt fremstillet ved et Studiekredsmøde hos Hr. Gerner Larsson.

Alt er saare godt – set fra oven. Men for at den menneskelige Erkendelse skal kunne tilegne sig Sandheden heraf, maa der nødvendigvis afstikkes et perspektivisk Erfaringsfelt – ellers flyder Begrebet ud i Uendeligheden, og man kommer ingen Vegne. Intet menneskeligt vil kunne ske paa Jorden, ingen særlig Tilskyndelse vilde der være til Handling eller Tankeaktivitet, hvis alle Mennesker slog sig til Taals med, at det hele ordnede sig nok uden menneskelig Indsats.

Tværtimod maa man, rent lokalt, altsaa under det Perspektiv, der knytter sig til Spiralen, handle som om alt (d. v. s. i Enkelthederne) kan forbedres – i Praksis er det da ogsaa netop, hvad enhver, der lever vaagent, eller under Tryk, gør.

Gennem Flertallet af vore skønne Salmer "Alt staar i Guds Faderhaand", "Tænk, naar engang den Taage er forsvunden" gaar Grundtonen ud paa at fastslaa Forsynets Algodhed. Saa længe man befinder sig i Troens Barnekammer, opfylder denne følelsesmættede Appel sit Formaal, som Vuggevise, idet Barnet lulles ind i en Salighedstilstand.

Grundtonen er rigtig nok; men der kommer en Dag, hvor man ogsaa gerne vil forstaa den bevidst og kende Teksten. Efterhaanden som dette sker, ved Hjælp af Perspektivets Stavemaade gennem Spiralerne, bliver Vuggevisen den Voksnes kæreste Eje.