Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Af de mange facetter, som tegner den menneskelige psyke, er den følelsesmæssige holdning, vi kalder taknemmelighed, en af de smukkeste og mest værdifulde. Taknemmelighedens glæde er en mild sol, som lyser op i den grå hverdag. Den sender ny kraft ind i en træt sjæl, og glæden ved at leve, som for et øjeblik var tørret ud, springer atter frem som et psykisk kildevæld. Taknemmelighed som livsholdning er det sidste brofag, som skal forbinde det individualistiske menneske - ømennesket - med tilværelsens åndelige kontinenter og forsyne det med uendelige ressourcer af livskraft og inspiration.

Det er imidlertid ikke denne måde at føle på, som i særlig grad har præget mennesket gennem tiderne, og heller ikke i dag er taknemmelighed en naturlig menneskelig egenskab. I bedste fald fremtræder den som simili klædt i høflighedens fraser og falbelader for at skjule en indre ligegyldighed eller måske ligefrem et egoistisk motiv. Den rene, uegennyttige sympati er lige så sjælden som de ædelstene vi efterligner i vore ringe og smykker. Og alligevel er det mere eller mindre bevidst ønsket om at kunne udtrykke disse ægte følelser, som er drivkraften i bestræbelserne for i det mindste i det ydre at fastholde en høflig og venlig samværsform. Og det gør jo også sin virkning; både private forhold og forretningssager glider nemt og smertefrit under beskyttelse af denne ydre formalisme.

Hvordan kan det nu være, at man så let lader sig snyde af denne ydre form, når vi alle bruger den og ved, hvor tom den er. En ting er at den faktiske orden og harmoni, som denne form medfører, er overordentlig tilfredsstillende. Det er derfor man i ubehagelige sager foretrækker at "ordne det i mindelighed", som man siger. Men afsløres der ikke også dermed en dybere årsag, nemlig at mennesket hungrer efter de ægte følelser, og derfor gang på gang lader sig narre til at tro, at de er genstand for en virkelig uselvisk sympati? Er der noget, mennesket ønsker mere, dybest set, end at modtage ægte tegn på hengivenhed og kærlighed fra sine omgivelser? At barnet har behov herfor ved enhver pædagog og de fleste forældre, men også de voksne behøver disse følelser, ja selv de mest utilnærmelige og tillukkede medborgere, som alle går en stor bue uden om, fryser i sjælelig ensomhed af mangel på varme følelser fra andre mennesker.

Fra fødslen får de fleste børn en pleje og omsorg, der giver dem en tryg og god start i livet. Forældrene er glade og lykkelige for at se deres eget kød og blod. Disse følelser er i høj grad instinktmæssigt styret og deres styrke kommer børnene til gode. Tolerancetærskelen er som bekendt meget høj, når det drejer sig om ens egne børn. Men hvordan udvikler børnene sig? Ja, efterhånden som den første babyuskyld slides af, kommer der en mentalitet til syne, som hellere vil kræve end give, og som bestemt ikke er indstillet på at udtrykke taknemmelighed. Det er også derfor forældrene i denne ubehagelige overgang får mere end travlt med at indstudere nogle høflighedsformer, som det er meget svært at tage alvorligt for dem, som udsættes for dem, hvis man har lidt humoristisk sans. Efterhånden som børnene vokser til og bliver voksne, udformer de en individuel personlighed: en kombination af evner og færdigheder, viden og kunnen, temperament og karakter - og ikke mindst en følelsesmæssig grundholdning overfor livet, som også kommer til at ramme dets medmennesker. I mange tilfælde er denne grundholdning hård og selvisk." Jeg har ingen at takke for noget. Hvad jeg har fået, og hvad jeg er blevet til, skylder jeg mig selv!" Selv om man ikke ligefrem udtaler ordene så kategorisk, er det meget ofte den tilsvarende følelse, som udgør disse menneskers grundstemning. Så kan man træffe andre mennesker, som føler, at de har fået mere af livet, end de fortjener, og som kan vise taknemmelighed endogså på trods af en hård skæbne. Hvorfor mennesker bliver så forskellige er et af de problemer, videnskaben tumler med. Det ligger i opdragelsen, er man tilbøjelig til at sige, og børnepsykologien kan opremse tilfælde med sociale afvigeres ulykkelige barndom. Man er bare tilbøjelig til at glemme, at mindst lige så mange harmoniske mennesker har haft en ulykkelig barndom, fx. viste det sig i en undersøgelse for et par år siden, at langt de fleste kunstnere har haft en udpræget ulykkelig barndom! Så denne årsagssammenhæng er i høj grad vaklende.

Overfor denne problemstilling er Martinus analyser langt mere tillidsvækkende. Vore følelsesmæssige egenskaber har en historie, som strækker sig langt forud for dette fysiske livs barndom. Vi er ikke ubeskrevne blade, når vi fødes ind til dette liv, men har alle et ubevidst fond af intelligens og følelse, som er blevet til gradvis gennem en lang række liv, der strækker sig tilbage til vore primitive forfædres stadier, ja, fortoner sig helt til det egentlige dyrerige. På denne baggrund kan man forstå, at en ædel følelse som taknemmelighed ikke kan fremtrylles af nogle få års kærlig opdragelse - med mindre dette menneskebarn netop i sit ubevidste følelsesregister besidder sådanne følelsesfrø. Hvis det er tilfældet, vil den kærlige omsorg naturligvis virke som livgivende solskin, der får dette frø til at spire og vise sig som et kærligt sind. Hvis barnet ikke har disse "medfødte" ("ført med" fra dets egne tidligere inkarnationer) sjælelige frø, vil den kærlige opdragelse blot virke som forkælelse, idet barnet vel modtager, men ikke påskønner den venlige behandling, men betragter den som sin ubetingede ret.

Pædagoger siger ofte: Vanskelige børn er vanskelige, fordi de har det vanskeligt. Tilsvarende vil mange være tilbøjelige til at sige, at voksne mennesker, som er onde, er sådan, fordi de har det ondt. Der er en umiddelbar logik i denne sammenhæng, som man ikke kan komme uden om. Det er tydeligt, at menneskets tolerancetærskel falder, når det er udsat for voksende irritationsmomenter. Er man kommet for sent op en morgen og derfor kommet for sent på arbejde og opdager, at man har glemt sin madpakke, bliver de fleste mildest talt irritable og kan undertiden hævde synspunkter, som de normalt ikke har! Der er heller ingen tvivl om, at de grusomheder, man hører og læser om fra besættelsesmagters side, meget ofte skyldes reaktioner hos mennesker, som er klemt inde mellem to militærpolitiske grupper og på grund af provokationer så at sige tvinges til at være grusomme. I en situation, som er uløselig, hvor menneskets prestige og liv står på spil, slår selvopholdelsesdriften uimodståeligt igennem, og grusomheden sejrer over humanismen.

Men selv om ondt således avler ondt, giver Martinus udtryk for, at lidelser og ondskab også har en anden virkning - på langt sigt, i reinkarnationens perspektiv. Og det er en effekt, som er stik modsat, idet disse voldsomme skæbneoplevelser skaber en modning af ægte medfølelse og menneskelighed. Der er tale om en forløsning af et højere følelsesliv på basis af årtusinders ubehagelige erfaringer og en voksende hunger efter fred og forståelse.

Lidelser har således en næreffekt og en fjerneffekt, hvoraf den sidste i virkeligheden er lige så logisk og bekræftet i det daglige som den første. Når man siger: "Han skal først løbe hornene af sig", er det så ikke et udtryk for den opfattelse, at vedkommende må udfolde en vis ubændighed og hensynsløshed for at tage ved lære af de knubs, som følger med, før han kan fremtræde som et modent, hensynsfuldt menneske. Når man ligeledes siger om et menneske, at han er så forstående, fordi han har lidt meget, er der tale om den samme modningseffekt.

Taknemmelighed som livsholdning vil naturligvis først vise sig, når denne proces nærmer sig sin fuldendelse. På grund af sin fortid som primitivt dyremenneske jager mennesket gennem jordens skønne riger blændet af falske idealer. Uden at se naturens skønhed og visdom, uden at opleve universets majestætiske ro, uden sans for dets medskabningers liv og lykke, uden at fornemme den guddommelige ånd, som trofast følger hvert af dets skridt og "er med det alle dage" - styrter denne ulykkelige skabning af sted, jaget af sit eget begær efter ting, magt og ære. Hvad det virkeligt begærer, vil det også erhverve, siger Martinus, og her må vi igen tænke på, hvor mange muligheder der vil forekomme i en lang række fysiske liv. En for en vil de falske værdier blive oplevet og mennesket vil være en skuffelse rigere. Men til sidst vil begærets drivhjul gå i stå, alle muligheder synes udtømt, og det kan for en stund eller en periode forekomme mennesket, at livet ikke har mere at byde på. Enhver tiltrækningskraft synes ophævet, og det overvejer måske at forsøge at udslette sin egen eksistens. Men netop dette synspunkt er den største illusion af alle! Det står i virkeligheden over for at skulle træde ind i en ny livssfære, hvor det skal opleve tilværelsens virkelige værdier. Dets gamle jeg er udbrændt i og med begæret og de falske mål. En indre stilhed har afløst blodets susen efter stadig nye "oplevelser". I denne stilhed fødes fornemmelsen af en anden og større vilje, som det følger, først tøvende men efterhånden med større og større tillidsfuldhed, fordi det er en god vilje.

Gennem den uselviske holdning smelter individet sammen med makrokosmos, og dets vilje bliver ét med den guddommelige vilje. Den illusion, at det nogensinde var adskilt fra den altomfattende Guddom, er nu for alvor brudt, og dets glæde og taknemmelighed over at være en arbejdsdygtig enhed - et værdigt led i kæden - gør på ny livet til en rig og inspirerende oplevelse.