Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Maria vandred' gennem forårslunden
og så på børnene, som lo og leged',
i hvert et lille barn så hun den søn,
som længst var død, men som engang hun ejed'.

Da så hun under lundens høje træer
en anden kvinde tavs de små betragte,
Maria trådte hende stille nær,
tog hendes hånd og hvisked' mildt og sagte:

Jeg ved ej, hvem du er, men et jeg ved,
du drømmer om et barn, som du har mistet,
jeg havde selv engang en lille dreng,
da han gik bort, var nær mit hjerte bristed.

Han var så kær som barn, så god og glad,
så elskelig og kærlig, lys og fin,
hans hår var smukt som guld i solens bad,
og kvinden hvisked': Det var også min!

Maria bad: Fortæl mig om din søn!
O, han var som en rose, hvisked' kvinden,
jeg ser ham for mig, blomstrende og skøn,
med brune lokker flyvende for vinden.

Jeg mindes kysset af hans bløde mund,
hans lille hånd, så levende og varm,
Hun tav... thi mindet om en mørkets stund
steg brændende som ild i hendes barm.

Hvem er da du, som ejede så sød
og skøn en lille blomst på denne jord?
Maria spurgte blidt. Og svaret lød:
Hans navn var Judas... og jeg var hans mor!

 

(Kilden desværre ukendt)