Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det var en meget tidlig morgen i oktober. Jeg var på vej til Göteborg med Scandiapilen for at holde foredrag om tilværelsens kosmiske verdensimpulser. Netop som toget rullede ud fra færgen i Hälsingborg for et kort ophold, hørte jeg en ung mand spørge, om der var nogen, der kunne engelsk. Da ingen svarede, vendte jeg mig om for at tilbyde min hjælp og modtog som svar et henrivende smil fra en ung kineserinde, der skulle til Vartberg for at holde foredrag. Hun var ledsaget af en ung mand, der så synlig lettet ud, da jeg lovede ham, at hun skulle blive sat af ved den rigtige station.

Den unge kineserinde fik plads ved siden af mig, og inden længe fortalte hun mig både om sit liv og om hensigten med sin rejse. Hun var fra Hongkong (engelsk protektorat), kristen, og skulle nu tale i en forsamling om sin hjemby. Hun var kun 22 år, men havde allerede rejst meget. Lidt sky fortalte hun mig, at hun faktisk var missionær. Jeg svarede hende venligt, at jeg fandt det strålende, at en ung kvinde ikke alene var sig sin kristendom bevidst, men oven i købet havde mod til at rejse ud og søge at hjælpe andre i deres åndelige vanskeligheder. Jeg kunne se på hende, at mine ord glædede hende, og straks efter spurgte hun, om også jeg var kristen? Jeg svarede forsigtigt, at jeg i hvert fald var en slags kristen. En slags? spurgte hun forundret, og jeg svarede, at selv om Jesus af Nazareth var mit absolutte ideal, så var jeg ikke ortodoks i min opfattelse af ham. Hun betragtede mig meget indgående, før hun igen spurgte. Denne gang om, hvordan jeg da opfattede Jesus? Jeg gled udenom hendes spørgsmål ved forsigtigt at spørge hende, om kristendommen i den form, hun havde lært den at kende, intet problem rummede for hende? Om hun godtog alt, hvad hun havde lært som udtryk for uangribelig sandhed og dermed altså også for konstant inspiration?

Jeg kunne se på hende, at hun tænkte meget koncentreret; så kom det stilfærdigt;" Der er faktisk én ting, jeg har grublet meget over og ikke kan forstå, måske du kan hjælpe mig"? Og så citerede hun Jesu berømte ord om Johannes døberen: "Og dersom I ville tage imod det: han er Elias, som skal komme" (Matt. 11.14.v.). Jeg lyttede spændt på, hvad der ville følge. Så kom det ganske lavt: "Hvis Johannes var Elias, er jeg jo tilbage ved mine forfædres tro på reinkarnationen. For kunne Johannes være Elias, så må dog alle mennesker også have været til før. Forstår du Jesu ord om dette"?

Jeg svarede hende, at det ikke alene gjorde jeg, men at det var disse ord, jeg hentydede til med, at jeg var "en slags" kristen. Jeg forklarede hende, at jeg var overbevist om reinkarnationens virkelighed, ja, at jeg baserede hele mit liv på denne tanke og i den så netop den kristendom, der gjorde ordene: "Som du sår, skal du høste" til en sandhed med langt større perspektiv, end mennesker ellers opfatter den. Vidste jeg, at jeg havde "skåret hul" på en mental byld i hendes sjæl? Man ved ikke altid, hvilken konsekvens ens ord får. I dette tilfælde brød en flod af spørgsmål frem fra hendes sind, og før jeg vidste af det, holdt jeg det foredrag for hende om tilværelsens kosmiske impulsprincip, som jeg få timer senere holdt i Göteborg. Forstod hun det? Sådan et spørgsmål kan ikke besvares med et enkelt "Ja". Men hun forstod langt mere end mange andre, der ikke er nær så engageret i religiøse spørgsmål, som hun var. For hun var netop en typisk repræsentant for den ungdom, der ikke kan slippe tanken om en kærlig Guddoms eksistens, samtidigt med at hun, som hun selv udtrykte det, "ustandseligt måtte bede Gud om tilgivelse for hendes krav om logik i al sin tænkning". Selv om vor samtale foregik på engelsk, skete der det mærkelige, at der blev dødstille i kupeen. Alle lyttede intenst, fordi alle vel følte, at der her var tale om andet og mere end en overfladisk samtale om døgnets trivialiteter. Naturligvis søgte jeg på alle områder at undgå at røre ved hendes tro, at så tvivl i hendes sind. Ved min stærke fremholden af Kristus som det hidtil største menneske, vi mennesker havde mødt, undgik jeg den generalisering, som mange her fristes til. Hun var uhyre belæst og kunne citere både Laotse og Buddha, men, som hun udtrykte det: Kristus er også den største for mig, fordi han kræver, at man skal søge at leve hans lære - at man skal gøre noget! På det punkt var vi enige, og så var vi i Vartberg, hvor mennesker ventede hende. Til afsked sagde hun meget stille og lavt: "Jeg har mødt mange hvide mænd på min rejse, og jeg ved, at jeg vil glemme dem. Men det, du har fortalt mig, vil jeg aldrig kunne glemme, aldrig"!

- - - -

Nogle morgener senere sad jeg i ekspressen til København. Jeg havde netop taget kærlig afsked med gode venner i Stockholm og forberedte mig nu på at sidde og slappe af efter mange timers samvær med sagens interesserede i både Göteborg, Jönköping, Linköping og Stockholm. Jeg var faktisk træt, og da jeg havde mere end ti timers rejse foran mig, glædede jeg mig til i tankerne at gå de mange oplevelser igennem, jeg havde haft, og til at forberede det foredrag, jeg den følgende formiddag skulle holde i Studenterforeningen i København. En ung mand kom og satte sig ved siden at mig, men jeg så ham faktisk ikke. Jeg sad med lukkede øjne, totalt afslappet og havde det vidunderligt. Men pludselig, da vi vel havde kørt en times tid, mærkede jeg, hvorledes meget stærke kræfter strømmede imod mig og påkaldte sig min opmærksomhed. Bag næsten lukkede øjenlåg betragtede jeg den unge mand, der så deprimeret ud. Jeg studsede over hans slips. Det var delt i gule og sorte felter, og jeg lagde mærke til, at han læste i et tysk magasin. Da jeg et øjeblik rettede mig op og så venligt på ham, smilede han og spurgte på tysk om et eller andet, jeg har glemt. Jeg beklagede, at selv om jeg forstod ham, talte jeg ikke tysk særligt godt, hvorefter han øjeblikkeligt slog over i et rent og meget kultiveret engelsk - og så lukkede den cirkel, der var startet i Hälsingborg, sig. Kort sagt: han var ung tysk officer, jetflyver og kom netop fra Finland og skulle tilbage til sin base i Sydtyskland. Jeg bad ham fortælle mig lidt om sit liv og om tilværelsen i Tyskland efter krigen, som han ikke erindrede, han var kun tre år, da den sluttede. Bag hele hans fremstilling af den tyske situation mærkede jeg en understrøm af dyb smerte, som påvirkede mig stærkt. Stilfærdigt spurgte jeg ham, om han var religiøs. Det gav et sæt i ham, og svaret kom mærkeligt tøvende: "Til alle andre ville jeg have svaret nej, for hvad er det at være religiøs? Men dig vil jeg svare på en anden måde. Ser du, som søn af en nation, der endnu er meget forhadt, kommer der mange tanker til en, når man i sin jet jager gennem rummet, ganske ene. Atter og atter har jeg spurgt mig selv, om der også skal komme en dag i mit liv, hvor jeg kaster bomber ned over ukendte områder og der dræber mennesker, dræber gamle mænd, kvinder og børn. Så kommer den tanke til mig, om jeg ikke, når det kommer til stykket, er søn af en forbrydernation, som man jo har kaldt os, og om jeg er prædestineret til at myrde. Og så er det, at tanken om Gud kommer. Forstår du, oppe under stjernerne er livet anderledes. Det er så ubegribeligt rent, og man kan koncentrere sig på en måde, man ikke kan på jorden. Tanken om en kærlig Gud føles på én og samme tid så rimelig - og så urimelig. Så rimelig, fordi alt, hvad man oplever deroppe, udtrykker ro og orden, plan og hensigt. Vore instrumenter er perfekte, stjernerne er perfekte, og man føler sig så vidunderlig tryg. Men så kommer tankerne om de mange ansigter, jeg har mødt gennem hele min barndom, de mange krøblinge og de mange fortællinger om frygtelige døgn i bombekældre, om mord og drab, ja, om alt det menneskene kalder krig, og så føler jeg mig så ulykkelig, så ensom - og så er det altså, at jeg har forsøgt at bede til Gud. Men forstår du, jeg er opdraget til kold logisk tænkning i alt, hvad jeg har med at gøre, og selv om jeg så gerne vil tro på en dybere mening, altså en virkelig kærlig mening med livet, så evner jeg ikke at gøre det. Men jeg er ulykkelig over min situation, og jeg ved, at mange af mine kammerater også er det, selv om de ikke tør give udtryk for det. Jeg kan se det i deres øjne."

Igen sad jeg over for en af de unge, der ved hele deres væsen udtrykte det, Martinus så genialt har betegnet som en "flygtning mellem to riger". Igen en ung, der havde lært den menneskelige jungles fineste håndværk: at komme som et lyn fra en klar himmel, kaste sine bomber, dræbe, dræbe og atter dræbe - og lynhurtigt selv være i sikkerhed. Igen et menneske, der i sig bar på en helt anden drøm, drømmen om selv at leve, at give andre liv, drømmen om at leve i fred. Det endte, som det måtte gøre. Jeg holdt min rejses sjette foredrag om tilværelsens kosmiske impulsprincip. Viste ham vor udvikling gennem moralske sfærer, som strakte sig fra dyrkelsen af magten som religion og frem til det punkt, hvor vi nu står, og hvor retten, hvor næstekærligheden og tolerancen er de idealer, der her toner frem. Medens den lille kineserinde kun sjældent afbrød mig, blot sad med lukkede øjne og var så koncentreret, som kun en orientaler evner at være det, afbrød den unge officer mig gang på gang med ægte tysk grundighed. Nuvel, vi havde også bedre tid. Men det der optog mig under denne lange samtale, var den fantastiske åndelige hunger, han var i besiddelse af. Som han selv udtrykte det: "Forstår du, om relativt få timer er jeg igen alene i min maskine, og så vil alt det, du har fortalt mig, vende tilbage, og så ved jeg, at jeg vil ærgre mig over, om der er noget, jeg ikke helt har forstået." Morsomt nok var hans afskedsord omtrent som den lille kineserindes. Han sagde: "Denne rejse vil jeg aldrig kunne glemme"! Og så fik jeg et af de håndtryk, der får en til at spekulere på, hvad en hånd egentlig er lavet af, siden den kan holde til at blive trykket på netop den måde.

- - - -

Jeg har berettet disse to oplevelser, fordi de forekommer mig tidstypiske. Overalt møder man i dag en levende og åndeligt meget vågen ungdom, om man ellers har øjne at se med og øren at høre med. For mig selv udgør de mange samtaler, jeg på mine rejser fører med mennesker, dels et svar på mit konstante ønske til Forsynet om at blive brugt og dels en bekræftelse på det fantastiske liv, det menneske får, der virkelig har brugt sin tid på at lære tilværelsens mere skjulte sider at kende. I mere end en menneskealder har jeg studeret Martinus tanker og suppleret dette studium med alle de åndsvidenskabelige værker, jeg har kunnet overkomme. Men dette er ikke i sig selv det vigtigste. Nej, hvad der forekommer mig vigtigst er dette, at man, når livet anbringer en i en af de her skildrede situationer, da kan opleve igennem dybt fortrolige samtaler den bekræftelse på de kosmiske sandheders virkelighed, man altid søger. Tiden er hård og grusom, og menneskene er bestemt ikke gode imod hverandre. Overalt lurer gemenheden, og man ved aldrig, hvilket sekund dolken sidder i ens ryg. Men dette er livets vilkår i dag. Netop derfor mener jeg, at det menneske, der gennem sin åndelige søgen har formået at gøre sig fri af denne verden og med sine tanker, sine drømme, evner at leve i andre og mere inspirerende tankeklimaer, står langt stærkere end den, der blot trækker på skuldrene ad enhver tale om en Guddoms eksistens og om en universel verdensplan, der til sin tid vil stille alle problemer på plads og vise menneskene, at der stadig er fuld åndelig dækning for ordene om, at "ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje" - at det tilsyneladende kaos, der i dag overalt gør sig gældende, i virkeligheden blot er den camouflage, der er nødvendig, for at vor vandring fra mentalt mørke til det lys, der ophæver al bitterhed, al angst, al smerte, sorg og elendighed, kan fuldbyrdes. Og her kan den, der virkelig har fordybet sig i Martinus tanker og ikke alene har absorberet dem med sin hjerne, men måske i nok så høj en grad ladet dem bundfælde sig i hjertets dyb, aldrig sige ham tak nok.