Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der var engang en, der udtalte, at et rigtigt eventyr skal være gjort til at vokse i. Når vi som børn hører et eventyr, tænker vi mest på de personer, som eventyret handler om. For nogle mennesker kommer der en dag, da de siger ja, men det er jo ikke virkeligt. Men måske de samme mennesker senere kommer til den anskuelse, at der er noget mere og andet i eventyret, end det de først troede. Måske tiltaler eventyret mange, fordi de i den fattige og uansete drengs sejr finder en genklang af deres egne drømme.

Man kan så stille det spørgsmål, om et sådant eventyr er i overensstemmelse med livets logik, som vi ser den om os, og som vi lærer om den af Martinus.

Lad os tænke på et eventyr som Klods-Hans. Det kender alle. Hvorfor blev det Klods-Hans og ikke en af de fine brødre, der vandt prinsessen? Er det i overensstemmelse med livslovene, at slutningen er sådan i eventyret, for ellers kan vi jo ikke lære deraf.

Klods-Hans havde to brødre, som absolut tænkte, at de langt før Klods-Hans kunne komme i betragtning hos prinsessen. De havde kundskaber, så det forslog noget. Havde det været i dag, havde de jo nok mødt med embedseksamen med udmærkelse. Begge følte de sig langt finere og mere fornem end den stakkels Klods-Hans, der bare arbejdede i faderens stald.

Men når mennesker ønsker at være finere og fornemmere end andre mennesker, så skyldes det altid, at de i deres inderste netop er bange for, at andre mennesker ikke vil anerkende dem eller ære dem højt nok. Disse to brødre følte sig slet ikke værdige til prinsessen eller på lige fod med hende, derfor måtte de sætte deres tillid til deres kundskaber, til deres fine klæder efter sidste mode o. s. v.

Klods-Hans er helt anderledes. Han tænker ikke på, at der kan være forskel på ham og en prinsesse. Han har antagelig været glad og godt tilfreds ved sit arbejde i faderens stald, men nu får han lyst til at fri til prinsessen. Han tager af sted uden at pynte sig særligt, kan han ikke få en hest, er en gedebuk god nok, og så har han bevaret den barnlige og gode egenskab, som det er at kunne glæde sig over de små uskyldige ting i livet, om det så blot er en gammel træsko, en død krage eller lidt pludder fra en landevejsgrøft.

Da brødrene kommer ind til prinsessen, bliver de stumme, det hjælper dem ikke, at de har øvet sig på lange taler, og selv om de havde kunnet huske dem, så ville de antagelig have kedet prinsessen. De var bange for, at de skulle komme til at gøre noget, der kunne vække anstød mod den stive hofetikette. Men det var jo netop den, der kedede prinsessen.

Klods-Hans er sig selv, han havde det friske og umiddelbare sind, så han kunne tale til prinsessen og få hende til at more sig over de små uskyldige ting, han havde bragt med sig.

Ved at vælge Klods-Hans viser hun, at hun er en rigtig prinsesse. Hun tager netop ikke hensyn til de ydre og uvæsentlige ting. Havde hun ikke været en rigtig prinsesse, så ville hun naturligvis have taget en med en fin eksamen, en fin titel eller noget sådant. Den ægte prinsesse ser ikke på de ydre og uvæsentlige ting. Ganske ubevidst vil hun føle sig tiltrukket af den frier, der i alle forhold er naturlig, er sig selv.

Hermed slutter eventyret, når det først skal til at begynde, akkurat som så mange romaner. Men lad os prøve at tænke os til en fortsættelse.

Klods-Hans og prinsessen ville sikkert blive gode regenter for et land. Han ville sikkert have evner til at vise godhed og ærlighed og til at styre retfærdigt, og derfor ville han såvel som prinsessen sikkert let kunne vinde folkets tillid og kærlighed. Han viste, at han var sig selv i slottets fine sal som frier, og netop derfor vil det være ligeså naturligt for ham at styre landet, som at arbejde i faderens stald.

Men hvordan ville det være gået, hvis prinsessen ikke havde været en rigtig prinsesse? Så ville hun have taget en af de andre brødre eller friere. Men så ville det være blevet vanskeligt for ham. Han ville nemlig ikke føle sig værdig til kongegerningen, og derfor ville han gribes af angst for, at hans undersåtter ikke skulle respektere ham, og de mennesker, der er angst for, at andre ikke skal respektere dem, forsøger uvilkårligt at tvinge de andre dertil, og de vil forsøge at vinde folkets respekt ved at herske og befale eller ved at optræde med pragt og glimmer. Dermed kan de måske tiltvinge sig folkets respekt, men aldrig dets tillid og kærlighed.

Allerværst ville det gå ham overfor prinsessen. Hvis han ikke føler sig på lige fod med den prinsesse, han har vundet, vil han naturligvis forsøge at skjule sine mangler og vise sig fornem, eller også vil han vise sin magt ved også at regere over hende. Begge dele vil medføre, at de begge bliver ulykkelige, og så forsøger de måske at skjule deres ulykke ved at optræde endnu mere fornemt udadtil eller ved at regere endnu strengere.

Den rigtige prinsesse vil aldrig blive ulykkelig, fordi hendes mand viser nogle mangler, når blot han er ærlig overfor hende.

Når de gamle eventyr, som i mange tilfælde ligner dette, stadig påny fortælles, så er det fordi prinsessen og kongeriget er symboler på de vigtigste ting i livet for de fleste mennesker: Ægtefælle og arbejdsmark.

I ægteskab og arbejde skal ethvert menneske skabe sit eget kongerige, og der vil det vise sig, at det akkurat er de samme egenskaber, der er afgørende, som i ovenomtalte eventyr. Hvor to mennesker ikke har mod til at være sig selv og være ærlige overfor hinanden i alle livets forhold, vil den lykke, de har drømt om, visne bort. Kun hvor de viser hinanden fuld tillid, vil lykken blomstre.

Ulykkelige mennesker volder ofte sig selv og andre megen lidelse og ulykke. Det er dem, der bliver ærgerrige og vil herske og regere over andre. Det er dem, der er med til at fremkalde krig og andre ulykker, skønt de ofte tror, at de arbejder for de bedste formål.

Alle jager efter lykken, men sandheden er, at et menneskes evne til at finde lykken er uafhængig af de ydre forhold. Den lykke og tilfredshed, som et menneske finder, er afhængig af hans egen indre tilstand.

Klods-Hans havde de egenskaber, som betinger lykken, han bragte lykken med sig, skønt han slet ikke selv tænkte på, at han skulle opnå noget særligt.

Vi har også alle et idealbillede af, hvordan en rigtig konge og en rigtig prinsesse eller dronning skal være. De skal være, så de ganske umiddelbart vinder folkets kærlighed og tillid. Jo mere de må anstrenge sig for at opnå dette, jo mindre værdige er de til at være konge og dronning.

En konge skal være folkets tjener, en uægte konge ønsker at herske og tåler ingen ved siden af sig. En ægte konge vil ikke føle sig generet af, at andre også er værdige til kongeembedet.

Således vil mennesker med det ægte kongesind altid være rede til at agte og tjene hinanden, mens uægte konger af angst for at miste anerkendelse styrter både sig selv og andre ud i konflikter.

Ethvert hjem er et kongerige. Mennesker med kongesind siger vi og vort, og hos dem vil lykken blomstre, medens mennesker med herskersind siger jeg og mit, og hos dem vil der altid være kamp og utilfredshed.

Herskersindet hører sammen med angst, vel især angst for ikke at blive tilstrækkelig anerkendt. Derfor må det menneske, der gerne vil opnå mere af det ægte kongesind, først og fremmest undersøge, hvad han i grunden er angst for. Det vil da oftest vise sig, at i samme grad, som han forstår sin angst, vil den ophøre, da det altid er det ukendte, man er bange for.

Et rigtigt kongeriges grænser når så langt, som de enkelte er i stand til at vinde tillid ved at tjene andre gennem arbejde.