Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det var uden tvivl inspireret af denne passage i Biblen, at Ingemann skrev den inciterende salme "Den store Mester kommer". I et intuitivt glimt må dette skriftsted have slået ind i hans bevidsthed med forløsende effekt, og han har oplevet denne store Mesters nærværelse i sit eget indre, ja, som identisk med sit eget højere Selv.

Der eksisterer en levende realitet bag denne tale om "den store Mester", om "Pagtens engel", om "den Herre", som i ét nu skal komme. Disse betegnelser er bebudelser om fuldbyrdelsen af den store forvandling, der finder sted i det levende væsen på det stadium i den kosmiske evolution, hvor dets bevidsthedsudvikling er nået til grænsen mellem, det dyriske og det menneskelige menneskestadium.

Ifølge Martinusanalyserne af det levende væsens kosmiske struktur har dette levende væsen en enhedsanalyse, som er den samme for et atom, et insekt, et rovdyr, tamdyr, en fugl eller en fisk, et menneske eller en engel. Det levende væsens grundanalyse er de tre upåklædte principper, som Martinus har givet benævnelsen X 1, X 2 og X 3. Disse er de tre evige væsenselementer, fra hvilke al ydre tilkendegivelse udstrømmer, og denne treenighedsanalyse påpeger et evigt Jeg, en evig skabekraft, og en evig, men bevægelig effekt af de to foregående realiteter. Det første X udgør en i al evighed ubrydelig og usynlig livskerne, som samtidig med at være ubrydelig forbundet med den evige altomfattende Guds Jeg har en lige så ubrydelig selvstændighed som enhed. Individ betyder "udelelig", og det er netop en sådan betegnelse man kan give det individuelle Jeg, som aldrig kan gives til andre, aldrig kan fratages den, som besidder det, og aldrig kan deles og adskilles fra sit tilhørsforhold til helheden og dermed til Gud. Men for at leve og opleve, hvilket jo er udtryk for bevidsthed, uden hvilken intet liv kan eksistere, må der uden ophør foregå noget omkring den evige ubesmittelige helhed, som dette første X udgør, og denne evige foretagsomhed er det, man kalder "bevægelsernes ocean" (X 3), som Guds ånd (X 2) svæver over.

Men der er et stadium i den evige forvandling eller skabelse, hvor bevidstheden er organisk engageret i den fysiske eller "ydre" verdens tunge bevægelsesarter, og denne binding eller engagering er identisk med "den anden død" eller midlertidige evolutionsbetingede ophævelse af det levende væsens dobbeltpolede tilstand, hvilket medfører, at bevidstheden om det guddommelige og højere Jeg bliver inaktiv eller latent.

De jordiske mennesker er nu for et stort antals vedkommende nået til et stadium i deres udvikling, hvor denne dobbeltpolede tilstand eller den oprindelige "Adam" glimtvis er begyndt at give sig til kende, og denne tilkendegivelse er identisk med begyndende indslag i livsoplevelsen af virkelig menneskebevidsthed.

Den "smeltning" og "lutring" der foregår er en kosmisk kemisk proces i menneskets psykiske struktur, hvor grundenergierne omlejres og fremtræder i nye kombinationer.

De groveste energiarter fortrænges og mere sublime energier indtager de groveres plads. Denne lutring eller adskillelse mellem det sublime og det grove er en proces ledet indefra, nemlig af det levende væsens højere Jeg. Når lutringsprocessen er så fremskreden, at dette højere Jegs billede begynder at kunne skimtes i bevidsthedens smeltedigel, da er det højere Jegs fuldkærlige id begyndt at ske fyldest; det menneskelige menneske er ved at tage form, og den høje Mester alias det levende væsens højere Selv glædes inderligt.

Men hvorledes fornemmes nu denne sammensmeltning af menneskets højere og lavere bevidsthedslag, der hos Malakias er symboliseret ved "pagtens engel" som ankommer til sit tempel?

Det fornemmes netop som en ophøjet engels, en sublim bevidstheds pludselige nærværelse. Det giver også en fornemmelse af tempel, en fornemmelse af at man befinder sig i noget stort, rent og helligt. Ligesom den uoplyste, men troende religionsproselyt i sine vanskelige timer søger ly i helligdommen og finder ro og favnende trøst ved at dvæle i dette vældige kirkerum, der maner sjælen til ave med dets kolossalvirkning og dets stærke symbolske udsmykning, således er det også, når denne "pagtens engel" i ét nu åbenbarer sig i bevidstheden. Man ser det ikke, og man hører det ikke, hvilket har sin forklaring i, at man i sådanne øjeblikke er tilkoblet en højere oplevelsesdimension. Og medens denne indre oplevelse står på, fornemmes det virkelig som om et ophøjet væsen omslutter den normale væsensbevidsthed og tilkobler sig denne med den effekt, at den oplevende fornemmer sig som ét med noget større og mere sublimt parallelt med en næsten højtideligt vederkvægende følelse af ydmyghed. Den oplevende er klar over, at det er sig selv, han oplever; men han er samtidig klar over, at det er noget mere rent, mere ophøjet og guddommeligt end det, han normalt er vant til at fornemme som JEG.

"Pagtens engel" eller "den store Mester" iklæder sig dog lige så mange former, som der er individer. Den hellige stund, hvor det ophøjede JEG slår igennem, må naturnødvendigt være forskelligt for hvert individ, fordi den slår igennem et individuelt erfaringsfelt og kobler sig til dette. Men der er et fællestræk, og det er denne ydmyge forventningsfulde andagts stilhed, der betager den oplevende i de åndsfavnende sekunder. Den er som en stille passiveret forventning om, at noget stort er ved at holde sit indtog i den oplevendes væren.

Og der bliver lys, og der bliver tryghed, og der bliver forvisning om en højere virkelighed, en højere livsoktavs umiddelbare nærhed. Og denne forvisning forsvinder ikke, når oplevelsen atter toner bort og den fysiske verdens dimensionsbegrænsning igen gør sig gældende. Den oplevende er ligesom indviet til en ny vej mod større udsyn. Et evighedspanorama er åbnet for den undrende livsvandrer, og selv om den fysiske horisont igen vil lukke udsynet efter den glimtvise erkendelsesoplevelse, vil visheden om, at nye forunderlige verdener venter bag denne horisont, og at vanskeligheder og forhindringer på vejen frem mod disse nye verdener ikke kan standse ham, den evige vandrer på færden mod de nyerkendte forjættende bevidsthedsområder, ikke kunne rokkes.

Den ydre virkeligheds relative struktur er blevet en vished hos den, som har oplevet "den store Mester"s eller "pagtens engel"s besøg i sin bevidstheds tempel. Og har dette besøg end kun strakt sig over brøkdele af sekunder målt i fysisk tid, så har det dog åbnet den oplevendes udsyn til evigheden. Udødeligheden er blevet en realitet. Gud er blevet en realitet. Vejen og sandheden omstrålet af Guds ubegrænsede kærlighedsglorie gennemlyser det jordiske mørkes mysterier.

I et helligt sekund har "den store Mester" set sin guddommelige ubesmittethed afspejlet i sindets smeltedigel. Og om end der endnu en tid skal koge slagger og urenheder op til diglens overflade og sløre genskinnet af det ophøjede, så har "pagtens engel" dog fuldført sin mission: at meddele den lysende vished, trøst og urokkelige tryghed, som Martinus i ord udtrykker således:

 

JEG og Faderen vi er ét!
JEG er livets og dødens herre!
JEG er tidens og rummets behersker!
JEG er vejen, sandheden og livet!
Min identitet er uendeligheden og evigheden!
Mit rige er kærligheden, freden og visdommen!