Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Med udgangspunkt i den kant'ske tesis "das ganze ist mehr als die summe seiner teile", at helheden udgør noget mere end blot summen af de materielle komponenter, kunne det måske være betimeligt i relation til de teknisk set absolut imponerende og navnligt kostbare rumeksperimenter, at anskue hele dette projekt og dets evolutionære værdi fra den subjektive erkendelsesvinkel, hvilket vil sige fra et ånden-før-materien synspunkt.

Hvad den citerede filosofiske konklusion antyder er, at verdensaltet er ånd, og at man aldrig vil kunne sammenflikke et logisk åndeligt verdensbillede ved at tælle stjernerne eller stjernesystemerne, ved at måle deres indbyrdes separationsgrader og afstande i rummet eller ved at opregne de kemiske grundelementer. Ej heller kan man ved matematiske formuleringer beånde de materielle forskeres mekaniske verdensrobot med levende bevidst liv.

Derimod kan man ved at "opregne Guds underværker" og lade disse undergå en åndserkendelsens spektralanalyse ikke undgå at konstatere, at "der er en levende Gud iblandt os", at "Gud i himlen også er Gud på Jorden", og at underværkernes mylder omkring os –hvilket vil sige alle skabte fænomener –er udtryk for et mål af intelligens, konstruktiv tænkning og visdom, der langt overgår, hvad selv de mest videnskabelige tænkere repræsenterer.

Med sindet og sanserne åbne for verdensaltets åndelige realiteter vil man se, at stjernerne eller himmellegemerne ikke blot er det eller det antal makropartikler, men at de udgør komponenter i en usvigeligt samfunktionerende organisk og livsbeåndet helhed. Man vil forstå, at stjernehobene og de kosmiske tåger ikke blot er asteroide partikelsamlinger, men at de er levende pulserende organer, medier for formidling af kosmisk skabekraft og viljestyring. Man vil erkende, at denne planet, på hvilken vi frister vor fysiske tilværelse, ikke er produkt af frie kræfters vilde spil, men eksisterer som et levende bevidst makrovæsen i levende og frugtbart samspil med sine astrale medkomponenter i vort solsystem og dets omgivelser.

At drage på rumfærd er at begive sig ud i den åndelige verden, hvilket vil sige de finere kosmiske svingningers oplevelsessfærer, "tomrummet" mellem himmellegemerne. Men det viser sig, at også dér er lovene for bevægelse aktive og til rådighed for de, som har kendskab til disse love. Hele det kosmiske rum er gennemtrængt af ubrydelig lovmæssighed.

Men hvad kan den materielt polariserede forskning hente fra disse åndelige områder, som kan hjælpe dem videre i deres hvileløse søgen efter den endelige alkymistiske livs- og skabeformel, der bevidst eller ubevidst er al forsknings ultimative mål? Er hver eneste klump måne- eller planetstof ikke blot nye mysteriekvanta, nye brudstykker til det fysisk set evigt uløselige livets puslespil, der i sine skabedybder netop umuligt vil kunne afklares ved nogen form for ydre målingsteknik. Vender hver eneste rumkabine med besætning og apparaturer ikke blot tilbage lastet med nye kosmiske gåder og materielle facits, der er lige så lokale og kausalt indvævede i livshelheden som de utallige naturvidenskabelige facits der allerede er opsummerede i de videnskabelige annaler til menneskers, dyrs og planters gavn såvel som til deres skade?

Livsmysteriets løsning udgør intet mindre end åbenbaringen af Guds hellige ånd, og selve denne åbenbaring, dens tydning og dybdeforståelse kræver en højt udviklet human og etisk karat såvel som en fremragende og sublimeret intellektuel kvalitet, således som den er tilkendegivet gennem de store mystikeres udødelige værker eller efterladte livseksempler.

Pasordet, der giver adgang til korrespondance med de højere bevidsthedsplaner og dermed til skabemysteriets løsning, er altså ikke jordiske titler eller kemiske formler men alene de moralske kvaliteter i tanke og i adfærd. Kun den virkeligt lutrede livsholdning kan opløfte bevidstheden til de sublime højder, hvorfra livet kan anskues i sin kosmiske helhed. Og dette vil sige, at det intet nytter, om man lader sit jordiske legeme befordre ud i rummet bort fra den makroenhed hvori dette legeme har sin organiske rod, og hvis rytmer betinger hele dets komplicerede celle- og organsystems opretholdelse.

Bevidsthedskvaliteten alene er kosmisk højdemåler, og intet nok så fintmærkende elektronisk system vil kunne befordre andet end måling af årsagsvirkninger hvis årsager er af præfysisk eller parafysisk natur og ikke kan tælles, måles eller vejes men kun opleves ved den individuelle bevidstheds sammensmeltning med verdensånden, det evige noumen eller logos. Det er en sådan oplevelse man kalder åbenbaring, og det er netop gennem åbenbaring eller den højeste intuitionsforms aktivitet, at de store forløsende og evigt lysende kosmiske sandheder er givet til denne planets endnu åndsblinde slægter.

Mange store åndspersonligheder kom til verden som lys, for at alle de, som befinder sig i de materielle mysteriers mørke, ikke i al evighed skal famle forgæves, men ved at vende sig mod dette, de forløsende åndelige sandheders lys, for bestandigt kan opløftes over mørket og trøstigt anskue livet i hele dets brogede fylde som selve det guddommeliges egen livsudfoldelse. Men betingelsen for at kunne ophæve mørkets tyngdekraftvirkning og den deraf følgende Jeg'ets lænkning til den materielle verdens massiver, er opfyldelsen af den kosmiske formel "søger først Guds rige og hans retfærdighed", thi gennem denne formels opfyldelse skal menneskets manglende viden om verdensaltets struktur og dets egen individuelle ubrydelige relation dertil gives det i én eneste kosmisk lysimpuls fra det ophøjede fond af viden, som ingen behøver at være absolut religiøs for at benævne som Guds alvidende og altstyrende bevidsthed.

Guds retfærdighed –og med den fredelige og harmoniske samfundsformer, hvilket i princippet er alt hvad der behøves for etablering af et samlet lykkeligt planetsamfund –er altså ikke en kvalitet man via rumfærger kan befordre til vor planet fra atmosfærens yderste lag eller fra andre himmellegemer. Og Guds retfærdighed har i parentes bemærket så godt som intet tilfælles med vore politisk vedtagne retsnormer, men er en åndelig og fysisk modenhedstilstand som enkeltindivid og samfund ad århundreder eller årtusinder vil udvikle sig til ifølge en absolut sporlig evig evolutionsplan.

Endnu tilbagestår der det allervæsentligste i menneskenes udvikling, nemlig den åndelige bevidstheds gennembrud, der alene kan forvandle mennesket og dets adfærd og dermed hele kulturudviklingen på denne planet.

En af verdens førende strengt videnskabelige objektivister, nemlig vor egen Niels Bohr har fra sit avancerede videnskabelige stade kunnet skue ind over tærsklen til det immaterielle, da han til en amerikansk studerende i Danmark udtalte at fra vor tid og fremefter ville menneskets progression være mere af åndelig end af fysisk natur, og at denne nye evolutionsorden mere ville have betydning for mennesket som individ end for mennesket som art. Professoren i kernefysik har her ud fra et næsten profetisk vidsyn erkendt det fysiske erkendelsesområdes begrænsning. De moralske dyders eller mentale værdiers placering som evolutionsbetingende faktorer begynder altså her at kunne skimtes, ikke som en filosofisk skrøne, men som en dybdevidenskabelig kendsgerning. Ligesom livsvæsenernes artsforvandling er produkt af erfaringsdannelse gennem vekselvirkning i den ydre verden, er også planeters og planetsystemers fuldkommenhedsgrad i skabelse et erfaringsberigelsesprodukt. Udvikling er lig med bevidsthedsudvidelse, og bevidsthedsudvidelse er lig med Jeg-kraftens gradvise sammenkobling med verdensaltets energi- og bevidsthedsressourcer. Vor kosmiske bedømt "flade" sanseoplevelse på denne planet er langt fra at være skabelsens slutprodukt i denne kosmiske evolutions runde, idet vi endnu har tilbage at beherske de højere mentale energier, gennem hvilke vor livsoplevelse vil få perspektiver, der transcenderer alt, hvad vi på vort nuværende trin kan forestille os. Derfor kunne den kosmisk indviede Paulus også skrive til sine tilhængere, at de måtte affinde sig med den stykkevise erkendelse, indtil denne erkendelsesform med den fremadskridende indre udvikling blev kompletteret med en højere sanseform, den sanseform som man i dag ville betegne som rationel intuition, og som vil gøre mennesket bevidst i verdensaltets fuldkomne struktur: "Stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde".

Individer og samfund udfolder i deres adfærd egenvilje hovedsageligt ledet af instinktet for selvopretholdelse og forplantning. Men den planet, inden for hvis livsområde alt dette forløber, er også et levende og villende væsens organisme, selv om dens størrelse ikke tillader os at kommuniere med dens levende, oplevende og selvopretholdende ånd. Vor planet frembyder alle de for et levende væsen karakteristiske foreteelser såsom indtagelse af næring, fordøjelse, stofskifte, vædskekredsløb, temperatur, selvbevægelse, modtagelse og afgivelse af energi, korrespondanceevne med omgivende livsenheder, tilblivelses- og vækstfaser, der kan karakteriseres som barndom og ungdom, medens den voksne og modne tilstand endnu ikke kan siges at være helt på sin højde. Givet er det dog ifølge de fysiske love, at kloden som fysisk livsenhed også vil opnå sin mentalitets modne blomstring og ad nye årmillioner gå sin henvisnen og sin endelige opløsning imøde, således som det ifølge den evige skabeorden må være.

Den amerikanske astronaut Edgar Mitchell, der i februar 1971 som det sjette menneske betrådte månen, har siden viet sig til psykisk forskning, eller som han selv udtrykker det: har vendt sin forskning fra det ydre mod det indre rum. Han går nu med ildhu ind for at få denne forsknings konstateringer accepteret af den som helhed åndsfornægtende naturvidenskabelige forskningsgenre. Naturligvis må der ske en vis forvandling i det menneskes sindsholdning, som for en tid har givet sig de kosmiske dybders mystiske områder i vold. Mitchell beretter da også, at der hos så godt som alle de astronauter, han kender og har været i kontakt med, er sket en bevidsthedsændring. De har alle 30-40 års træning i objektiv videnskabelig tænkning, men har ikke kunnet undgå at blive grebet af en følelse af enhed, af en højere mening og dybere betydning af dem selv og den vælde der omstrømmer dem. Mitchell betegner denne oplevelse som en glimtvis kontakt med den globale bevidsthed forårsaget af den perspektivændring, den øgede afstand fra planeten Jorden medførte:

"Fra videnskabeligt hold er vi bestandigt blevet belært om, at vi ligesom må udskille os fra universet og indtage en position som kølige objektive iagttagere. Men fra min position midt i denne kosmiske vælde og i betragtning af de kræfter, der har placeret mig i denne position, er det mig ikke muligt at opretholde denne neutrale indstilling. Jeg er en uadskillelig del af alt hvad der er til!"

"Kun få af os har været forundt den mystiske og sjælsforløsende oplevelse at svæve gennem det uendelige rum og skue tilbage mod vort hjemsted, den skønne Jord. Disse oplevelser i rummet har helt omkalfatret mit liv og mit livssyn. Vi er alle komponenter i et univers af bevidsthed. Jeg fornemmede dette ude i rummet, og jeg har nu viet mit liv til at klarlægge, hvad denne erkendelse betyder for mig og for hele menneskeheden."

"Når man betragter vor planet langt der ude fra rummet, overvældes man af en følelse af, at der er en plan, at der er et mønster, at verdensaltet ikke på noget område blot er en forvirret kaotisk proces opstået ved tilfældigheder. Man har så at sige en følelse af noget ophøjet, noget guddommeligt. Min rumkollega Jim Irwin udtrykte det på den måde, at han under sit ophold på månen fornemmede Guds nærhed. Jeg er helt enig med Jim, men vil udlægge min oplevelse i andre ord: Der er en bevidsthed, en intelligens bag det funktionelle verdensalt. Det er absolut ikke en vilkårlig kaotisk foreteelse. Når jeg ude fra rummet betragtede vor lille planet, havde jeg en overvældende fornemmelse af enhed, af styring, af hensigt, af skønhed, af harmoni, der altsammen kunne herske på denne lille plet i universet. Jeg føler det som en dyb indre viden, at der er styring og målsætning overalt i universet, og at dette univers må rumme millioner af tilsvarende små planeter, hvor intelligent liv kæmper sig gennem tilværelsen."

Såvidt Edgar Mitchell. Men for den ydre forskning er selve de kræfter, der bærer disse rumdragere på deres svimlende færd ud i kosmos, mystiske og forbliver mystiske, selv om lovene for deres reaktion er kendt og kan registreres og udnyttes. Hvad der fortoner sig ud over det registrerbare energispektrum og af det mekanistiske verdenssyn betragtes som ikke-værende, udgør i virkeligheden de mentale energier såsom viden, intelligens, instinkt, følelse, erindring, visdom og intuition, kort sagt alt det, der udgør sindets og tankens parafysiske substans eller svingningsområde. Det er netop disse værdier, disse para-elektriske foreteelser, der opfylder det åndelige rum og udgør dets allestedsnærværende lovmæssighed og potentielle skabeværdier.

Med et lånt evangelisk sprogbrug kan man konkludere: Hvad gavner det menneskene, at de indesluttede i kunstgjorte drabanter kan færdes i rummet, så længe de endnu åndeligt set er huleboere? Naturligvis må de mennesker, der udvælges og på frivillig basis deltager i de forskellige rumprogrammer objektivt leve op til det hverv, de har påtaget sig. Og forskningen må på alle områder bevæge sig videre, indtil betegnelsen Gud ikke mere betragtes som uvidenskabelig og subjektiv, indtil Immanuel Kants erkendelsesudbrud også er den officielle videnskabs holdning: Helheden udgør noget mere end blot summen af dens komponenter, indtil den generelle moralske vækst med tiden åbner sluseportene til det åndelige lysocean, der altid har omgivet vor lille planet, men som ikke har kunnet trænge ind i vor isolerede huletilværelse.

Når dette åndens højeste lys via den intellektuelt formælede intuition strømmer til, da vil den ydre og den indre viden smelte sammen til en kosmisk syntese og muliggøre realisationen af drømmen om det jordiske paradis, som Mitchell derude fra rummet fornemmede som en slumrende mulighed for vor planet, en mulighed der blot venter på sin virkeliggørelse.

(Citaterne vedrørende Edgar Mitchell er hovedsagelig hentet fra det amerikanske tidsskrift Science of Mind).