Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det nye år, symboliseret som spædbarnet, er også en del af os, som det gamle år er det, blot på en anden måde. Det er det endnu uprøvede, der skal erfares, forvandles og modnes gennem de begivenheder, der vil ske. I forhold til denne forvandlings- og modningsproces kan det have stor betydning at kende reinkarnationsprincippet og karmaloven, at kende dem så godt, at man virkelig prøver at anvende sit kendskab til dem i den daglige tilværelse. Irritation, bitterhed og vrede vil da lettere kunne overvindes, og det er tre åndelige følgesvende, som kan volde både os selv og andre stor fortræd. Jeg ved, at der er mennesker, der siger, at det er sundt at blive gal i hovedet, og at man bør blive vred over uretfærdighed, i alt fald hvor man ser, den går ud over andre. Man taler om "hellig vrede" og "retfærdig harme", ja, endda om "sundt had". Det er også helt rigtige tankeklimaer for de mennesker, der vil følge loven: "Øje for øje og tand for tand." Det har været jordmenneskenes "grundlov" i årtusinder, og hvis vi vil fortsætte med at leve i krigens verden, er den udmærket. Men det er jo det, vi ikke vil! Vi ønsker fred på jorden; og så må vi også prøve at skabe de årsager, der kan give freden som virkninger, og det er hverken irritation, bitterhed eller vrede, men derimod forståelse og tilgivelse. Ganske vist kan en sådan livsholdning misforstås af mange og tolkes som fejghed og passiv laden stå til, men man behøver absolut ikke at være fejg eller passiv, fordi man søger at forstå og tilgive. Vel tager det sin tid at udvikle aktive evner og talenter i fredens tjeneste, som al talentudvikling tager tid, og det kræver stor tålmodighed - også med en selv, men at udvikle freden indefra i sig selv og efterhånden så den gennem tanke, ord og handling, er absolut ikke et resultat af passivitet og ligegyldighed med, hvad der foregår i verden, tværtimod. Naturligvis skal vi ikke trække på skuldrene over for den timelige uretfærdighed, selv om vi ved, at den kosmisk set kun er tilsyneladende uretfærdig og er en kosmisk skæbneundervisning for det væsen eller de væsener, der lider under den, og er noget, de selv har udløst. Vi kan bede til Gud om at blive i stand til at hjælpe disse mennesker og tænke kærligt på, at de må blive hjulpet efter guddommens vilje. Og så kan vi prøve at hjælpe så godt vi formår, lykkes det ikke, har vi gjort, hvad vi kunne. Vi har over for den "uretfærdige" tilkendegivet vor indstilling uden at hade ham, og over for den "uretfærdigt behandlede" har vi forsøgt aktiv hjælp uden at forstørre konflikten ved at hade hans modstander. Og vi har bevidst over for guddommen tilkendegivet, at vi gerne vil bruges som guddommens redskab i skabelsen af fred på jorden. At guddommen også må have redskaber til den grovere afslibning er klart, men dem er der vist endnu tilstrækkelig mange af. Vi begynder at have vor frie vilje til at vælge, hvad vi vil være redskab for. At blive et aktivt redskab i fredens tjeneste i det daglige liv kræver mindst lige så stort mod og stor aktivitet som at vredes og harmes og forbitres, og det kræver meget mere logisk sans og næstekærlighedsevne. Hele vor såkaldte "energikrise" bunder i virkeligheden i den krise, der råder i det enkelte menneskes sind med hensyn til dets blanding af bevidsthedsenergierne, og i dette forhold kan studiet af den "kosmiske kemi" i Livets Bog være til stor nytte, hvis man også vil forsøge at praktisere den.

Det er naturligt (og vil forhåbentlig også interessere læserne), at den, der - i øjeblikket - repræsenterer Martinus Institut mest udadtil som en slags "rejsende i kosmologi", og den lod er for tiden min, ved et årsskifte ser lidt tilbage på, hvad der er hændt i mit arbejde for sagen. Jeg har aldrig før haft så meget at gøre, og jeg har mærket en stadig stigende interesse for Martinus kosmologi mange steder. Det er ikke den store sensationelle udbredelse, men en støt og rolig vækst i vide kredse. Mit arbejdsfelt har i 1973 nord-syd strakt sig fra Åre i Sverige (mellem Östersund og den norske grænse), d.v.s. på breddegrad med det sydligste Island, til München i den sydligste del af Vest-Tyskland. Det vestligste yderpunkt har været Esbjerg og det østligste Stockholm, så det er mest mod nord og syd mine rejser er gået og nogenlunde lige langt i begge retninger. Først vil jeg sige lidt om Sverige, hvor der vel er sket mest i 1973. Da jeg kiggede nogle gamle årgange af Kosmos igennem, fandt jeg i 22. årgang nr. 6 (Juli-August 1954) følgende: "Gerner Larsson er blevet indbudt til at tale om "Den ideelle føde" ved Den Svenske Vegetariske Forenings årsmøde i Stockholm d. 5. September. Dagen efter åbner han studiekredsarbejdet i Stockholm." I Malmö var Gerner begyndt at holde foredrag året før, så det er altså ca. 20 år siden, arbejdet kom i gang i Sverige. Artiklen levner ikke plads til at nævne navne, lad mig blot sige, at det er et fantastisk godt arbejde mange af vore svenske venner har gjort gennem disse år. Martinus Institut i Sverige er blevet oprettet som en selvejende institution, mange af Martinus bøger er oversat og udgivet fra Hälsans Forlag, som nu er underlagt det svenske Institut, og flere oversættelser er på vej. I vinterhalvåret arrangerer svenskerne regelmæssigt månedlige foredrag for mig i fem store byer, foruden at jeg mindre regelmæssigt har holdt foredrag i seks andre byer; der er studiegrupper i mange svenske byer, og en gang om foråret og en gang om efteråret er der i de senere år blevet afholdt week-end kurser, hvor jeg har været med som konsulent, og hvor deltagerne har skabt et virkelig godt positivt og konstruktivt fællesskab og samarbejde. I Stockholm, hvor vi har skiftet lokaler nogle gange, må vi nu gøre det igen, fordi det ellers udmærkede lokale, vi havde på Medborgarskolan kun kan rumme ca. 120 tilhørere, og i efteråret 73 er tilslutningen gradvis steget fra dette antal op mod 150. Når dertil føjes, at jeg fra Teosofer og Spiritualister i Sverige er blevet bedt om at holde gæsteforedrag i deres kredse i flere byer, er det faktisk sådan, at jeg kunne have nok at gøre ved blot at rejse i Sverige.